Christian Lange

  Notater:

Af socialrådgiver Kirsten Lange

Mens den mellemste af brødrene, Johan, omtales i 3. del af denne beretning, vender vi os nu til den yngste.

Christian er ham, der som "Lydig Søn C. Lange" i 1786 skriver til faderen om, hvordan søsteren Eleonora Christine's mand, Christian Kallager, opfører sig. Det kan virke lidt som skæbnens ironi, når vi ser, hvordan livet kommer til at forme sig for Christian selv.

Da han skriver det brev, har han været gift og bosiddende på Eskjær i Salling i fire år. Hans kone er Helena Elisabeth von Folsach, hvis far er etatsråd og godsejer på Gjessinggaard ved Randers. Christian er 28 og Helene 21, da de starter deres ægteskab.

Efter faderens mønster indfører han nye driftsmetoder, opsætter diger, opretter teglværk og kalkovn, udgraver tørvemoser, udskifter bøndergods, opkøber og mageskif-ter forskellige ejendomme, bliver efterhånden eneste lodsejer i Stouby. Han bygger en gård, som han kalder Langesgaard, ligesom han opkalder forskellige andre ejendomme efter sig selv, sin kone, sin søster o.s.v.

Men ligesom sin far har han "lyst til at fremme alt med knytnæven, stædig energi og ubehersket virketrang", og Jeppe Aakjær skriver videre:

"Tiden fra Struensee til 1800 er fuld af de stærkeste skærmydsler fra det brydetag, der stod mellem bonden og herremandsvældet, indtil den første bar sejren hjem. Men det manglede ikke på brådne pander... Overalt rejste bønderne ørerne og lyttede ud mod stormsignalerne, og det blev vanskeligere og vanskeligere at være herremand under de forandrede vilkår. Jo dygtigere og mere foretagsom en mand var, jo mere hadet blev han ... Eksempel: herren til Eskjær, justitsråd Christian Lange ... i mere end tyve år var han disse egnes daglige skræmsel og samtaleemne...".

En af de måder, hvorpå han fra starten placerer sig og sin familie i det lokale samfund, er ved straks efter brylluppet at sikre sin unge kone og hendes damer en iøjnefaldende plads i Grinderslev kirke. Kirkeejeren erklærer: "Af hvilke forbesagte tvende Stole højbemeldte maa betjene sig af paa hvad Maade, han selv finder for godt at lade indrette; han maa ogsaa fra Kirkegaarden lade indrette en Dør til disse Stole, som skal gjælde alle Eskjærs efterfølgende Ejere".

Egen indgang til egne pladser i kirken! Der er stil over det. Men da Christian overlader den ene af kirkestolene til "fruentimmerne" på kirkeejerens gods, kommer kvindfolkene fra de to godser i totterne på hinanden om, hvem der skal sidde hvor i de fine stole!

Og det er langtfra den eneste strid, der opstår omkring Eskjær. Tværtimod er Christian uafladeligt indviklet i retssager. Igennem det meste af en snes år er han i juridiske slagsmål med bøndernes sagfører, Henrich Møller. Bl.a. opstår en lang og indviklet strid om en mølle, som Christian vil opføre - hvad han så også får myndighedernes tilladelse til - men som de allerede eksisterende mølleejere føler sig truet i deres næring af.

Bønderne klager over hoveribyrden, over at Christian fratager dem værdier, og over hans voldsomme adfærd, som kan give sig kraftige korporlige udslag.

Han vinder oftest sine retssager. Men han er en besværlig herre at have med at gøre. Han nægter sig hjemme, når myndighederne henvender sig til ham. Og hvis de så forkynder stævningerne overfor medlemmer af hans talstærke personale, nægter han at kende noget til det.

Et årstid efter ægteskabets indgåelse får Christian og Helena deres første barn, Jens Michael. Men den lille dreng dør året efter. Heller ikke deres andet barn, Maren Agnete, lever ret længe. Hun bliver født i 1785 og dør i 1787. Inden hendes død har de fået Christine Marie, og i 1788 og 1790 får de to drenge, Jens Chri-stian og Hans Wilhelm. Disse tre børn vender vi senere tilbage til.

