William Demant

  Notater:

William Demant var grosserer.

William Demant levede længe godt ved at sælge amerikanske høreapparater, men importstoppet under Anden Verdenskrig tvang ham til at lade handelsfirmaet Oticon gå i gang med egenproduktion. Og hermed blev grundlaget for den danske høreapparatindustri med

Af Niels Dreijer, lørdag 21. aug 2004 kl. 00:50

Industrisuccesen Oticon fejrer 100-års jubilæum i år, men som produktionsvirksomhed er firmaet langt yngre. I næsten halvdelen af sin levetid var Oticon under forskellige navne et rent importfirma, før valutarestriktioner og importstop omsider tvang direktør William Demant til at fremstille sine varer selv.

Familiedynastiet bag Oticon har dog langt over hundrede års erfaring med industriproduktion. William Demant var nemlig tredje generation i en odenseansk symaskine- og cykelfabrik, som hans far overtog i 1897 – og det var Williams far, Hans Jørgen Demant, der ved at hjælpe sin tunghøre kone lagde kimen til nutidens danske høreapparatindustri med næsten 10 milliarder kroner i omsætning.

Williams mor led nemlig af otosklerose, hvor knoglerne i det indre øre vokser sammen. Det var samme lidelse som den danskfødte kronprinsesse Alexandra i Storbritannien, og hun fik et moderne elektrisk høreapparat ved sin kroning i 1902.

Fremstillingen af symaskiner og cykler havde gjort familien så velstående, at også Williams far fik råd til et elektrisk høreapparat, som han skaffer hjem fra London til sin kone. Det nye elektriske apparat er meget diskret sammenlignet med de passive >hørerør<, som man havde brugt siden midten af 1600-tallet. Apparatet består af en kulkornsmikrofon, som er forbundet med en øretelefon gennem et batteri.

Forstærkningen blev frembragt af kulstøv mellem to metalplader, der skiftede modstand ved at blive presset sammen af lydtrykket. I princippet var høreapparatet blot en telefon, hvor signalet blev sendt til samme brugers øretelefon. Det var ikke noget tilfælde, for telefonens opfinder Alexander Graham Bell var døvelærer og dybt engageret i at skabe hjælpemidler til hørehæmmede.

Derfor varede det heller ikke længe efter telefonens opfindelse i 1876, før det første kommercielle høreapparat >Akoulallion< kom på markedet i 1898. Få år efter erstattes kulstøvet af små kulkugler, der ikke har samme tendens til at klaske sammen. Samtidig lægger Hans Jørgen Demant kimen til en dansk industrisucces.

Den 8. juni 1904 skriver han kontrakt om at blive agent for det amerikanske høreapparat >Acousticon<. Allerede i 1907 får han eneforhandling mod at åbne demonstrationslokaler i København, Oslo og Gøteborg, hvor han skal sælge mindst 100 apparater om året.
Varelagret skal sælges

Familien flytter til København, men her dør Hans Jørgen Demant kort efter af sukkersyge i 1910. William må hjælpe sin mor med at slippe af med varelageret. Det gør han så godt, at hun i stedet skaffer flere varer og får eneforhandling for Skandinavien. I 1913 følger så Finland og Rusland med kontorer i Helsinki og Skt. Petersborg.

Året efter køber William Demant firmaet af sin mor, og frem til sin død i 1979 fører han familiefirmaet fra en ren importvirksomhed til at blive en af verdens største fabrikanter af høreapparater.

Det er imidlertid ikke uden sværdslag, at William Demant lukker udvikling og produktion ind i virksomheden. Faktisk kræver det hele to verdenskrige og en kollaps af verdensøkonomien, som stopper forsyningerne til hans velsmurte salgsmaskine, før han overgiver sig.

I første omgang gør oprettelsen af Valutacentralen i 1932 det vanskeligt at få bevilget dollar til køb af færdigvarer. Importfirmaet >W. Demant< supplerer derfor sin eksisterende egenmontering af ledninger og batterier med lokal fremstilling af dele.

Anden Verdenskrigs handelsblokade sætter fuldstændigt stop for det lukrative videresalg af udenlandske høreapparater. Den 18. september 1940 må William Demant konstatere, at det er umuligt at modtage varer fra USA.

Uden høreapparater til salg vil forretningen gå ned, og William Demant beslutter at fremstille en dansk kopi af sællerten Acousticon, der får en umærkelig navneændring til >Acousticus<. Virksomheden kommer helskindet gennem krigen, men amerikanerne kræver nu, at William Demant skal stoppe produktionen. Det vil han ikke, og det kommer til et brud.

William Demant tager dele til 500 høreapparater med sig i bagagen fra New York, og de bliver i 1946 til det første danskudviklede høreapparat: Oticon TA (fra latin og dansk: >med øret< Tunghøre Apparat).

Efter en eksportturné i 1947-48 ansætter William Demant to professionelle ledere i Oticon, eksportchef Erik Westermann og fabrikschef Christian Tøpholm. Udviklingen tager for alvor fart, da den danske stat fra 1951 lader sygekasserne betale for høreapparater og opretter statslige høreklinikker.

