Niels Hansen

  Notater:

Købet af Langesminde
Langesminde ejedes af en gammel Kongsteds Enke, hvis mand var død mange år tidligere. Nu var der en søn som bestyrer, en midaldrende mand med en stor børneflok, men han forsømte både jord og bygninger, så der høstedes meget lidt, og ikke mange der tænkte sig at købe den. Også jeg havde betænkeligheder, men da naboerne til alle sider avlede godt, mente jeg, at også den jord kunne komme i stand, og da det hørte til sjældenhederne, at en gård var til salg på egnen, og min kone og hendes familie ønskede, vi skulle blive her, da var min opmærksomhed alligevel vakt for den gård, og tilfældet gjorde, der blev handlet hurtig. Gårdmændene i Oure havde været samlet - hvad den gang skete jævnlig - og naboen til “Langesminde” kom om aftenen hjem og fortalte, at i morgen ville Anders Povlsen, Oure, komme og købe Kongsteds gård, idet Broholm ville købe hans og lægge den under hovedgården Tangholmgården. Dette hørte Rasmus Hansens søn Peder Rasmussen, som var forlovet med min kones søster og ville selvfølgelig gerne have hende ud i sin nærhed, og han interesserede sig for, at jeg købte gården. Peder Rasmussen gik straks til Vejstrup og fortalte mig, at nu var det høje tid, for ville jeg have “Langesminde”, skulle jeg komme i morgen formiddag.
Tidlig næste morgen tog jeg bøssen på nakken - hvad ingen sjældenhed var dengang - men kom ud i gården, før madammen eller Niels Kongsted var stået op, men jagten tænkte jeg nu ikke videre på den dag. Imidlertid kom de da op, og vi fik begyndt på underhandlingerne, der varede i flere timer, men dog endte med, at jeg købte gården for 13.000 rigsdaler til modtagelse i april 1847. Den gamle gård i Vejstrup skulle nu sælges, og der var liebhavere nok, det gjaldt kun om at få højeste bud frem. Byjorden, de 11 tønder land med samtlige bygninger, solgte jeg til min nabo, Niels Kristensen, for 4.000 rigsdaler. De 25 tønder land på marken fik Jørgensen, Tisselholdt, for 7.000 rigsdaler.