I 1790 dør faderen på Rødkilde. Måske bidrager arven efter ham til, at Christian begynder på den udvidelse og ændring af sit domæne, som fortsætter den næste halve snes år. Indtil bøtten vender.

I 1791 køber han Skivehus i nærheden af Eskjær. Også dér giver han sig - under betydelige protester fra de mennesker, som får arbejdsbyrden pålagt - i kast med store ombygninger. Familien tager ikke ophold på Skivehus. Der bliver ansat en bestyrer.

I 1792 køber han desuden ejendommen Nørre Alléenlyst på Frederiksberg.

Frederiksberg er på den tid et rent landbrugsområde med kun ca. 1.200 indbyggere. Nørre Alléenlyst's areal strækker sig - på den østlige side af Falkoner Allé -fra den nuværede Rolighedsvej til Ågade, med betydelige jordtilligender også på den vestlige side.

I 1793 opsiger Christian en forvalter på Eskjær under påskud af, at han vil bortforpagte. En personlig konflikt med samme forvalter er dog nok den egentlige grund, for familien bliver indtil videre boende på Eskjær. Dér får de i 1794 barnet Friderich Uldrich, som imidlertid dør allerede året efter.

Samme år, 1795, køber Christian af sin svigerfar Skavnsgaard i Vuldum sogn for knapt 16.000 Rdl. Han sælger den igen to år senere for 20.300 Rdl. Sviger-faderen har også kun haft denne gård i kort tid, og den har åbenbart kun været brugt som økonomisk spekulation.

Familien tager nu delvis ophold på Nørre Alléenlyst. Dér fødes deres yngste barn, Annette Christiane, der ligesom sine søskende vil blive nærmere omtalt senere.

I 1797 sker det endelige opbrud fra Salling. Eskjær sælges til en landsdommer Leth for 93.350 Rdl., Langes-gaard sælges til en forpagter Thomsen, men Christian beholder stadig Skivehus og forskellige mindre, spredte besiddelser på egnen - og kan stadig figurere i forskellige retssager!

Han er fortsat særdeles velhavende. Da de er flyttet til Frederiksberg, køber han også Edelgave udenfor København. Denne ejendom er nylig blevet ombygget efter en brand, så det er en statelig, nyrestaureret ejendom, han erhverver sig. Samtidig bliver han medejer af nogle fabriksforetagender i København, køber i 1798 Bispeengen, som er et område på 40 tdr. land ved Lygten i København, og i en årrække ejer han også ejen-dommen Kgs. Nytorv 6, større og flottere end bror Ole's ovre på hjørnet af Ny Adelgade.

En stor mand, tør man nok sige. Han går i kompagniskab med en garver Talbot og driver sammen med ham en garvefabrik i Landgreven.

Og han har mere i gang: i 1802 anlægger han en Berlinerblåt-fabrik i Aahuset på Nørre Alléenlyst's område, som så omdøbes til Berlinerblå-Bygningen. Farvematerialet Berlinerblåt anvendes bl.a. til dekorering af porcelæn og fajance, så Christian er muligvis leverandør til broderen Ole's fajancefabrikker.

I august 1807 har familien på Nørre Alléenlyst - ligesom så mange andre - en række dramatiske begivenheder inde på livet. Byen fester, fordi kronprins Frederik er kommet hertil fra Holsten. Men han rejser igen dagen efter, medbringende sin sindssyge far, Christian VII, som han har hentet på Frederiksberg slot og nu bringer i sikkerhed i Holsten. Han har forudset det, der så sker: Englænderne besætter København.

En engelsk general tager ophold på Frederiksberg slot. Hans linie strækker sig fra Nørre Alléenlyst's nabo, Falkonergården, til Kalvebod strand. Engelsk batteri opstilles foran ejendommen Rolighed tæt ved Nørre Alléenlyst. Fem hundrede sindssyge fra hospitalet på Ladegården ved Ågade bliver efter et dramatisk natte-ophold i Frederiksberg kirke bragt ud af byen, inden urolighederne for alvor bryder løs.

