Hans Georg Andreasen

  Notater:

Georg Andreassen

Jeg, Hans Georg Andreassen, er født den 24. oktober 1901 i Frørup Præsteskov, Frørup Sogn. Min Far var Hans Jørgen Andreassen og var født i Slude. Da Far blev født havde hans forældre et lille husmandssted, der lå ved Sludegaard, foruden at passe sit eget lille landbrug arbejdede Farfar på Sludegaard. Farfar hed Jørgen Andreassen og var født i Taarup. Farmor hed Gertrud, men blev efter den tids skik kaldt for Gerder, hendes far hed Poul Ottesen, men kaldtes Poul Otte, han boede i Slude, formentlig i det hus, hvor Far senere blev født. Far havde en søster, der hed Anne og var 5 år yngre end han. Min Mor hed Ane Louise, hun var født den 23. april 1871 i Sdr. Broby Sogn. Morfar hed Rasmus Nielsen kaldet Skram, han var født i Frørup og boede også der sine seneste år.

Det eneste jeg ved om hans beskæftigelse er, at han var røgter hos gdr. Rasmus Eriksen i Frørup, da han og Mormor holdt sølvbryllup i 1890. Den gamle lænestol, der står her i stuen, skulle være sølvbryllupsgave fra Rasmus Eriksen. Min Mormor kan jeg ikke huske, jeg mener hun hed Karen, hun var formentlig født i Sdr. Broby. Far var født den 8. juni 1875. Han og Mor blev gift i Frørup Kirke den 15. maj 1900. Forud for ægteskabet havde de en lille datter, der hed Gerda, men hun døde af tuberkulose.




Barndomshjemmet
Mine forældre flyttede som nygifte ind i et gammelt bindingsværkshus med stråtag, der lå i Frørup Præsteskov og tilhørte Præstekaldet. Huset, det var meget gammelt, havde oprindeligt ligget i skovens sydlige udkant, men blev i 1852 flyttet til den nordlige ende af skoven. Far arbejdede i Præstegaardshaven og i skoven, foruden at han hjalp med arbejdet på forskellige bøndergaarde og slog skærver ved amts- og sogneveje. Det første jeg mener, at kunne huske fra min tidligste barndom er, at der lå et gammelt brændselskur uden for vore køkkenvinduer, det har åbenbart været noget brøstfældigt, for jeg så Far rive det hele ned og fjerne materialerne, der formentlig er bleven brugt til at fyre med. Det gjorde et dybt indtryk på mig, at skuret således forsvandt.

Georg Andreassens barndomshjem

Bedsteforældrene
Jeg husker også, at min Morfar og Mormor boede i et lille hus med to lejligheder, der lå bag Gadekæret i Frørup. Jeg kan ikke huske, at Mormor døde, men det har nok været omkring 1903 eller 1904. Morfar kom til at bo hos os i Skoven, den sidste tid han levede. En aften, mens Morfar boede hos os, havde vi været på besøg i nabolaget, da vi kom hjem, kunde vi ikke komme ind i huset. Morfar var efter sigende forfalden til brændevin, så han har sikkert låst døren og drukken bravt. Mor fortalte iøvrigt, da jeg blev større, at hendes Far var bleven forfalden under krigen i 1864, hvor han deltog og hvor soldaterne fik udleveret meget brændevin. Nu drak vist nok de fleste småfolk i de tider ganske meget, og måske er det ikke krigen, der har hele skylden. Fra krigen fortalte Mor os også, at soldaterne om vinteren fik udleveret kogende øl, og en dag da Morfar kom gående med 2 spande sådant, kom der en kugle, som gik igennem begge spande, men sårede ikke ham. Det er dog nok en soldaterhistorie. Jeg husker ikke, hvordan vi kom ind i huset nævnte aften, men Far har nok måttet slå en rude ind.

