Anna Skræp
- Født: 1 Mar. 1892, Albjerg Oure
- Død: 1 Maj 1885, København i en alder af -6 år
Notater:
Christen Skræp: Livserindringer
Anna's skolegang.
Efter at Nyborg-Svendborg banen var blevet anlagt i 1897 og åbnet, blev der bygget latinskole i Hesselager, hvorfra vores børn udgik som studenter for senere at læse videre i København; men det går jo ikke altid, som vi bestemmer, men trods det, går det endda mange gange bedre; og når vi med en vis vemod ser tilbage, må vi takke Vor Herre for hans vise styrelse. Vi havde tidligere fået oprettet en friskole i Oure, hvor vores børn til 12 års alderen gik hen; vi var særlig heldige med læreransættelsen. Det blev en sønderjyde, der var udgået fra Skårup Seminarium. Han kendte egnen og var sin stilling bevidst. Han elskede sin skole, og børnene var glade for ham. Hans navn var Sigvard Hansen, og hans hustru Anne Hansen fra Vejstrup hjalp til som lærerinde med en stor dygtighed. Disse arbejdede i alle tilfælde for en meget ringe løn, eftersom Hansen kunne have fået nogle gange mere i statsskolen, da han var udgået med en stor eksamen; men dette betragtede de som deres livsgerning og kunne ikke undvære det. Det viste sig, at Herren lagde velsignelse i deres arbejde i sin helhed, så. de klarede sig finansielt godt og blev til lykke og velsignelse for egnens ungdom.
Eftersom vores børn var vel begavede og havde megen lyst til læsning, og det altid stod for mig, at ved en god uddannelse ville de selv kunne erhverve deres udkomme i livet, så de ikke skulle være henviste til, at de absolut skulle giftes for at eksistere, men selv kunne danne sig en levevej ved deres uddannelse. Anna vedblev at gå i Oure Friskole til omkring ved 11-års alderen, og så kom hun i Hesselager Skole, hvorfra hun udgik som student.
Anna's og hendes søster Marie's rejser.
Anna, udgik som foran nævnt som student fra Hesselager Latinskole, rejste derfra til København og tog filosofikum et år ligesom Maren, hvorfra hun kom til Kippinge på Falster hos pastor Sadolin og blev lærerinde for deres børn et årstid, kom så på frøken Suhrs Husholdningsskole i København og tog derfra en plads i Bergen, Norge. Hun havde lyst til at se sig om; hun havde været med en veninde i Riga og derfra i Edinborg i Skotland på lystrejse. Nu i Bergen ville skæbnen, at villaen, hvor hun tjente, brændte, og familien tog så til Stavanger, hvortil Anna ikke ville med og tog så til en direktør Hardus Olsen, Paradis (en forstad til Bergen), der boede ved siden af; de var sådan nogle gode mennesker, Anna holdt meget af. Imidlertid var Marie blevet uddannet på samme måde og havde samtidig taget sig en plads i Christiania (Oslo) ved en læge, men hun var ked af at være her, eftersom hun skulle tage mod alle telefonsamtaler, da fruen var meget tunghør og altså ikke kunne besørge dette; og her var så ofte sproget en hindring, så hun skrev hjem om at fratræde pladsen og tage ind på en husholdningsskole i Christiania, og dette indvilligede vi i. Her i Norge var flere kvindelige studenter, mine døtre kendte, ved at de var i Studenterforeningen for Norden og derved var kommen sammen ved møder såvel i Danmark som i Norge, og det kom dem ved flere lejligheder til gode. De to søstre var altså, i Norge denne vinter, men særlig min hustru var ked af, at Marie skulle gå i julen og ingen hjem have, eftersom skolen holdt juleferie. Men en dag får vi brev fra Anna i Bergen, at Marie var bedt derop af Hardus Olsens for at blive hos dem i julen og for øvrigt til skolen begyndte. Denne meddelelse var en overraskelse for os, men som vi blev meget glade for; vi kunne ikke i vor vildeste fantasi tænke os, at så fremmede mennesker, vi slet ikke kendte, kunne sådan tage sig af vores børn. Deres breve lød stadig om, hvor fint og godt, de havde det hos disse rare, hyggelige mennesker, så det var et rigtigt hjem, de pludselig faldt ind i. Hardus Olsen var direktør for en af de største pølsefabrikker i Norge. De havde to små døtre, Asta og Gunvor, henholdsvis 10 og 12 år, og hele familien levede et lykkeligt familieliv. De har senere besøgt os adskillige gange her i vores hjem, og der var altid glæde, når de besøgte os, eftersom de alle var livlige og gode mennesker. Vi har stadig måttet love at besøge dem i Bergen, men har endnu ikke været der, skønt vi stadig har glædet os dertil, da det ville blive en meget interessant rejse, er vi vis på, men ifølge forholdene har vi endnu ikke opfyldt deres indbydelse.
