Rasmus Christensen Skræp

  Notater:

Slagter

Christen Skræp fortæller:

Min moder Maren Hjeriksen fra Lindegård og hendes slægt.

I 1853 var far blevet forlovet med Maren Lindegård. Moder var født i Ellerup Kohave den 13. juni 1827 i en gård, som hedder "Lindegård", der dengang var 110 tønder land til; men nu er senere en del udstykkede til statshuse. Den var fæstegård under Mullerup Gods. De var mange søskende, men hun fik dog 300 rigsdaler i medgift. Det var ingen videre rigt hjem, hun fra den store gård kom hen i. Far havde erhvervet 4 skæpper land, det var ikke meget.

"Stjernegård" ved siden af "Lindegård" havde også en datter, der skulle giftes her til Albjerg, og hendes fader, der var lidt stor i egne tanker, udtalte ved denne lejlighed: "Maren Lindegård skal jo til Albjerg at bo; men der er ingen jord og i det hele taget ikke meget; min datter skal også til Albjerg, men der er to køer, og det er noget helt andet godt." Resultatet blev, at far fæstede jorden fra Broholm, der var til huset, Stjernegård's datter skulle have, så det blev Maren, der fik herligheden, inden den anden kom derned; men de boede så sammen her i Albjerg i mange år, til de døde her begge to.

Min far Rasmus Christensen Skræp.

Fader blev født som 3die søn født 3. maj 1827 i det lille hus i Albjerg, som bedstefar havde købt og flyttede derover den 1. maj 1827. Forældrene var ikke så glade for ham, det skulle nemlig have været en pige, som tredje barn; de tænkte ikke på, at dette ikke alene blev dem et lykkens barn, men også for hele vores slægt, og som de senere udtalte: "Hvor kunne vi dog være misfornøjede med Herrens gave, netop den dreng blev vor lykke". De blev nu ved at ønske dem en datter, og da sognet i de dage udbød en nyfødt pige til opdragelse, tog de imod betaling denne, som hed Stine.

Så kom krigen 1848-50, og fader blev tagen til infanterist, men lejede for sig med 600 rigsdaler og blev altså hjemme.

Far handler med jord.

Fader var meget jordelskende, grundet på hans stærke energi; men det meste her i byen var fæstegods fra Broholm, og kun et par gårde og huse var købt fra Tiselholt. Fra en af disse gårde købte far hans skovmål til 2000 rigsdaler og byttede med Jens Mogensen, Albjerg Mark, som boede i nærheden og gav så denne skov, som nu er agerland, navnet "Skræpskoven". Far fik så her i Albjerg hans tørvemål, såkaldte "Lillemarken" i stedet; denne er også omdannet til god agerland. Han havde nu erhvervet sig en halv snes tønder land og måtte i den anledning bygge sig vognport, lade og lo til kornet. Dette var 1858; denne bygning blev fortsat 1862 med stald til heste og køer, hvorved vejen måtte rettes lidt og fyldes op i tilstødende gadekær, hvorved en misfornøjelse kom frem med broder i spidsen.

Smeden Niels Thune havde fæstet et hus med cirka 4 tønder land her i byen fra Broholm og samtidig fået hjælp til at opføre en smedje, og denne havde anbragt en pæl, som smeden brugte, når han lagde ringe på hjul, og denne kom vejen for nær ved udfyldningen, efter de misfornøjedes mening, men ellers ikke for nær, men langt smukkere.

Herredsfogeden blev tilkaldt for at se på dette arbejde som de kaldte nederdrægtig gjort af slagteren.

Herredsfogeden kom, de misfornøjede var til stede, som nu fremkom med deres klager, hvorefter herredsfogeden bad fader udtale sig om sine planer vedrørende vejen. Herredsfogeden ser nu imidlertid på omgivelserne og overvejer sagen fra alle sider, men udbryder så pludselig: "Den pæl skal flyttes og kan anbringes bag smedjen, hvor der er god plads, og De, Skræp, må fortsætte og fuldføre arbejdet, som De her har omtalt; det er en pryd for byen, sådanne ting må ikke hæmmes". Disse bygninger blev lagt udenfor de gamle bygninger nord for og gav plads i gården. Så blev atter 1866 det gamle slagtehus eller tidligere gamle stuehus, første beboelseshus nedbrudt og indrettet nyt slagtehus med tilbygget stuehus og lade og staldbygning nord for. Der var nu efter den tid god slagteriindretning og plads, og der er blevet slagtet meget i de bygninger.

