Christen Hansen

  Notater:

Slagter

Christen Skræp fortæller:

Min farfar Christen Hansen Skræp og hans slægt.

År 1795 fødtes ved St. Hans tid min bedstefar (farfar) i Hesselager. En gård i fæste fra Hesselagergård var hans fødehjem, og gården kaldtes "Skræppegården", hvorfra stammer navnet "Skræp" her på egnen. Det samme navn findes på Nordfyn, men kommer ikke hinanden ved i nogen retning. Gården lå øst for kirken i byen. Han fik i dåben navnet Christen Hansen, men blev senere af folk kaldet Christen Skræp.

Han havde en broder, Hans Skræp, et par år yngre, som senere giftede sig og købte et hus med et par tønder land på Vejstrup Mark og arbejdede på Tiselholt. Det er sidste hus på højre hånd opad Tiselholts Marker; hans hustru døde efter nogle få års ægteskab og efterlod ingen børn; han giftede sig igen, og der blev 2 sønner og 1 datter

Bedstemor, Anne Jacobsdatter, fødtes på Oure Mark samtidig i en mindre gård, vistnok temmelig fattig.

Bedstefars far døde, da sønnen var på 4. år, og hans moder giftede sig igen med en mand, der hed Bærthel, som flyttede gården ud syd for byen. Det kom så til at hedde "ud til Bærthel", hvorved gården tabte Skræppenavnet. Moderen døde ved hans 12. år, hvorved der blev udbetalt drengene hver 300 rigsdaler, som deres moster overtog foreløbig, til de blev gamle nok til at kunne overtage dem; denne moster havde en bondegård i Langå. Pengene så de aldrig.
Efter bedstefars udsagn gav hun sine egne børn pengene, og de kom aldrig til dem.
Han fortæller videre, at børnene og en del af slægten blev småtossede og sygelige, som han gav mosterens uredelighed skylden for. Selv sagde han, jeg kommer såmænd aldrig til at savne dem.
Senere fik bedstefar en rigsdaler ugentlig, og når far fik nogle specier (det var dobbelt rigsdaler) med Christian den VII på, fik han byttet for at få disse; de var få, men samlede dog i årenes løb nogle hundrede. Disse Christian den VII var den arvepart, hans moster havde snydt ham for "nu vendte de rolig hjem til deres rette ejer," udtalte han. Han samlede også nogle almindelige rigsdaler, som han så gav mig.

Bedstefars skoletid og soldatertid.