Sejlads til Langeland
Et af de allerførste år, jeg var i amtsrådet, indtraf en meget sørgelig begivenhed. I forening med amtmanden og Rytler, Tøjstrup, skulle jeg til Langeland angående en landevej til Lohals. Mødestedet var Stoense lige over for mit hjem, hvorfor jeg nødig ville rejse over Svendborg - Rudkøbing, og derfor havde aftale med en bekendt derovre om at hente mig med båd ved Elsehoved. Det var i november måned, og efteråret var begyndt, men manden kom ikke til aftalt tid og ej at se. Derfor talte jeg med en skipper og hans matros fra Fjellebro, de lå ved kysten og ladede korn, og fik løfte om, at de løb over med mig hen under aften. Men så kom skipperen i tanke om, at det var pålandsvind ved Langeland, og så kunne den ene af dem ikke styre “Jagten”, medens den anden satte mig i land med jollen, og foreslog derfor, at dersom der inde fra land kunne fås en jolle til låns, måtte Jacob - matrosen - sejle over med mig, og da jeg vidste, fisker Chr. Ven, som var fæster af et hus, jeg ejede, havde sin jolle liggende, gik vi begge to i land og fik fat i jollen.
Jacob havde ikke fået sin frakke på, hvad jeg syntes han skulle, da det var koldt, men han sagde, vi kunne løbe der ud forbi og få den. Da han inde ved land satte sejl til, kunne han ikke få jollen til at lystre, og vi kom derfor ikke til “Jagten”; han gjorde derfor turen i sine bare skjorteærmer. Jeg var ikke glad ved, at han ikke var herre over jollen, men det gik alligevel rask over mod Langeland, da vinden var god. Og lige i aftenstunden landede vi på kysten uden nogen som helst hindring. Jeg gav ham 1 rigsdaler for turen, sagde farvel og tak og vadede i land i mine vandstøvler. Jacob vendte straks om og satte fart efter Fyn, idet vinden var sådan, at han også kunne sejle tilbage uden at krydse.
Da jeg var et par 100 alen fra land kom en regnbyge med storm, en frygt greb mig for ham; jeg vendte mig om trods regnen og så ham sejle, men mørket tog samtidig til og skjulte båden for mig. Det var ligesom en stemme, der sagde til mig: “Det går galt for ham!”
Jeg vidste ikke, hvor det var, jeg var landet, jeg ville til Ennebølle, der havde jeg en god ven, Jacob Børresen, som jeg ville bo hos om natten. Jeg gik videre og kom til en by i mørket, det var Skattebølle, og der lejede jeg en dreng til at følge mig i dette mørke. Det var omtrent det første jeg sagde til Jens Børresen: “Bare det ikke er gået galt for min skipper! For således var vejret i mørkningen.” Jeg kunne næsten ikke sove om natten for tanken derom. Næste morgen kørte Jacob Børresen for mig til sognefogeden i Stoense, hvor amtmanden, Rytler og herredsfogeden fra Rudkøbing også kom. Medens vi var der, kom der bud til sognefogeden, at der i havnen var inddrevet en jolle, hvori der lå en død mand. Nu havde jeg vished for, at det var min skipper. Jeg bad om lov til at slippe for forretningen og straks tage derned, men det mente amtmanden ikke var gørligt. Men sognefogeden kunne vente, til jeg kunne slippe og vi så følges ad. Men hen over middag blev vi så kørt med grevens vogn fra Tranekjær ned til stedet, hvor det - desværre - viste sig, at det var min skipper. Sognefogeden skulle optage rapport over det skete, og indsende den til herredsfogeden, og skønt jeg var temmelig medtaget af sorg, måtte jeg skrive det hele ned, da han ikke var videre kløgtig dertil. Jeg havde aftale med amtmanden og herredsfogeden, at hvis det var min skipper, om at jeg da måtte tage ham med til Fyn, og på visse betingelser fik jeg tilladelsen. Enhver skal ellers besigtiges på det sted, hvor han findes død. Med megen besvær fik jeg et fartøj lejet og liget i jollen på slæb og kom til Fyn lige i aftenstunden, - men - Men her var sket mere, end jeg havde anelse om. En broder til jollens ejer havde om formiddagen været på Langeland og set den døde mand i sin broders jolle, men så måtte jeg ligge på havets bund. Desværre var denne meddelelse nået hjem til min kone, og det var mere, end hun kunne bære. Efter at jeg havde fået liget bragt ind i et hus ved kysten, havde talt med skipperen på jagten, gik jeg hjem så hurtig jeg kunne. Alle i gården vidste, at jeg var druknet, og da jeg kom ind i dagligstuen, hvor folkene sad, kunne jeg se, de så så betænkelige ud, som om jeg var et genfærd. Min kone lå til sengs efter at være blevet åreladt, og naboen, Niels Knudsen, som var der, sagde jeg til, at han med varsomhed skulle gå ind og sige hende, at jeg var i velmagt. Thi jeg turde ikke straks gå ind, for at ikke modsætningen fra sorg til glæde skulle gøre større indtryk, end hun kunne tåle. Langt om længe kom jeg ind til hende, og det kan jo forstås, hvilke underlige følelser, der går gennem et menneskehjerte under sådanne forhold. Et par uger efter var det dog så vidt overstået.
Jeg lod straks den samme nat min karl ride hen til den dødes forældre. Min svoger i Ulbølle kom kørende den næste dag med en slægtning til den døde for at få liget hjem. Amtmanden havde pålagt mig at fremstille mig for retten for at give forklaring til protokollen, og jeg fulgte derfor med liget til Svendborg. Det var igen blevet aften, før vi kom derud, men som god ven af herredsfogeden fik jeg ham til at sætte retten om aftenen ved lys. Her mødte vidnerne og distriktslægen. Liget blev bragt ind i retslokalet, og da lægen havde synet det et øjeblik, erklærede han, at Jacob Hifman havde brækket halsen. Nu gik der først et lys op for mig, hvorledes det kunne gå til, at han var død og dog sad i jollen. Han har formentlig løbet omkring for at rebslå sejlet og er derved faldet og har slået hovedet mod båden et eller andet sted; han har altså været sig bevidst, men følt sin afmagt og derfor lagt sig ind under et lille dække bag i jollen. Den aften, jeg kom hjem fra Langeland, var min svoger, Peder Rasmussen, Grønnemose, og Nabo P. Skovfoged om eftermiddagen taget til Langeland for at opsøge mig, og de havde der fået at vide, at jeg var i behold og taget hjem. Jeg deltog i begravelsen, men sorg var der hos hans forældre, han var den ældste af flere søskende, og hans fader havde part i jollen, de sejlede med, men den blev nu solgt. Bekostning fik jeg på jollen, da en del af de løse genstande var blevet borte, men sorgen over det skete tog meget på mig, så meget mere som det var af bar villighed, han havde sejlet for mig. Den langelandske skipper var undskyldt i udeblivelsen, da hans båd dagen før var dreven på land og slået i stykker.
Uddrag af Niels Hansen: Livstegning

Niels Hansen blev syg den 30. december 1887. I de følgende uddrag af Livstegn har han beskrevet de symptomer, som han havde de efterfølgende år. Desuden er der medtaget beskrivelser af alt det, som han kunne overkomme til trods for sygdommen.