Vi udvidede stadig, når lejlighed gaves; der lå flere småhuse omkring os, og vejene svajede uregelmæssigt mellem disse, så når der var et til fals, blev det købt, og vejene tid efter anden rettede.

Min farbroders, Hans Skræps, ejendom blev således købt den 15. juni 1880; den var meget dyr. Far mente, at det var bedst, at den blev købt, eftersom de ikke godt kunne enes, og farbroder købte sig så en lignende ejendom i Rødskebølle, men meget billigere.

Matrikel nummer 16 og 18, der lå ved siden af, blev også købt; der var cirka 2 skæpper land, og bygningerne, der var gamle, blev revne ned. Matrikel nummer 19a blev købt fra Tiselholt; denne bygning lå langt ud på vejen, så denne svajede langt udenom. Denne blev også revet ned og vejen rettet. Denne parcel blev derefter senere mageskiftet bort til Broholm, men kom atter ved et andet mageskifte tilbage igen.

Torvehandel og andre leverancer.

Far havde nu imidlertid fået levering hver uge af kød til Broholm, som han havde haft hele tiden, men nu kom også, dog lidt senere, Tiselholt, Vejstrupgård, Hesselagergård, Glorup og Mullerup med kød hver fredag, hvor der ofte samtidig handledes med kreaturer. Desforuden erhvervede vi os en hel del af Thurø med levering til husbrug og skibsleverancer. Dette sidste foregik mest på Svendborg Torv og gav til tider store leveringer. Jeg husker at have leveret i een uge i oktober måned op til 45 lammekroppe til saltning foruden, at der fulgte anden levering med af kød og flæsk.

Senere havde jeg ruten: Oure, Vejstrup, Tiselholt, hvor jeg samtidig handlede med kreaturer og svin, og der var til tider meget at handle med; svinehandlen var dengang mere slump. Folk havde ikke decimalvægte og var også vant til slumpevægt, så de ville helst sådant. Jeg mindes, jeg engang som meget ung købte 16 kreaturer og 14 svin på Tiselholt, altsammen på slump, og det gik godt, og derfra gik ruten til Lundeborg og hjem hver fredag. Nogle år senere byttede vi om, far og mig; så tog jeg den lange rute: Broholm, Hesselagergård, Hesselager, Vormark, Langå, Glorup, Svindinge, Ellerup, Mullerup, Gudbjerg og Gudme hver fredag i hans sted; så kørte han min rute, som var lettere.

Senere var far nu kommen frem til 3-4 heste; jeg brugte en næsten hver dag. Vi kendte ikke cykler, og vi handlede meget og drev af og til med får, lam, og kvæg, eftersom bane ikke var her på Sydfyn; skulle vi til Odense, måtte vi køre med heste og vogn til Nyborg og kreaturerne blev enten solgt i Svendborg eller eksporteret med dampskib til Lybeck, Kiel eller Newcastle. Jeg brugte også hestene meget til ridning. Det var hurtigere at komme omkring med end vogn, og eftersom jeg var en dygtig rytter og havde stor lyst til den sport, blev den benyttet meget; det var lette heste, som egnede sig godt til ridning og kørsel, og vi tog langt omkring. Der blev drevet også nogen svineeksport, men dog ikke regelmæssig.

Far og handlen.

Far var i besiddelse af den evne, at han vandt folks tillid; der blev tit udtalt ude omkring, hvem han så godt som stadig handlede med: "Vi ved ikke rigtig, hvad dyrene, vi skal sælge, er værd, men nu har vi sagt til Skræp, at vi har denne eller flere at sælge; når han så kommer, ved han altid prisen, og der ved vi, at vi får værdien og vores penge." Han kom engang, som han senere så ofte fortalte, ned på. Åby Mark på "Hjelmkilde" til Jens Kromann for at købe en ko, han ville sælge; den gik på græs nede ved åen, og far skulle videre over åen til Vejstrup Mark. Han gik så ofte og gik så over markerne fra gård til gård. "Hvad skal koen koste Jens Hansen? " "Jeg ved det relig ikke så nøje; kan du give en 22 eller 23 rigsdaler for den?", ".Ja", siger far: "Du kan få hvilket som helst, du vil, for det er ikke for meget nogle af delene." "Ja, så vil jeg sårele have de 23." "Det skal du også få." og derved blev det så.