Bedstefar kom altså ved syv års alderen i skole i byen, hvor læreren Holck var en meget streng og rødhåret herre. Drengene fik særlig mange straffe, som hørte til dagens orden. Mærkelig nok, da bedstefar blev soldat hed også hans kaptajn Holck, var rødhåret og ligeledes hård og streng med straffe. Han fortæller mange oplevelser fra den tid. Da han modtog pas, stod der: "har at møde i Helsingør snarest mulig". Han var tre uger om at rejse derind, det var vinterdage med båd fra Nyborg til Korsør et par dage, derfra med diligence med skiftning af heste og af "Losevej" på marken, begrundet på masser af sne. Travlt havde de heller ikke, de spillede kort i kroerne, de passerede, og morede sig bedst mulig den lange vej, som var lang, men tiden var ikke så lang.
Næste sommer var han hjemme på besøg og besøgte familie og venner, eftersom det var skik, at de hos disse gerne fik lidt forplejning såsom røget lammelår og smør med på vejen som soldat, for at de kunne spise deraf senere. Undertiden fik de også en skilling; men den slags var der ikke mange af. Under besøgene kom han til en temmelig rig moster, han havde, som ejede en god gård i Galdbjerg; her havde han ventet at få overrakt, i følge skikken, en god foræring. Efter at være blevet opvartet med spise måtte han allerede gå, og mosteren fulgte ham ud gennem haven, hvor der lå temmelig mange gule blommer, som var falden ned. Han ventede stadig på gaven, men så kom den; hun siger: "Vil du ikke have lidt af alle disse blommer med dig, det er så dejligt at have og spise af på den lange, nu forestående rejse, du skal på?" "Nej", siger han: "Du skulle samle dem op, her er jo masser til at fodre dine svin med. Ja, det er rigtigt, men de vil ikke æde dem. Hvad pokker da, vil du byde din søstersøn, som er soldat og kommer på besøg, ting, som ikke engang dine svin vil æde. Farvel."
I soldatertiden oplevede han meget, eftersom han var meget snild; så snart han fik skolen overstået, blev han oversat som tjener ved en prøjsisk konsul og var der så godt som hele tiden. Engang var han til felttjeneste; det have lige regnet, og kommandoen lød: "Fyr", men kun et skud faldt af hele kompagniets, og det var altså, fordi at bedstefar havde holdt flinten tør, hvorfor han også modtog en anerkendelse af kaptajnen, som udbrød: "Træd ud. Se denne ene mand har udrettet mere end hele mit kompagni." En anden gang var en underofficer "Dansbod" falden i kaptajnens unåde, og denne måtte derfor hver dag modtage straf af kaptajnens klinge; dette blev vedkommende så ked af og udbrød: "I dag tager jeg ikke Fuggel, så ske, hvad der vil". To mand fra højre fløj blev udkommanderet, og hans øjne blev tilbunde, men i eet nu tog han et rask tag, så de to soldater faldt begge to, tog fra øjnene og trak sin sabel, hvormed han truede kaptajnen. Dette kunne snart have gået galt; men i de samme dage var indlagt en menig soldat, som af kaptajnen var blevet mishandlet, og det viste sig, han døde deraf; samtidig klagede Dansbod til kongen over kaptajnen; sagen blev undersøgt, og ved en revy for kongen i de samme dage blev kaptajnen kaldt frem, hvorved kongen, Frederik VI, satte ham tilbage, og han måtte gå ind som menig efter først et års strafarbejde.
Soldaten døde altså og blev sat ind i kirkens våbenhus, hvor der blev holdt vagt både ved nat og ved dag. Skæbnen ville nu, at bedstefar stod vagt her i mørke lige op ad kisten fra 12 - 2 nat; som han nu står der, han havde muligvis slumret, vælter kisten, og den døde falder ud. Det viste sig ved nærmere undersøgelse, at gulvet var ulige, og der af den grund var lagt en sten under de to ben, som han ubetænksomt og halvt i søvne havde stødt bort; dette havde katastrofen til følge. Han fik den døde i kisten igen i mørket og stod så og holdt ved kisten, til afløsningen kom; det var en streng time. Afløsningen kom, og bedstefar siger så: "Nu må du holde godt ved ham, ellers så går han." Da de var en snes skridt derfra, hører de et skrig, fordi kisten væltede igen; de måtte så tilbage og hjælpe ham; nu bød soldaten en af patruljen 2 rigsdaler for at stå for ham i de to timer; men der var ingen, der ville; de befrygtede, at Fanden havde magt over dem, når de stod for penge.
Efter 3 års garnison blev han så hjempermiteret og giftede sig, kort efter lejede han sig ind i et mindre hus i Oures udkant, øst for landevejen og nordøst for kirken (Akselhuset), og tog så arbejde hvor som helst, blandt andet tarsk han korn på Broholm i oberstløjtnant Sehesteds tid.

Starten på slagtergerningen.

Bedstefar egnede sig nu ikke rigtig som daglejer, han ville gerne være den frie mand, og en dag han kommer sammen med sin nabo gårdmand Anders Torbensen i byen - gården brændte senere og blev så flyttet ud -. Det var ingen sjældenhed, at de kom sammen, det kom de så ofte, da havde denne en slagteko at sælge, og de kommer til at tale om denne ko, og Anders Torbensen siger så: "Hør", det begyndte han altid med, "Christen Skræp, du skulle købe denne ko af mig og så slagte den; du er, hvad man kalder, altid så egen og passer meget bedre til at arbejde for dig selv end for andre. Nu kan du få denne ko at begynde med; betalingen venter jeg med, til du får den solgt, og du skal se, det skal nok gå," og således blev det. Bedstefar havde forud anskaffet sig en lille trækvogn, og denne blev så sat yderligere i virksomhed; det gik godt, og han fortsatte i samme spor en tid; når han om lørdagen kørte til Svendborg med kød, tog han ærinder med for folk undervejs, hvorved han også tjente noget.
Han fortæller så med stolthed, hvordan han var så heldigt, da det var strengt at slæbe vognen, at købe sig en gig og en lille rød hest; det var en meget stor lettelse, og fortjenesten havde været så god, at han kunne betale køretøjet og nu kunne køre med i stedet for selv at trække.
Imidlertid efter nogle års forløb, blev der et lille hus til fals i Albjerg, som bedstefar købte for 200 rigsdaler og flyttede derover den 1. maj 1827, og siger han: "Jeg havde ikke lidt at flytte med; jeg havde 3 læs, men de to var rigtignok tromper (ikke ret store)."
Farfar og farmor boede sammen med min far Rasmus og min mor, og senere med mig, Christen og min kone på gården i Albjerg i Oure til deres dages ende.

Farfar døde 88 år gammel, og farmor blev over 92 år gammel.

Christen blev gift med Ane Jacobsdatter. (Ane Jacobsdatter blev født den 3 Nov. 1795 i Oure Vejstrup, døde den 9 Aug. 1888 i Oure Albjerg og blev begravet den 14 Aug. 1888 i Oure Kirke.)