Det gør de i begyndelsen af september. Bombardementet fortsætter i tre døgn. Af samtlige engelske batterier er det ved Rolighed det, der volder størst ødelæggelse.

Byen kapitulerer, men englænderne bliver her i endnu halvanden måned. Velhaverhuse i Frederiksberg Allé bliver brugt til officerskvarterer, og de store haver står åbne uden tilsyn. Folk strømmer til inde fra byen, og i de ellers private haver slentrer uniformerede englændere og københavnske spidsborgere med koner og børn omkring i gangene, sidder på bænkene, lægger sig på græsplænerne, tager frugt fra de bugnende frugttræer. Også i Søndermarken, som ellers er for-beholdt hoffet, går det livligt til. Folk er nysgerrige efter at se det område, de ellers ikke har adgang til, og hvor nu skotske soldater har slået lejr, og hvor maleriske uniformer og musikkorps bidrager til underholdningen.

Den 18. oktober er "festen" forbi. Englænderne forlader Frederiksberg, og tre dage efter er de ude af hele landet.

Faktisk ved vi ikke, om familien på Nørre Alléenlyst deltager i denne fraternisering med de fjendtlige tropper. Men to år efter, i 1809, er de utvivlsomt tilstede i den menneskemængde, der tiljubler dronning Marie, som sammen med den nyudnævnte Frederik VI ankommer til det festsmykkede Frederiksberg slot efter i fire år at have opholdt sig i Slesvig og Holsten. Måske er den nu 13-årige Annette Christiane en af de tolv hvidklædte Frederiksberg-piger, som synger en velkomstsang for dronningen. Der er illumination og transparenter, og der er lygter på de frederiksbergske sideveje, som ellers henligger i mørke.

Men det er ikke fest altsammen. Christian er ved at få problemer med sin økonomi og sin dømmekraft.

I 1805 sælger han Skivehus, i 1809 Edelgave. Han kal-der sig ikke længere godsejer, men "justitsråd og suk-kerrafinadius", senere "raffinadør og grosser".

Garvefabrikken nedlægges i 1811, og da skylder han Talbot 11.000 Rdl., som han bliver dømt til at betale, ligesom han bliver dømt til at gøre rede for fabrikkens indtægter for perioden 1801-07.

Alligevel køber han i 1812 ejendommen Mariendal, en landbrugsejendom som støder op til hans jordtilligende på vestsiden af Falkonér Allé. Dermed ejer han nu hele det område, hvor i dag Mariendalsvej, Kong Georgsvej, Dronning Olgasvej, Prins Konstantinsvej m.fl. ligger. Kort tid derefter overdrager han Nørre Alléenlyst til den yngste af sønnerne.

Endnu fire år efter garvefabrikkens ophør har Christian intetsomhelst foretaget sig med hensyn til det krævede regnskab, og nu idømmes han dagbøder, som han sidder overhørig, og som løber op i svimlende højder. Han har igennem en del år indviklet sig i økonomiske lån, og når han bliver krævet for indfrielse, svarer han med sagsanlæg! Og så går rouletten!

Han er fra sin herremandstid i Salling vant til at vinde sine retssager og til at bruge vold overfor sine underordnede. I København går det anderledes. Han får ikke længere medhold i økonomiske anliggender, og da han bruger vold overfor en politibetjent, bliver han anklaget. Anklageren taler endog om "straf på kroppen eller livet". Christian kan ikke opfatte sig selv i rollen som anklaget. Han bliver meget fornærmet, da man i kriminalretten vil have ham til at oplyse alder, fødested o.s.v. Han er "ingen deliquent", og han hæv-der, at det er ham der er blevet slået, ikke omvendt.

Han opnår kongens tilladelse til at få sin sag behandlet af en kommission i stedet for af kriminalretten. Men nu tager familien affære. Christian har nu i ti år været indviklet i proces mod garver Talbot, foruden hvad han ellers har haft af retssager. Han har i bøder og inddrivelsesomkostninger måttet betale 5.000 Rdl. og skylder andre 8.000. Hans ejendom på Kgs. Nytorv er blevet behæftet med en gæld på 50.000 Rdl.