Morfar døde sommeren 1905, jeg husker at jeg var kørende med vognen til begravelsen ved Frørup Kirke, jeg mener dog ikke at jeg var med i Kirken eller på Kirkegården. Karlen, der kørte for os tjente hos gdr. Jens P. Iversen, Skovgaard, han var forlovet på det tidspunkt med min moster Johanne, der også tjente på Skovgaard. Denne karl fik en høj stjerne for mig, for jeg husker, at han gik ind i Brugsforeningen og købte aftryksbilleder til mig, det var en stor begivenhed. Da jeg var 4-5 år gammel kom jeg en gang imellem op til Kokkehaverne i Svindinge, hvor Farfar og Farmor da boede i et lille hus, som de havde købt, da de flyttede fra Slude og Farfar blev skovarbejder i Bredemisteskoven. Det var dog langtfra min livret at være deroppe hos dem, og når jeg undertiden var der i flere dage, længtes jeg ganske forfærdeligt efter at komme hjem igen. Jeg havde som før nævnt en faster, men ingen farbrødre. Jeg havde også fire mostre: Rasmine, der var gift med en portør Hans Larsen, der var ansat ved banen i Svendborg. Karoline, der var gift med landpostbud Hans Frederik Knudsen i Stenstrup. Johanne, der var gift med husmand Hans Theodor Hansen på Bækstrup Mark. Maren, kaldet Martha, der var gift med murer Anton Buch, her i Ørbæk.

Naboer
Efterhånden jeg blev lidt større legede jeg undertiden med Niels Nielsens drenge, der boede ved indgangen til Ørbæk Præsteskov, de havde flere farbrødre, som de tit talte om, hvilket medførte, at jeg følte mig meget fattig, jeg havde hverken far- eller morbrødre og følte jeg var dybt forurettet. I Ørbæk Præsteskov ikke langt fra vores hus lå også et hus, der havde været beboet af en Hans Christensen, som dog var død før jeg kan huske, her boede nu hans enke Line med en datter, som måske var 14-15 år gammel, jeg tror nok hun var en lille forvokset og pukkelrygget stakket, som iøvrigt lidt senere døde, såvidt jeg ved af tuberkulose, der var den store folkesygdom den gang. I huset var også en hund, der hed Munter, den var korthalet. En dag jeg var gående med Mor i Frørup, var der en hund, der lignede Munter, men havde lang hale, så sagde jeg til Mor ”Se Munter har fået hale på i dag”: Jeg besøgte ret tit Lines føromtalte datter, hun hed Henriette. Så stablede Henriette brændet op i brændekassen, så der blev en agestol, jeg kunde sidde på, og så skulde jeg køre til mølle, men der var lange vej til Møllen, så jeg måtte have mad med, og så smurte hun hvedebrød med fedt til mig.

Formentlig i 1906 flyttede vi væk fra Præsteskoven. Far havde en ordning med pastor Frandsen, at han skulle møde på arbejde hos ham, når han kaldte og holde op igen, når det passede præsten. Dette medførte, at Far aldrig forud kunne love nogen sin medhjælp, eller planlægge andet arbejde. Det var Far meget utilfreds med og sagde overenskomsten med præsten op. Far lejede beboelsen i et lille husmandssted, der ligger på Ørbæk Mark og tilhørte hmd. Jørgen Pedersen, kaldet Jørgen Høker. Huset blev senere beboet af Jørgen Pedersens søn, træskomand Andreas Pedersen. Fra den tid husker jeg, at der den vinter må have været en bunke sne, for da der pludselig kom et voldsomt tøbrud, og grøften ved vejen var ikke særlig stor, resulterede det i, at vejen og flere Tjenestedreng. land af marken var oversvømmet i mange dage, det var det største indhav, jeg endnu havde set. Jeg husker også, at den strenge vinter medførte, at vort brændsel slap op, og en morgen da Carl og jeg kom ind i vort brændselsrum, så vi at Far havde savet sin savbuk i stykker til kakkelovnbrænde, så nu var vi klar over, at det var alvorligt. Samme dag gik Far op til godsejeren på Ørbæklunde, der aldrig blev kaldt andet end løjtnanten, kan købte et læs brænde, det har formentlig nok været gran, for det kunde da brænde med det samme.