Anna og Albert Fischer.
Børnene kom nu imidlertid hjem. Anna havde forlovet sig med Albert Fischer fra København, som hun havde gået i Hesselager Skole sammen med fra begyndelsen, og hvorfra han også havde taget studentereksamen og nu læste videre i København til læge og boede der i hjemmet under studierne. Hans fader, Erik Fischer, var førstebogholder ved "Titan" og desforuden organist ved St. Pauls Kirken i København. Han arvede nogle penge efter sin fader i 1915, og da verdenskrigen dengang rasede stærkt og ingen kendte udgangen af en så. stor katastrofe, købte han en ejendom i Vesselsgade nr.14, matrikel 1499 på Nørrebro i København, som han under sådanne forhold formente var bedre at eje end kontanter i en bank, og dette viste sig senere var klogt handlet. Det er en meget stor ejendom, som rummer op til 98 lejligheder. Hans moder var født Bojesen og var en god moder for deres børn. Der var en datter, Astrid, som giftede sig med August Nørgård, der var ansat som gartner ved anlæggene i Københavns Kommune, men var blot gift et år; så døde hun efter at have født en lille pige, Astrid, til verden. Albert blev imidlertid efter en fin eksamen ude at vikariere for læger i Jylland. De giftede sig så og rejste kort efter hans eksamen - for sin videre uddannelses skyld, - til New York på Rockefeller Instituttet, hvor han opholdt sig et par år. Anna kom dog hjem efter et godt årstid og fødte på et hospital i København en lille pige, Inge, hvorfra hun efter et være blevet rask kom hjem. til os. Fra New York blev der sendt os et udklip af en dansk avis derovre fra sålydende: "Efter indbydelse holdt vor landsmand dr. Albert Fischer, for tiden studerende ved Rockefeller Institute, forleden foredrag om kræft ved Yale Universitetet i New Haven. Cirka. 300 videnskabsmænd var nærværende og lønnede i følge "New Haven Evening Register", det kyndige og lødige foredrag med stærkt bifald. Dr. Fischer har vakt stor opmærksomhed og anerkendelse ved sit arbejde på instituttet vedrørende evner til at formere og udvikle celleveje uafhængigt af legemet med henblik på derigennem at forbedre erfaringen med hensyn til bekæmpelse af kræft." Til den tid Albert vendte tilbage fra Amerika, efter dette blev han så ansat på Københavns Universitets Institut for almindelig Patologi og kom til at bo i Springforbi et årstid; men det var ingen god lejlighed til prisen, 1500 kr. årlig, og de fik så en bedre og 4-værelses lejlighed i Hellerup på Sundvej 6 til 2.500 kr. årlig. Det var for dyr en lejlighed efter indtægten, men vi ventede stadig på bedre indbringende indtægter, og så. kom efter et par år direktør Dessau på "Tuborg" og tilbød, og som Albert også mod tog, en plads som bakteriolog på bryggeriet med gage - for tre timer hver dag - 6.000 kr. årlig, og dette gjorde ingen hindring for pladsen på instituttet, så det var et godt fremskridt. Imidlertid havde de yderligere fået dem en lille dreng, Simon. Min hustru og jeg var da ovre ved dåbshandlingen i Hellerup og var meget glade for udviklingen i dens hele omfa.ng; men glæden blev endnu større, efter at vi i oktober 1925 var ovre for at overvære, at Albert tog sin doktorgrad, som var meget udmærket. Vi var sunde og friske og i bedste velgående, og hvor vi glædede os alle sammen, børn og svigerbørn, at være samlede til en så stor højtidelighed. Denne afhandling var delvis om kræft og blev omtalt rosværdig i alle landets større blade. Han fik nu adskillige legater til hjælp for videnskaben. Blandt andet var han senere sammen med sin hustru i London og Paris for at studere videre på dette emne. Efter nu at have arbejdet her i Danmark i et par år fik han nu i 1926 tilbud om en plads ved "Kaiser Vilhelm Instituttet" i Berlin, for at lede en videnskabelig afdeling, hvis professor var død, da det ikke kunne finde en tysker, det turde betro denne stilling og tilbød nu Albert for tre år at lede dette, eftersom en tysker skulle overtage denne ledelse om de i løbet af disse tre år kunne finde en sådan. Han overtog nu denne stilling den 1. maj 1926 og bor nu med sin familie ene i en villa i nærheden af Berlin. Han har fri bolig og sine møbler med mere fragtfrit derned og tilbage om tre år. Om Gud nu vil, at alt må gå vel, er det vores agt at besøge dem i oktober måned.
Anna var biblioteksassistent i Patentdirektoratet fra cirka 1948 til 1962. Derefter var hun dagplejemor for børnebørn og andre børn indtil 1972.
|