Hans bror Ole er på dette tidspunkt død, men hans enke Ingeborg Cathrine er kautionist. Hun sender sammen med hans bror Johan på Rødkilde en anmodning til kongen om at få Christian umyndiggjort. De støttes heri af både Christian's søn, Hans Wilhelm, og datteren Christine Marie's mand, kontorchef i økonomi- og kommercekolle-giet, kammerråd Peter Lorentz Holst.

I 1817 bliver så Christian umyndiggjort. Han fatter det ikke og beklager sig til kongen: "Aldeles ufor-modet er jeg bleven erklæret umyndig ... Anledningen hertil er mig ubekjendt". Han henviser til, at han nu er 63 år og "hverken forfalden til Overdaads eller Ødselheds Levnet, Drikfældighed eller mangler Forstan-dens fulde Brug".

Om han mangler forstandens fulde brug i samme omfang som den svoger Kallager, han var med til at få umyndig-gjort for år tilbage, er svært at vurdere. Men lighedspunkter er der.

Efter umyndiggørelsen sælges Mariendal. Denne ejendom tilbagekøbes senere, i 1824, af sønnen Jens Christian, som også overtager Nørre Alléenlyst fra sin bror.

Christian lever nu adskilt fra sin kone. I de sidste 5-6 år af sit liv bor han på et lejet værelse i Badstuestræde.

Den 24. marts 1823 meddeler hans værge, som er Hans Wilhelm's svigerfar, til skifteretten:

Justitsraad Christen Lange er ved Døden afgaaet afvigte Lørdags Aften den 22. Marts. Begravelsen vil ske fra Alléenlyst - hans egentlige Bopæl, hvor Liget ogsaa be-findes, men hans ringe Efterladenskab, som næppe vil tilstrække til Begravelses-Omkostningerne, forefindes i et Aftrædelses-Værelse eller Logie, som han havde lejet her i Staden i Badstuestrædet Nr.124.
Dersom Skifteretten finder det fornødent at registrere dette ubetydelige af ham efterladte Bohave, saa er Nøglen til bemeldte Værelse aflagt hos den afdødes Sviger-søn Hr. Bruun på Amagertorv Nr.4."

Dødsårsagen er "brystsyge". Da han endnu var i sine velmagtsdage, fik han indrettet et familiegravsted i Nørre Alléenlyst's have, da "Jeg og min Familie ønsker at blive begraven efter vores Død udj egen tilkiøbt Jord". Dér bliver han nu begravet den 29. marts. (Senere - i 1832 - bliver gravstedet nedlagt og hans kiste flyttet til Frederiksberg kirkegård).

Helena Elisabeth må låne penge til begravelsen. Hun får hans bohave, som vurderes til 149 Rdl., udlagt for begravelsesomkostningerne.

Hun bliver boende hos sin søn. Først på Nørre Alléenlyst, senere på Mariendal, hvor hun dør i april 1844, 83 år gammel efter et langt og dramatisk liv.

Af Christian og Helena's ialt otte børn lever som om-talt kun de fire.

1. Datteren Christine Marie bliver gift, mens situationen i barndomshjemmet endnu ser rimelig ud. Hendes mand er den tretten år ældre Peter Lorentz Holst. Han er kammerråd og kontorchef i økonomi- og kommercekollegiet og har jo nok særlige forudsætninger for at vurdere nødvendigheden af svigerfaderens umyndiggørelse.

De får i 1811 en dreng, Ole, hvis videre tilværelse ikke kendes. To år efter får de en pige, Elisabeth, som viser sig at være åndssvag. Efter yderligere tre år får de igen en dreng, Ernst, men han dør allerede som 9-årig i 1825. Ti år efter at have mistet drengen dør Christine Marie kun 49 år gammel.