Vi havde fået en dejlig lille kattekilling, men den forsvandt for os, og vi var kede af det. Men et stykke tid efter blev vandet i brønden dårligt og ved eftersyn viste det sig, at der var hul i brønddækslet, og så var det lille dyr falden i brønden og druknet. Det var sørgeligt og brønden måtte renses. Den vinter var min faster Anne og hendes mand Peter Carlsen på besøg, de havde en lille gård i Sandager ved Gislev. Det har nok været ved juletid, for Carl og jeg fik hver en lille ting af dem. Jeg husker ikke hvad jeg fik, men Carl fik en lille hest. Faster og onkel havde da endnu inden børn selv, og de fik lov til tage mig med hjem nogle dage. Vi kørte i kane til Sandager. Jeg husker ikke noget om besøget, men da jeg igen kom hjem, kunde jeg ikke kende Carl, han havde fået børnesår over hele ansigtet, og jeg ville ikke tro, at det var min broder. Hans hest havde for resten også skiftet udseende, mens jeg havde været væk, Carl havde slagtet den ved simpelthen at skære hovedet af den.

I tiden indtil foråret 1907 havde pastor Frandsen kontaktet Far, han har uden tvivl savnet sin gode arbejdsmand, og var nu villig til, at der blev aftalt faste arbejdstider for Far. Jeg husker helt, hvordan det blev fastlagt, men jeg mener, at Far skille møde en hel måned om foråret til gravning og såning, og en måned om efteråret til frugtplukning. Præsten var en stor frugtavler. Høstmåneden skulle Far have helt fri, så han kunne deltage i høstarbejde. De øvrige 9 måneder i året henholdsvis 2 eller 3 dage om ugen. Iøvrigt skulle Far bo husfrit mod at vedligeholde huset, dog fik Far en del materialer, såsom nyt køkkenloft og tækkehalm til istandsættelse af huset inden vi igen flyttede ind.

Så flyttede vi igen tilbage i det dejlige gamle hus, og vi børn og Mor var ikke mindre lykkelige over at komme tilbage til vor kære skov. Foråret 1908 ar jeg bleven så gammel, at jeg skulle begynde at gå i skole. Far fulgte mig til Frørup Skole, og jeg husker at forældrene skulle ind til den gamle førstelærer Linhardt for at drikke kaffe og ofre, jeg ved ikke hvor meget Far har ofret, men mon det ikke har været 1 krone, det var jo det meste af en dagløn. Vi børn blev sendt ind i klasseværelset til frøken Schmidt, det var en ældre dame, der boede på Frederikshøj Skole. Hun underviste hveranden dag på Frederikshøj og hveranden dag på Frørup Skole. Jeg var udstyret med tornyster, tavle, griffel og en A B C. Forældrene skulle selv betale alle bøger og rekvisitter. Vi sang ”Nu titter til hinanden”, og så skylle vi føres ind i protokollen ved navn og fødselsdato. Det var dog ikke alle, der viste deres fødselsdato, jeg husker en pige, der blev spurgt om, hvornår det var hendes fødselsdag, svarede, det var den dag vi slagtede gris. Da vi skulle til at skrive på tavlen, forklarede frøknen os, at der stod et hvidt vandfad med vand på et bord, og vi skulle med en klud vædet deri vaske vor tavle ren, og så skulle vi med en tør klud tørre den af. Jeg havde godt nok fået en klud med hjemmefra, og nu viste det sig, at vi skulle bruge to, så jeg var helt på den. Min sidemand Niels Helge havde også kun en klud, men han rev den resolut over, så havde han to. Det var faktisk det første jeg lærte i skolen, at en hel udgøres af to halve. Iøvrigt husker jeg ikke meget om mit første skoleår, da skolen var 5 klasset kom vi allerede fra 2. skoleår ind til lærerne Lindhardt og 2. lærer Lykke Rasmussen, de havde hver sin skolestue med en gang imellem, så gik vi hos den ene om formiddagen og den anden om eftermiddagen. I vore dage er det nok almindeligt, at det er lærerne, der skifter klasseværelse, men hos os var det børnene, der måtte flytte.

