Jens Lange

  Notater:

Ejer Rødkilde 1736-90
Rødkilde er en af landets ældste gårde, og sit navn skylder den de jernholdige kilde i dens have og på dens marker. Allerede på Erik Menveds tid nævnes gården. Rødkilde ligger i Ulbølle Sogn, Sallinge Herred, Svendborg Kommune. Hovedbygningen er opført i 1854. Herregårdens mølle er fredet.
Rødkilde Gods er på 262 hektar

Solgte 83 år gammel Rødkilde med underliggende bøndergods og skov samt Flintholm med ditto og ditto til sin søn Johan Lange for 142.000 Rd.
Herre til Rødkilde, Flintholm og Løjtved.
Johan Lehn til Hvidkilde solgte 1736 Rødkilde "til sin ridefoged, den energiske og hensynsløse Jens Lange, der siden også erhvervede Flintholm og Løjtved".

Kilder
[S14] familienholmnielsen

[S77] www.fynshistorie,dk (Rødkilde)

[S96] http://www.familyon.net/indilist.php

[S211] Trap: Danmark. 5. udgave, bind 13, s.740

[S148] Sanne Borgstrøm

[S371] Rødkildeslægten
Af socialrådgiver Kirsten Lange

Med omtalen af den norske familie Tønder's rolle i flere Lange-generationer er vi kommet for langt frem i tiden.

Vi skal derfor nu tilbage til 1736, hvor Jens Lange køber godset Rødkilde.

Han har som barn været med moderen på Østrupgaard, og da han er blevet gammel nok, er han kommet til det store fynske gods Hvidkilde, som ejes af Johan Lehn. Dér er han efterhånden avanceret til ridefoged og har skaffet sig erfaringer indenfor storlandbrug.

I 1732 køber Johan Lehn på en auktion det nærliggende Rødkilde. Det har i de foregående 26 år været ejet af Børge Trolle, som har bragt sig selv og godset i økonomisk uføre. Allerede fire år senere - i 1736 - sælger Lehn det til Jens.

Han, som på det tidspunkt endnu er ugift, får moderen hos sig. Fantasien siger os, at Eleonora Christine er utrættelig. Vi har fulgt hende gennem hendes egne for-pagtninger, og nu, hvor Jens går i gang med en stor gård, der trænger til kyndige hænder for at blive bragt på fode, finder vi hende hos ham. Vi kan forestille os hende som den kyndige husmor på Rødkilde i de første år af Jens' tid dér.

Det er få år efter Christian VI's tronbestigelse, hvilket ikke just bringer munterhed ind over landet. Det er pietismens tid. Med bøder og gabestok forfølges de, der ikke går til søndagsgudstjeneste, eller som afholder selskabelighed og andre forlystelser på helligdage. Skuespillere betragtes om ugudelige og må hverken optræde offentligt eller privat.

Det er også få år efter stavnsbåndets indførelse og en halv snes år efter, at Holberg skrev sine komedier. Med stavnsbåndet bliver det enhver værnepligtig bonde mellem 14 og 36 år forbudt at forlade det gods, han hører til. Det er overladt til godsejerne at udpege de militærpligtige bønder, så både militærets og godsejernes interesser tilgodeses.

Det er forøvrigt også den tid, hvor der for første gang indføres undervisning i dansk i de lærde skoler, hvor fremmede sprog og latin ellers har været enerådende.

Jens har ikke ret mange penge, da han køber Rødkilde. Men han har en forbindelse. Som tidligere nævnt er hans tvillingesøster Cathrine Johanne i huset hos kancelliråd, købmand Finckenhagen i København. Hun giver vist sin velhavende husbond et praj om, at bror Jens har brug for penge, for derfra får Jens et lån på 14.000 rigsdaler. Det er næsten hele købesummen for det noget forfaldne gods.

Man kan læse, at "Ved sin tiltrædelse forefandt han såvel hovedgård som bøndergods i den ynkeligste forfat-ning, hvad da også den ringe købesum godtgør. ... Det var vistnok ikke med venlige følelser, at hovbønderne tog det nye "herskab" i øjesyn; men den myndige herske-lystne mand forstod imidlertid snart at sætte sig i respekt, så de adlød hans bud, omend det skete med uvilje og frygt."

Der går en historie om, at Jens Lange narrede Johan Lehn til at give sig skøde på gården uden penge "for bedre at tugte de genstridige hovfolk", og at han, da Lehn næste gang kom til Rødkilde, smækkede porten i for næsen af ham med tilråb, at det nu var ham, der havde papirer på gården. Historien skal være en skrøne, men et faktum er dog vist, at han først får skøde 4 år efter overtagelsen, måske fordi han først da får det tiltrængte lån.