2. Sønnen Jens Christian er 29, da faderen bliver umyndiggjort. Han er 36, da han - efter tidligere at have overtaget Nørre Alléenlyst fra sin bror - tilbagekøber Mariendal. Og han er 39, da han gifter sig med den tretten år yngre Christine Marie Hack.
Også de får tre børn, og også de får sorger. I 1831 mister de deres mellemste barn, Thorvald, på kun 2½ år. I 1847 dør deres ældste, Harald, som dæksdreng ombord på briggen "Hanne" på vej hjem fra Rio de Janeiro. Hans lig sænkes i havet. Den yngste, Annette Henriette Abigael, bliver 23 år gammel gift med den 21 år ældre nordmand, Christian Selboe. De bor først i Norge, men flytter senere til Danmark. De får fem børn, hvoraf to sønner udvandrer til Argentina og bliver gartnere. En søn bliver bogholder efter at have opgivet medicin-studiet, en datter bliver gift med en sagfører-fuldmægtig, og en datter bliver gift med en hotelbestyrer.

Bortset fra, at der ikke vil være nogen børn til at videreføre landbrugsejendommene på Frederiksberg, kan Jens Christian forudse, at der heller ikke ville være nogen fremtid i det. Der er udstykningsplaner i gang.

Allerede i 1845 - det år, hvor moderen dør på Mariendal - sælger han Nørre Alléenlyst til C.A.Feilberg, som allerede tre år tidligere har købt Falkonergaarden af Jens Christian's yngste søsters mand, P.C.Bruun. Dermed bliver Nørre Alléenlyst indlemmet i Falkonergaarden. Senere afhænder Jens Christian også Mariendal og flytter til ejendommen Landlyst lidt længere sydpå i Falkonér Allé, overfor den nuværende Sindshvilevej med et ret smalt, men dybt areal ind i det område, hvor nu Hostrups Have ligger.

Dér bor han, da han i 1864 mister sin kone. Hun bliver 63. Selv bliver han en gammel mand på 87.

Det er faktisk først efter hans tid at der for alvor kommer gang i udstykningen af Mariendal til de villaveje, vi kender i dag. Men udstykningen af Nørre Alléenlyst er inden da begyndt ved Rolighedsvej og arbejder sig nordpå mod Ågade. Berlinerblå-Bygningen, som nu igen kaldes Aahuset, er det sidste der falder ved hele denne omfattende udstykning.

3. Den yngste af Christian og Helena's sønner er Hans Wilhelm. Det er som nævnt ham, der i første omgang overtager Nørre Alléenlyst, da faderen omkring 1812-13 begynder at flytte rundt på tingene, og som senere overdrager ejendommen til broderen. Han ejer også en gård i Nordsjælland, ligesom han i en periode får landbrugsuddannelse andetsteds.

Han er 30, da han i 1820 gifter sig med den 21-årige Anine Mathilde Wiimb. Det er hendes far der som værge for Christian skriver til skifteretten om hans død.

De bor i de første år på Sjælland, hvor deres to børn bliver født, Johan Julius i 1821 og Laura Therese Elisabeth (Betty) i 1828. I 1830 flytter de til Kolding Slotsmølle, som Hans da køber.

Mathilde er meget sprogbegavet og meget musikalsk, men hendes helbred er skrøbeligt. Hun lider af epilepsi. Hendes mor tager derfor ophold hos dem, og ved hjælp af hendes indsats går det efterhånden bedre. Men da Mathilde i 1828 har fået datteren, som er både fysisk og psykisk invalideret, får hun det dårligere igen. Hjemmet er således præget af, at både mor og datter har dårligt helbred.

I slutningen af 1830'erne kommer Julius hjemmefra. Hans har ønsket, at sønnen skulle læse medicin. Det bliver til et par år på et apotek, men efter eksamen i farmakologi springer han til sin fars utilfredshed fra. Han forsøger sig med forskelligt andet, indtil han efter forsoning med faderen kommer hjem igen.

Hans har i mellemtiden solgt møllen og er i 1841 flyttet med sin svigermor, kone og datter til en gård ved Vejle. Det er den, Julius kommer hjem til, og hvor han bliver glad for at deltage i bedriften. Den slags arbejde passer meget bedre til ham. I 1846 sælger Hans igen denne gård og flytter tilbage til Kolding, denne gang til et hus i byen.