Han levede indtil den 13. november 1906, næsten 19 år efter sygdommens start.

Morten Scheibel har skrevet en fortolkning af symptomerne.

I begyndelsen af 1888

Jeg har nu været syg i over en måned af et hjerteonde, men jeg sidder nu hver dag oppe og kan læse og skrive. Det var under et bestyrelsesmøde i Sparekassen i Nyborg den 30. december 1887, at jeg fik et besvimelsesanfald, og åndedrættet var vanskeligt, da jeg senere kom ud i byen og på vejen hjemad i dagvognen. Doktoren siger, at det er en fedtmasse, der har lagt sig over mit hjerte, så blodomløbet ikke har sin rette gang. Min puls har nu i over 14 dage ikke været over 35 slag og i morgenstunden kun 30 - 32. Det er en alvorlig tid for mig, men alligevel en sød og salig tid. Guds Nåde og min barneret formedelst min dåb hos Gud Fader ved Jesus Kristus har aldrig før været så levende følt og tilegnet som i denne tid.
Hver morgen og hver aften har jeg forberedt mig på, at blodet ville stå stille og livet være udslukt, og Helligånden give mig vidnesbyrd og vished for, at hvad enten jeg lever eller dør, så hørte jeg Herren til. Og denne tro har i taknemlighed givet sig tilkende i et “Gud ske Lov!”

Så var Vor Herre så god ved mig en morgenstund under en dvale - jeg mener ikke, jeg sov - eller det var drøm. Da var det som tiden kom, og jeg befandt mig i døden, og en mand kom ved min side og førte mig ud gennem en gårdsplads og gennem en snæver port, og jeg spurgte da, om dette var Den snævre Port? Han svarede “Ja.” Og jeg siger da: “Den var jo ikke så snæver.” Han siger da: “Nej, ikke for dem, som forstår at gå gennem den!” Og han siger endvidere, at jeg skulle gå frem til mundingen, hvorpå han forlod mig.
Da jeg nåede frem lå hele paradiset for mig i en meget stor udstrækning, med alle de hellige og salige afdøde, iført hvide, hvide klæder, og Vor Herre Jesus på et højt punkt omgivet af nogle få personer, og han vinkede af mig og så mildt til mig, ligesom også flere af mængden så med smil efter mig. Derpå vågnede jeg op, og det hele var forbi.

Nu har jeg som sagt været syg i over en måned, og efter al menneskelig beregning en sygdom til døden, men i al denne tid har jeg ingen som helst åbenbaring haft, hvad jeg heller ikke tør bede om, thi jeg kan nok tro, at Guds Nåde er mig nok.

I februar 1889

Tiden var ikke kommen alligevel til at rejse herfra. Men når den engang kommer, så ved jeg, at den kommer med al den fylde og salighed, som Vorherre Jesus har fortjent for alle dem, der vil lade sig frelse. Og det ved jeg, at jeg vil, for denne tro har den Helligånd givet mig vidunderligst i mit hjerte.

Jeg var syg i tre måneder af min hjertesygdom, som vedblev at tage til og førte det ene besvimelsesanfald efter det andet med sig og altid med korte mellemrum. Jeg var stadig belavet på at blive borte under et af disse anfald, og det var jeg rolig ved, men da vi nåede sidst i marts, og sygdommen var på sit højdepunkt, blev jeg endnu mere syg en nat med så voldsomme smerter i mit hjerte, så doktoren mente, det var snart forbi med mig. Men derefter begyndte jeg at blive bedre, og besvimelsesanfaldene hørte op. Pulsen, der stod ved 30 - 32 slag, gik nu op til 70 - 80, og jeg fik lettere ved at få luft. Da foråret kom, begyndte jeg at komme ud i den friske luft, og sidst i april tog jeg del i en landvæsenskommissionsforretning i Skårup og den 29. maj i et amtsrådsmøde i Svendborg. Det er således vedblevet med at gå fremad, uden at det dog kan siges, at jeg er rask endnu. Jeg kan navnlig ingen anstrengelser tåle, da det så stopper for åndedrættet, og så gør det ondt i hjertet.