Allerede i 1943 fik Oticon konkurrence fra det danske Danavox (nu GN Resound), og i 1956 deserterer Westermann og Tøpholm og opretter den tredje danske høreapparatfabrik, Widex.

På foranledning af statens høreklinikker glemmer fabrikkerne i 1963 gammelt nag og opretter >Otwidan<. Året efter deler de en licitation på 25.000 apparater til den danske stat. Samarbejdet fortsætter, så de tre konkurrenter i dag deler en række vigtige patenter og sammen støtter grundforskning inden for hørelse.
Krisen kradser

Oticon vokser støt med en stigende specialisering i udvikling, produktion, salg og økonomi. Direktørkollegiet >De fire<, som har efterfulgt Westermann og Tøpholm, får på 30 år banket årsproduktionen op fra 5.000 til 300.000 høreapparater.

Men i 1987 går det galt for Oticon. Verdens største fabrikant af høreapparater er på få år sakket bagud til en tredjeplads og har halveret sin markedsandel. Krisen skyldes mangel på nye konkurrencedygtige produkter, men det svigtende salg har været maskeret af selskabsstrukturen og en stigende dollar. >De fire< forlader Oticon og erstattes i 1988 af den unge vicedirektør Lars Kolind fra Radiometer, som får enevældig magt.

Den magt udnytter den karismatiske Lars Kolind til fulde. Han river de organisatoriske skel ned og prædiker en organisation så flad som det papir, han samtidig bandlyser. Forandringsprojektet får nummer >330< efter målet: Et 30 procent bedre Oticon, skabt på tre år fra den 8. august 1991 klokken 8.00.

Samtidig lægger Lars Kolind pres på organisation og bestyrelse ved at skabe ekstern opmærksomhed om sit projekt. Mirakelprædikanten bliver på rekordtid hele pressens yndling.

Bag kulisserne koster projekt 330 imidlertid underskud på et tocifret millionbeløb hver måned, og bestyrelsen griber ind for at sikre de sidste rester af egenkapitalen. Økonomen Niels Jacobsen bliver sidestillet direktør, og han driver forretning i stedet for vækkelse. Kuren virker næsten omgående, og langt fra rampelyset gør Niels Jacobsen holdingselskabet klar til børsnotering den 11. maj 1995.

Samme efterår er Oticon ved at blive overhalet inden om af Tøpholm og Westermanns udbryderfirma Widex, der er klar til at vise sit nye digitale høreapparat på en af verdens største høreapparatkongresser. Lars Kolind handler lynhurtigt og udnytter pressens naivitet til det yderste. Han orkestrerer et kæmpe medieflip for >verdens første< digitale høreapparat med direkte tv-transmission fra London, og får ryddet både tv-stationernes nyhedsprogrammer og avisernes forsider den næste dag.

I april året efter vinder Widex dog kampen om at kunne levere et digitalt høreapparat til slutbrugere, og erhvervsredaktionernes forhold til Oticon bliver mærkbart køligere.
International anerkendelse

Lars Kolind trækker sig tilbage i 1997 og bliver selvstændig virksomhedstroldmand. Han overlader roret i Oticon til Niels Jacobsen, der bliver enedirektør. I 2003 får holdingselskabet, der nu har taget navn efter William Demant, prisen som >European Company of the Year< af Financial Times og Wall Street Journal for overbevisende økonomiske resultater og solid vækst i et afdæmpet marked.

På sidelinjen har digitalsuccesen gjort det privatejede Widex til en guldgrube, mens GN Resound ved en kraftpræstation af banebrydende teknologi forsøger at genvinde den fjerdedel af sit marked, det tabte ved opkøb af udenlandske virksomheder. Tilsammen har de tre danske konkurrenter en omsætning på over otte milliarder kroner, og sidder på mindst 30 procent af verdensmarkedet for høreapparater. u

  Om William

• Dåb, 19 Aug. 1888, Skt. Hans Kirke, Skt. Hans sogn, Odense.

William blev gift med Karen Marie Sørensen. (Karen Marie Sørensen blev født den 24 Maj 1892 i København.)

William blev derefter gift med Ida Emilie Høst, datter af Frederik Christian Haugsted Høst og Ida Agate Suzette Petrea Lyngbye, i 1914. (Ida Emilie Høst blev født den 29 Jan. 1888 i Frederiksberggade 11, København, døde den 11 Apr. 1957 i Skodsborg Badesanatorium, Vedbæk, Frederiksborg amt og blev begravet den 17 Apr. 1957 i Vestre Kirkegård, København.)

William blev derefter gift med Fay Ruth Ingeborg Hermundstad, datter af Gustav Linus Karlson og Dorthea Ingeborg Hermundstad. (Fay Ruth Ingeborg Hermundstad blev født den 24 Apr. 1923 i Enebakk sogn, Norge, døde den 15 Jan. 1974 i Københavns Amts Sygehus i Gentofte, Gentofte og blev begravet den 21 Jan. 1974 i Frederiksberg Kirke, København.)

William blev derefter gift med Tove Sigrid Gyllich. (Tove Sigrid Gyllich blev født den 15 Nov. 1911 i København og døde den 31 Okt. 2001 i København.)