Under krigen i 1849 bliver Kolding angrebet, og familiens hus brænder. Julius er blevet gift tre år før, og hos ham får de andre ophold, indtil de kan komme tilbage til Kolding i et lejet hus. Dér dør både Mathilde og hendes gamle mor i 1850. Det har altid været den gamle dames ønske at overleve sin syge datter. Det går i opfyldelse. Mathilde dør pludse-ligt derhjemme, og da moderen vil styrte til, snubler hun, bliver lammet og dør selv kort efter. Hans flytter til København, og hans invalide datter Betty får ophold hos Julius, hos hvem også Hans ender sine dage i 1874.

Julius er i 1846 blevet ejer af Klaptoft Mølle ved Ringkøbing. Dertil er han som nygift flyttet med sin kone, Marie Christine Lyse. De får ikke mindre end femten børn, som dog ikke alle er lige levedygtige. Fire dør indenfor det første halve år efter fødslen, to dør i 5 års alderen, og den ældste af hele flokken, en datter, dør 21 år gammel. Foruden deres egne har de en nevø og niece i pleje, og som nævnt får også den invalide Betty ophold hos dem efter moderens og mor-moderens død.

I 1861 får Julius reduceret sine indtægter, da nogle priviliegier i forbindelse med møllen bliver ophævet. Tilmed bliver også de ramt af en ildebrand, hvor hjemmet bliver totalt ødelagt. Familien bliver spredt for alle vinde, indtil den kan vende tilbage til en genopført mølle med landbrug og bolig et halvt årstid senere.

Som årene går, bliver der tiltagende økonomiske problemer. I 1870 rejser den ældste søn til Amerika. Efterhånden følger flere af de andre efter, så foruden de to plejebørn udvandrer ialt seks af de otte overlevende børn, en datter og fem sønner. Datteren, som bliver gift med en dansker derovre, får ingen børn, men de fire af de fem sønner får med deres amerikanske koner 31 børn tilsammen. Det ligner næsten en invasion af Lange'r. Ikke mindst når deres talrige efterkommere tælles med.

Men inden den sidste udvandrer i 1890, dør Julius for egen hånd i 1884. Af et efterladt brev fremgår, at han ikke længere magtede de tiltagende vanskeligheder.

Da også den sidste af sønnerne er rejst til Amerika, har Marie Christine kun to døtre tilbage her i landet. Hun bor da sammen med sin ugifte datter, Bergithe, og når den høje alder af 85. Den anden datter, Petrea, bliver gift med proprietær Kristen Bertelsen og får 11 børn.

4. Christian og Helena's yngste barn, datteren Annette Christiane, bliver som tidligere omtalt født på Frede-riksberg i den periode, hvor forældrene flytter fra Salling.

Hun vokser altså op på Nørre Alléenlyst. I naboejendommen Falkonérgaarden har kgl. kapelmusicus Peter Christian Bruun en vokslysfabrik. Den store ejendom har været ejet af kongen, som imidlertid siden begyndelsen af 1800-årene har udlejet den til P.C.Bruun, efter at det kongelige falkoneri er blevet nedlagt. Senere, i 1819, køber Bruun ejendommen på auktion.

De to nabofamilier lærer hinanden at kende, og i 1817 - det år, hvor Christian bliver umyndiggjort - gifter den 21-årige Annette Christiane sig med den 33-årige Peter Christian. Foruden at have sin virksomhed på Falkonérgaarden ejer han ejendommen Amagertorv 4. Dér, midt i København, får de deres hjem. Det er også dér, skifteretten henter nøglen til værelset i Badstue-stræde, da Christian er død i 1823.

På det tidspunkt har de en dreng på tre år. Otte år senere får de igen en dreng, som de imidlertid mister, da han er seks år. Efter denne triste begivenhed får de to piger med tre års mellemrum

http://www.fynhistorie.dk/node/14035

Christian blev gift med Helena Elisabeth von Folsach, datter af Christian Michael von Folsach og Agnete Christiane von Pultz, i 1782. (Helena Elisabeth von Folsach blev født den 21 Nov. 1760 i Gjessinggaard og døde den 17 Apr. 1844.)