Herluf Feldthusen

  Notater:

Herluf Feldthusen skrev følgende om sin mormor og morfar i februar 1945

Mere end et slægtled er gået, siden min morfar sidst har skrevet i sin Livstegning.

Maren Hansdatter og Niels Hansen og deres tre børn og tre svigerbørn er alle gået gennem Den snævre Port, som Niels Hansen så i drømme og følte sig tryg ved.
Nu må vi børnebørn så forsøge at føje vort kapitel til, for at kæden kan fortsættes.
Vi, som har fået lov at læse Livstegning, føler dyb taknemlighed mod morfader, fordi han har skrevet den, og må så forsøge, om vi ligeså ærligt og uselvisk kan fortælle om de to gamles sidste år og så forsøge at svare på nogle af de spørgsmål, læserne antagelig stiller.

Maren døde i Høve den 17. marts 1906 og Niels Hansen på Langesminde den 13. november 1906.
Hvorfor blev deres sidste år på Sjælland i stedet for det kære Sydfyn ?
Niels Hansen nævner selv et sted: Jeg tror, at vi har fået os indrettet rigtigt og godt på vore gamle dage, og jeg råder andre til noget lignende.
Ja, stille regel op, så længe de gamle er så raske, så de kan hjælpe sig selv, er temmelig nemt, men vanskeligere er det, når kræfterne begynder at svigte, og det blev også årsagen til, at morfaders gode løsning ikke kunde holde livet ud.
Niels Hansen fortæller ikke meget om, hvordan de havde indrettet sig, da de begyndte at blive ældre. Det må vi så forsøge at skildre, som vi opfattede det.

Da sønnen, H. P. Nielsen, blev gift den 15. maj 1878 med Gundhild, fik de en mindre gård mellem Oure og Vejstrup i forpagtning for 7 år, og tiden nærmede sig hurtig, om gården skulde forpagtes en omgang til, eller de skulde forpagte Langesminde. Det sidste blev valgt, og tanken om plads til to familier var næste spørgsmål !
Det var almindeligt den gang at opføre et mindre hus til de fratrædende gamle forældre og overlade gårdens stuehus til de unge, der løste af.
Hertil blev også valgt plads og tegning, og begyndelsen til at hente mursten kom igang. Men så fik H. P. Nielsen og hustru en ny tanke at bygge et nyt stuehus med plads til begge familier, og nu tog Niels Hansen fat på at bygge sin del imod vest.

I vinteren 1884 - 1885 blev kælder gravet i haven lige syd for det gamle, fine bindingsværkshus fra 1826. Det har barndomsmindernes glans over sig, som det lå der med fine, oliemalede stolper og mure med blålig farvede længdefuger og de egetræsmalede gangdøre. Og inde mødte det samme jævne, men fine bondepræg over stuer og møbler.
Her var taget mod de mange, der havde ærinde til Niels Hansen, og mange gav ham del i deres modgang eller bekymringer inde i “skrivestuen”.
Den gang havde bønder ikke kontor, men Niels Hansen havde sin stue, hvor han var optaget af sin virksomheds skriveri og læsning. Sjældent kom nogen uanmeldt ind, for den fremmede mødte først Maren, og hun lindede lidt på døren og sagde: “Niels! Det er N. N., der vil tale med dig.”
Når det var frokost eller mellemmadstid, blev nogle få, pæne stykker mad sat på tallerken og bakke og hjemmebrygget øl og stille bragt til at stå på en fri plads på bordet, ingen forstyrrende tale hørtes. Til middag kom Niels Hansen ofte ind i dagligstuen og spiste med, og om aftenen, når han var færdig, kom han og var livlig og god fortæller mellem os.
Ja, det var det gamle, nu blev der taget fat på at bygge nyt, og den første lille halvdel blev klar til indflytning for de ældre, så de unge fik hele det gamle stuehus til brug, medens resten af det nye blev færdigt.