I oktober fik jeg et tilbagefald i fem dage, hvor min puls gik ned til 40, og jeg tog derfor ind til læge Jacobsen i Svendborg for at blive magnetiseret, men da han absolut ville undersøge mig først, erklærede han, at det ikke kunne hjælpe, da det var hjerteklapperne, der havde taget skade, og det kunne hverken magnetisering eller hypnotisering hjælpe for. Dog et par dage derefter var det overstået, og jeg føler, det vedblivende går så småt fremad. Dr. Kabbel, som var min læge under sygdommen, har nu senere sagt mig, at han ikke kendte min sygdom, og at han ikke kunne læse sig dertil i alle sine bøger. Han bad mig derfor under tilbagefaldet i oktober om at tage til København, hvad jeg også har gjort, men så vendte det som sagt igen.
Dr. Kabbel mener, at det er nervesystemet i hjertet, der er angrebet, men der kan dannes ny nerver. Han mener tillige, at læge Jacobsens dom er ganske fejl.

Da jeg endelig mødte til amtsrådsmødet i maj, blev jeg af alle så hjertelig modtaget, så det var næsten rørende for mig.

Før jeg slutter for denne gang, skal jeg dog meddele, at Vorherre har været så god også med hensyn til min kones helbred, at hun - skønt svag - har været så rask under min sygdom, at hun kunne pleje mig og opvarte og hjælpe mig både med på- og afklædning og meget andet, som jeg ikke kunne selv.
Ja, Vorherre er altid god, gid vi må skønne derpå, og hvor er jeg glad, at min kære kone endnu er ved min side, og gid vi må følges ad til henimod slutningen med os begge.

I februar 1890

Atter et år er gået og gået tåleligt godt. Ganske vist har jeg ikke været rask og er det heller ikke endnu, men min tilstand er dog således, at jeg til de fleste tider kan holde humøret oppe og tro, at min hjertesygdom har Vorherre fremkaldt for at føre mig nærmere til Himlen, hvor jeg med mine tanker og bønner er så mange gange om dagen, og til de fleste tider med tak og et ”Gud ske Lov”.

Sidste sommer følte jeg mig næsten rask og var som sædvanlig i København i juni til Brandkassemøde. Ved hjemrejsen på en køretur fra Sorø til Høve om natten blev jeg kold efter at have været rigelig varm om dagen og aftenen, og næste morgen var min puls gået ned og har ikke været oppe siden, kun af og til kommer den op nogle dage, men synker så atter til 36 - 40, og så kan jeg ingen anstrengelser tåle. Enkelte gange er den gået for højt, over 100, men så er jeg mere syg. Derimod 60 - 80, da befinder jeg mig godt og kan tåle bevægelse og lidt arbejde.

En gang efter københavns turen kom min læge, dr. Kabbel, for at undersøge mig, da var vi begge enige om, at det var den store nerve, der går fra hjertet og ned i maven, der var angreben, og den medicin, jeg nu fik, hjalp lige så lidt som den tidligere, hvorfor jeg nu ingen brugte. Min kones helbred har været som sædvanligt. Hendes astma er til tider alvorlig, således i denne vinter, indtil vi næsten alle her i huset fik en omgang influenza, hvor vi lå til sengs hver tre dage, men siden den tid var hun temmelig rask.

I februar 1892

Nu er det 2 år, siden jeg skrev i denne bog. Da det er bestemmelsen at vedblive, så længe Vorherre vil, at jeg må leve, vil jeg ikke glemme at fortælle lidt om disse år. De er gået rigtig godt. Min kone har været raskere af helbred end de foregående år, og hvad mig selv angår, er min hjertesygdom ikke hørt op, men er alligevel så mild og tålelig, at jeg næsten altid befinder mig rigtig vel, og det skønt min puls stadig kun er 35 - 36, altså kun halvt normal. Så vidt jeg kan forstå, er hvert andet pulsslag blevet borte, og sådan har det været de sidste to år. En underlig sygdom, som er meget usædvanlig, og som lægerne i almindelighed ikke kender, men som jeg alligevel er meget taknemlig for, når jeg skal fejle noget, for jeg lider næsten intet ondt, når jeg undgår overanstrengelse. Og den minder mig alligevel om hver dag, at vort hjem er i Himlen og ikke her på Jorden.

Endnu beklæder jeg stillingen som amtsrådsmedlem, men ved det forestående valg til maj er det min bestemmelse, at trække mig tilbage, skønt mange opfordrer mig til at tage mod genvalg, hvad jeg ikke vil, da jeg dog kan fornemme lidt af alderdommens tryk og tilmed nu også er medlem på 33. år. Derimod har jeg tænkt at holde ud i Sparekassen, så længe som Vorherre vil give mig kræfter dertil. Jeg betragter den jo næsten som mit eget barn.