Skolegang.
Førstelærer Lindhardt var oppe i tredserne og en meget alvorlig, men egentlig flink ældre herre. Jeg husker, at vi blev sat til at skrive et stykke af bibelhistorien på vore tavler. Overskriften var ”Jesu tovl disciple”, det er forkert sagde Lindhardt, jeg skulle viske ud og rette, men det blev atter til ”tovl”. Det er tovl, og det bliver tovl, sagde den gamle. Fru Lindhardt var en meget fornem dame, hun var så fin, at hun benævntes Madam. Jeg tror ikke, at der var andre kvinder i Frørup, der blev kaldt frue end Præstens kone, der iøvrigt var så fin, at hun var født Fonnesbech. Andenlærer Lykke Rasmussen var meget glad for at gå over i Smedien, der lå ved siden af skolen, og drikke øl sammen med smeden. Der sagdes iøvrigt, at det var aftalt, at han skulle komme, når der blev slået aftalte slag på ambolten. Så satte læreren os til at skrive eller regne, og så forsvandt han. Det varede ikke længe, inden eleverne begyndte at tale i munden på hinanden, så der blev en frygtelig uro. Så gik gamle Lindhardt over gangen, åbnede døren og kiggede ind, han sagde ikke noget, men der blev dødstille, hvorefter han lukkede døren og gik igen. Få minutter efter var der samme larm igen. Da der var gået et par år, gik Lindhardt af som lærer begrundet alder, og vi fik en ny førstelærer Hans Rasmussen, der var født i Frørup, som søn af hjulmand Claus Rasmussen. Omtrent samtidig blev Lykke Rasmussen tvunget til at rejse, da der var nogen snak om, at han, der var gift, var kæreste med en ung pige fra byen, som tidligere havde været elev på skolen. Vi fik så en andenlærer, der hed Niels Andersen og stammede fra Jylland. Disse to lærere Hans Rasmussen og Niels Andersen var ved skolen resten af min skoletid. Skolen var da 4. klasset. Jeg mener ikke, at jeg var særlig flittig til at læse lektier, men da jeg måske havde forholdsvis let ved at følge med, gik det vist ret godt alligevel. Hvert forår havde vi eksamen, den dag var det pastor Frandsen, der sad på katederet og overhørte os, ligesom han gav os de skriftlige opgaver, vi skulle udføre. Lærerne og medlemmer af skolekomissionen hørte på. Eksamensdagen var en stor dag, rammen på vore tavler blev skrabet og skuret, bøgerne fik nyt omslagsbind, og vi selv fik vores bedste tøj på. Vi fik også en tiøre som eksamenspenge, og den kunde der købes meget slik for.

Skovtur
En anden stor dag i skoleåret var skovturen om sommeren, vi kørte i hestevogne i en lang række fra Skolen igennem Taarup forbi Himmerige og Paradiset (to ejendomme der lå ved vejen) til Kajbjerg Skov, hvor hestene blev opstaldet i friluftbåsene ved Skovridergaarden. På denne kunne man købe kogende vand til at hælde på kaffekanden, samt øl og sodavand til den medbragte mad, som man kunne spise ved opstillede borde og bænke. Her var der også en dejlig badestrand, hvor mange fik deres årlige bad. Endvidere var der en lille motorbåd, hvor man kunne få en herlig sejltur i den skønne Nyborg Fjord, hvilket jeg dog aldrig har prøvet, det var jo kun for bedrebemidlede. Når man efter den dejlig eftermiddag havde spist aftensmad med rød sodavand, spændtes hestene igen for vognene, og vi kørte hjemad, hver gang vi så nogen på eller ved vejen, svingede vi med bøgegrene og råbte hurra af fuld hals. Ud over skovturen, hvor alle elever var med, havde de større børn hvert år en længere udflugt med tog, jeg har således været med til Taasinge, Odense, Svendborg og så galt så langt som til Fredericia. Juletræet var også en stor begivenhed, det blev som regel afholdt lige efter nytår. Vi kredsede om træet og sang de gamle julesalmer. Efter træet var der indkøbte julegaver, der blev fordelt efter tombolasystem, der var dog heldigvis ingen nitter, vi fik også godteposer. Hverken gaver eller godter var oppe i noget stort plan, men vi var ikke forvænte og var lykkelige for, hvad vi fik. I Skolen havde vi også to dage hvert år, hvor vi fik fri til middag. I april måned havde vi skovmærkedag vi gik i Ørbæklundeskoven og plukkede skovmærker. I september måned havde vi nøddedag, hvor vi gik ud og plukkede hasselnødder, hvis vi iøvrigt kunne finde nogen.