Jeg skal også blandt flere nævne forpagter Vest, Rygård; han betroede ham så ofte handelen med sine mange kreaturer; men særlig bønder overlod til far at bestemme prisen, der skulle betales, og de blev aldrig skuffet.

I høsttiden og særlig til rug- og hvedehøst var der meget travlt. Vi solgte kød til de fleste gårdmænd. Når rughøsten kom, skulle alle have suppe og peberrodskød, ligeledes til hvedehøsten, og det var en stående regel, vi begyndte ved stranden fra Vejstrup til Vormark, hvor de begyndte først med høsten, og trak os så daglig højere og højere op i landet, eftersom høsten skred frem, og der måtte da sættes to vogne i gang. undertiden gik en tredje med. Vi slagtede i en uge ved sådanne lejligheder; men det var også det højeste, vi nogensinde nåede, 13 stykker store hornkvæg. Vi kom til Svindinge, Gislev, Dong, Ellerup Kohave, Grøftehave og Brændeskov. Ad den linie fra stranden og så på torvet i Svendborg solgte vi meget kød, til tider 2 læs en lørdag. Der var dengang ingen butikker med kød, men det var også, som der ikke var brug for sådanne, idet, da der endelig kom en, ville publikum på torvet; der kunne de den gang bedre få, hvad de ønskede, og det var som en hel fryd at komme der om lørdagen for at se på varerne og snakke lidt sammen; der var mange fornøjelige timer. Nu efter et halvt hundrede år vil de fleste i butikker; nu kan de bedste få, hvad de ønsker i butikker, men nu er de også blevet moderniseret op. Og forunderligt, hvor tiden har forandret sig fra den gang; vi manglede egentlig ikke fremsynethed i dette stykke, eftersom vi godt kunne se, at tiden gik i den retning; men her spillede mor også med som i det meste, der var godt.

Der blev nu system i svineforretningen, så vi modtog svin hver onsdag ved Svendborg Vejerbod; fra vores kommissionær i Hamborg aftalte jeg om notering hver lørdag med restance i Svendborg, hvor jeg samtidig på torvet meddelte prisen til vores agenter. Disse priser stod til onsdag morgen, hvor jeg da igen efter aftale fra Hamborg modtog restance beretning igen i Svendborg, så vi kendte altid priserne. Vi lavede akkorder med dampskibsselskaberne, hvorved vi fik procenter af fragten på svin over Lybeck, såvel som på kvæg og får til England. Også med kælvekøer, kvier og græskøer herhjemme byttede og handlede vi meget; vi har på Svendborg Marked solgt op til 38 stykker stort kvæg en dag. Som på Egeskovs Marked, det var kun een gang om året i september måned, omsatte vi altid mellem 20 og 30 stykker, så omsætningen havde udviklet sig godt.

Korrespondance og regnskaber.

Far kunne dårlig skrive sit navn, så han kunne være det bekendt; og i stavemåde og stil var han nu helt umulig. Men imidlertid havde forsynet ordnet det således, at han slet ikke fik brug for det; thi da det først blev nødvendigt, kunne jeg overtage det hele; han var dygtig i det praktiske og endda meget dygtig. Jeg kunne hjælpe ham og tilmed godt; men så havde jeg den evne, eftersom tiden udviklede sig, at kunne følge med og ordne de teoretiske anliggender, eftersom korrespondance og regnskab blev mere og mere nødvendig.

Korrespondancen blev stor såvel som regnskaberne, som jeg førte uden hjælp, så et klart hoved til enhver tid var mere nødvendigt end tidligere. For at undgå disse fristelser, var en væsentlig grund til, at vi holdt os mest til landet og lod det udvikle sig i den retning.

  Om Rasmus

• Dåb, 4 Jun. 1827, Oure Kirke.

Rasmus blev gift med Maren Hjeriksdatter, datter af Hierich Hansen og Maren Pedersdatter, den 23 Mar. 1853 i Gudbjerg kirke. (Maren Hjeriksdatter blev født den 13 Jun. 1827 i Lindegaard Gudbjerg og døde den 9 Aug. 1900 i Albjerg Oure.)