Når jeg så tilmed har andre småforretninger som vurderingsformand, landvæsenskommisær og så videre, kan jeg nok få tiden til at gå, og tilmed arbejder jeg på huggehuset og i haven om sommeren, men det er heller ikke min natur at være ledig, så længe jeg kan noget.

I februar 1893

Atter et år gået og gået godt. Vi befinder os ganske vel uden dog at være helt raske. Maren lider af sin astma og jeg af for lav puls, men sygdommen har ikke taget til i dette år. Hun fylder 70 år nu til den 19. maj og jeg 75 år sidste jul, men kan dog begge klare os, blot vi ikke overanstrenger os. Pulsen er stadig 35 - 36, en enkelt gang kun 30.

Jeg fratrådte så amtsrådet sidst i maj og er glad derved.

I januar 1895

Atter to år er gået godt. Vi er begge omtrent de samme som for to år siden og indtager endnu de samme stillinger her i huset. Frem for alt plejer min kone mig på alle måder, ja bedre end sig selv, men i det hele er den måde, vi har indrettet os på nu på vore gamle dage, tilfredsstillende og værd at anbefale for gamle folk.

Maren må holde sig hjemme om vinteren, da hun ikke kan tåle den kolde luft. Men jeg rejser som sædvanlig lidt hist og her. Mit eneste Arbejde udadtil er Sparekassen, som jeg endnu er formand for, og som især de sidste par år har skaffet mig meget arbejde,

I 1896

Året er gået helt godt, vel er astma hård ved min kone og hosten streng, da slimet ikke vil op, men når anfaldet er ovre, er hun atter i godt humør, så det letter os begge i det daglige liv. Også mit helbred er bedre end før, men jeg begynder dog at mærke alderens tryk nu i mit 79. år, dog kan jeg endnu gå til Oure eller Vejstrup eller gøre lidt arbejde på huggehuset.

I februar 1897

Meget har forandret sig i det sidste år. Vort helbred er lidt bedre for min kones, lidt ringere for mit vedkommende.

I januar 1900

Nu er der gået 3 år, siden jeg skrev her sidst i denne bog, og jeg har altid følt, som det var sidste gang, og jeg havde lyst til at sige denne Verden farvel, men endnu lader det til, der er mere tilbage for os og derfor endnu et par ord.

Min kone har nylig været meget syg, men er dog nu oven senge igen, men hun har god pleje og opvartning og befinder sig ret vel.

Nu er jeg altså i mit 83. år, og sygdommen har taget stærkt på mig. For 1/2 år siden fik jeg et anfald af apopleksi og mistede stemmen i et par måneder, og derved tabtes de åndelige evner ganske betydeligt, og en tid derefter mistede jeg synet på det ene øje, men tid efter anden kom evnerne dog til dels tilbage, og nu befinder jeg mig rigtig vel og kan nu ved vintertid både læse og skrive. Det var en sygdom uden smerter. Men det var så underlig ikke at kunne samle sine tanker, for eksempel kunne jeg ikke tælle, hvor mange slag uret slog. Men derimod troen på Vor Herres Nåde stod klart og levende for mig, hvilket gav mig håb og trøst.

Under min sygdoms slutning fik vi generalforsamling i Sparekassen, og jeg trak mig da ud af det hele trods mange opfordringer.

Ved vintertid som nu holder jeg ikke af at komme ud omkring, kun til kirke om søndagen, hvor vi kan høre et livsaligt ord af vor præst, som giver styrke og opmuntring til vor gerning fremover, men især til det liv i de evige boliger hist oppe, som vi frem for alt beskæftiger os med på vore gamle dage.

I februar 1902

Det er underligt for mig at tage pennen endnu engang, ja, så meget mere som jeg forud har nævnt, det var sidste gang.

Nu er jeg 85 år og min kone er 80 år, så der er ikke meget ved os, men vi er dog næsten altid oven senge, så tiden gården ene dag efter den anden - så der må ikke være langt tilbage her. Vi kan vente at flytte ind i Evigheden.

Efterskrift

Da Maren fik hjemlov i Høve den 17. marts 1906 og førtes til Vejstrup Valgmenigheds Kirkegård, brød Niels Hansen også snart efter op fra Høve for at gå de sidste skridt på det kære Sydfyn, hvor han døde på Langesminde den 13. november 1906.
http://www.engbaek.com/familien/hojstrup/nhgaard.htm

Niels blev gift med Maren Hansdatter den 23 Okt. 1841. (Maren Hansdatter blev født den 19 Maj 1923 i Vejstrup og døde den 17 Mar. 1906 i Høve.)