At flytte gamle træer er vanskeligt, og flyttes gamle mennesker, falder det dem vanskeligt at slå rødder på ny plads.

Nu fik Niels Hansen kontor, velbeliggende med indmuret skab til vigtigere ting og passende inventar til daglig Brug, dernæst udsigt til gården og alt, hvad der skete. Maren blev fri for al den ydre travlhed med dyrs og menneskers pasning og havde nu kun sin lejlighed at holde, og årene svandt. Vi samledes, slægt og venner, den 23. oktober 1891, så mange hele huset kunde rumme til guldbryllup og i fuld harmoni, og 8 år til gik. Men eftersom Marens kræfter svandt, trængtes større støtte fra svigerdatter og hendes piger, og det begyndte at knibe.
Der tales og skrives meget om fred, det være sig mellem lande og folk og slægt og venner eller mellem os i det enkelte hjem.
Hvorfor bliver det spørgsmål aldrig løst? Er det noget, vi alle er medfødt, der volder strid og ufred ?
Ingen før har løst den gåde, derfor vil vi ikke prøve at løse den.

Mellem Maren og Gundhild var et slægtled i alder, men mellem pastor Pedersens svigerinde, født og opvokset i byen, og den myreflittige jævne bondekone Maren var større forskel.
I sommeren 1900 rejste Maren og Niels Hansen til datteren Anne i Høve, og de to var to ens skud på den gamle stamme, så Maren lod sig flytte uden stort afbræk.
Noget vanskeligere var det for Niels Hansen, der vist altid følte sig som gæst, der var på rejse. Han var taknemlig og mild mod alle, glædede sig ved at læse og gå stille omkring, eller at tale med dem, han traf, eller os, der søgte dem i den lune stue.

Da Maren fik hjemlov i marts 1906 og førtes til Vejstrup Valgmenigheds Kirkegård, brød Niels Hansen også snart efter op fra Høve for at gå de sidste skridt på det kære Sydfyn, hvor han døde samme år den 13. november.

Jeg har følgende indtryk af mine morforældres ophold i mit fødehjem, da jeg var 15 - 20 år gammel.

Når de spiste, sad de begge i sofaen ved bordet. Maren smurte maden og lagde pålæg på, gav Niels hans regelmæssige lille portion. Derefter gik han til den store lænestol og hvilede sig, medens Maren tog af bordet og hjalp pigerne med opvask og tilsidesætningen.
Om formiddagen læste Maren i den store prædikenbog eller hun var beskæftiget med strikning. Hvis vejret var godt, glædede hun sig ved at gå i haven og se på blomsterne.
Niels var en ivrig læser af aviserne, særlig de fynske, men han skrev også meget. Han færdedes meget i gård, have og sommetider i marken, og hvis fader var borte, medens det blev stærk regn eller uvejr, gav han råd for dyr og mennesker.
Om vinteren opholdt de sig i den lune stue den meste tid.
Maren var livlig til at snakke med mine forældre, vore piger eller andre ved hver lejlighed dertil.
Om vinteren stod de op klokken 8, og de gik til sengs klokken 8; om sommeren lidt senere.
En dag i marts 1905 brændte alle gårdens udlænger, men stuehuset var ikke i fare og blev ikke ryddet, så de gamle kunde sidde i deres stue og følge ødelæggelsen.

Året efter døde Maren i marts måned, og Niels brød op i slutningen af juli og vendte tilbage til sit gamle hjem på Langesminde, hvor han døde i november samme år.

Jeg holdt meget af mine gamle bedsteforældre, for de har altid været rare og gavmilde mod mig.

Herluf blev gift med Margrethe Frandsen den 23 Maj 1916 i Sct. Peders kirke, Næstved. (Margrethe Frandsen blev født den 3 Maj 1894 i Sømosegaard Brandelev Nestelsø, døde den 12 Jul. 1984 i Brandelev og blev begravet i 1984 i Nestelsø kirke.)