Han er 29 år, da han tager Rødkilde i besiddelse. På et tidspunkt møder han den otte år yngre Maren Tønder, præstedatteren fra det nordligste Norge på besøg hos sin præstebror på Drejø, som Jens sikkert kender via sin præstesvoger Duus i Svendborg.

De bliver forlovet, og i 1740 bliver de gift. Det er samme år som Jens får det forsinkede skøde på Rødkilde, og samme år som de følger hans mor Eleonora Christine til graven på Ulbølle kirkegård.

Så er Maren Tønder blevet frue på Rødkilde, og inden længe begynder hendes lange række af børnefødsler og dermed også en række sorger.

For det første barn, som bliver født året efter bryllyppet og bliver kaldt Elisabeth efter mormoderen, dør 3 måneder gammel.

Og den næste, som bliver født et år efter og også bliver døbt Elisabeth, dør efter kun 3 uger.

Det bliver først i ægteskabets fjerde år at der fødes et levedygtigt barn. Hun får navnet Eleonora Christine efter farmoderen. At hun som voksen får et vanskeligt liv, ved forældrene heldigvis ikke noget om endnu. Men vi skal senere høre mere om det.

To år efter fødes igen et levedygtigt barn, Olave Marie, hvis righoldige tilværelse ligeledes vil blive beskrevet i et senere kapitel.

Da de to piger er 3 og 1 år gamle, fødes lillebror Johan, og igen bliver der sorg på Rødkilde, for han dør ved fødslen.

Måske er Jens og Maren også bekymrede ved det sjette barn Ole's fødsel. Men denne gang går det igen godt.

Det gør det også, da den syvende, Johan, bliver født i 1750.

De nu fire børn, der lever, får i 1753 en lillebror, Frederik Reinholdt.

Endnu to børn kommer til: I 1754 Christian, hvis brogede tilværelse vil blive beskrevet senere, og i 1756 Elisabeth Margrethe.

To uger efter, at den sidste lille pige bliver født, dør Maren Tønder, kun 41 år gammel.

Et hårdt liv har hun tilsyneladende haft. Hun har født ti børn i løbet af femten år og har mistet tre af dem. Og nok har hendes tilværelse været præget af velstand, men i høj grad også af den utryghed og de bekymringer, som hendes mands tiltagende stridigheder med bønderne har medført. Heller ikke derhjemme har han kunnet styre sit temperament. I familien har man senere talt om, hvordan hun har måttet gemme sig og børnene for hans vrede, og hvordan hun i sin bibel har nedskrevet tungsindige tanker.

Jens Lange er 49 år, da han mister sin kone. Året før har han erhvervet sig en "kirkestol" over indgangen til Ulbølle kirke. Dér har herremanden og hans familie siddet halvt skjult over alt folket og overvåget, at de mødte, som de skulle. Da Maren nu er død, erhverver Jens sig desuden ret til at opmure en begravelse i kirkens kor.

To piger på 10 og 12 og to drenge på 7 og 6 år følger deres mor til graven sammen med faderen og mange slægt-ninge, mens de tre mindste bliver passet derhjemme af andre. Måske er også Maren's aldrende stedmor kommet fra Norge for at deltage i den triste begravelse.

Hvis Jens's søster Margaretha ikke allerede er kommet til Rødkilde efter at være blevet enke for anden gang i 1752, så gør hun det vistnok nu. Vel er huset forsynet med tjenestefolk i behørig mængde, men der er god brug for et familiemedlem til at tage sig af børnene.

Og sorgerne er ikke slut endnu. Året efter, i 1757, dør drengen Frederik Reinholdt fire år gammel, og i 1758 dør den sidstfødte pige Elisabeth Margrethe to år gammel.

De fem overlevende børn er Eleonora Christine, Olave Marie, Ole Tønder, Johan og Christian. Mens Johan får sin egen 3. del af denne beretning, vil de fire andres videre tilværelse blive beskrevet i de følgende kapitler.

I sidste kapitel skal vi specielt se på de stridigheder med bønderne, som i så høj grad kommer til at præge Jens Lange's tilværelse og eftermæle.

Jens blev gift med Maren Olsdatter Tønder, datter af Ole Olsen Tønder og Elisabeth Melchiorsdatter Augustinussen, i 1740. (Maren Olsdatter Tønder blev født i 1715 og døde den 7 Jun. 1756 i Rødkilde, Ullebølle.)