Det første arbejde
Fra sommeren 1909, hvor jeg var på vej til 8 år, begyndte jeg at gå ud på Kildegaard i Frørup hveranden dag, nemlig de dage jeg ikke var i skole. Gårdejeren var Niels Olsen og hans kone hed Anne. De var ældre folk og havde ingen børn, hvad jeg nok tror var et savn for Anne. Mor havde som ung pige tjent på gården og gennem årene besøgte hun dem ofte. Om formiddagen skulle jeg strigle køerne og så iøvrigt løbe byærinder og mange andre småting. Jeg husker, at jeg hver måned skulle hente mælkepenge på mejeriet, bringe besked til hesteforsikringsmanden, når en hest var bleven solgt, gå op på den gamle telefoncentral i Frørup og ringe til Annes søster i Vormark og mange andre gøremål. Da Niels Olsens skulle have sølvbryllup i 1915, var jeg endda betroet til at køre sognet rundt og invitere gæster til festen. På gården havde vi tærskeværk trukket af hesteomgang, og mange dage hver vinter måtte jeg drive heste, det var en træls omgang rundt og rundt igen, men strigle køer var heller ikke spændende, så var tærskningen dog en afveksling. En ting er dog sikkert, jeg blev aldrig overanstrengt, selv om jeg også i høsten måtte hjælpe til med at binde korn og køre korn ind, samt rende med den store øldunk i marken ved høstarbejdet.

Da jeg blev lidt større, fik jeg også lært at malke, og jeg hjalp da gerne med at malke til middag. Jeg fik ingen løn udover en tilfældig 10 øre, eller ved enkelte særlige lejligheder en 25 øre. Men jeg fik kosten, som regel god og kraftig mad, mit værste var om lørdagen, da fik vi kun pandekager til middag, jeg var ellers glad for pandekage, men disse var bagt af bygmel og de var bagt i fåretælle, de var ½ tomme tykke og smagte forbandet af fåretælle, jeg kunne kun spise en, og så var det endda ved at vende sig i mig, jeg måtte skylle af ølkruset mange gange inden jeg blev færdig. Vi bagte selv rugbrød på gården, de skete i den store ovn i bryggerset, der blev bagt ca. en gang om måneden og selv om brødet således kunne blive ret gammelt, smagte det alligevel godt. Hver gang vi bagte fik jeg et brød med hjem til dem derhjemme, enkelte gange fik jeg også lidt slagtemad med hjem og undertiden noget gammelt tøj, som mor kunne lave noget af til vi børn. Selv om jeg gik i skole tre dage om ugen og var ved Niels Olsens andre tre dage, havde jeg heldigvis også nogen tid, jeg kunne være i mit hjem.

Søskende - leg
Mine sødskende Carl født 20. juli 1903, Gerda født 6. november 1905, Martha født 20. maj 1908 og Jørgen født 13. maj 1910 og havde det dejligt frit og kunne lege og tumle os i skoven, som vi ville.

Selv om vi hver dag om sommeren måtte ud med tørvekurven og samle nedfaldsbrænde til komfuret, og vi om vinteren, når Far skulle fælde de store træer, måtte tage ved den ene ende af den store skovsav, blev der også tid til mange dejlige oplevelser i den lille skov. Vi havde forskellige navne på forskellige lokaliteter således: De store bøge - Den store eg - De små graner - Det store damp (dam), det var et lille vandhul på højst 15 kvadratmeter - Plårevejen (Plørevejen) - Bulbabiderskoven - Snogedampet (dam) - den hovedløse præsts sten og måske flere som jeg ikke husker. Det var spændende om sommeren, når far slog græs imellem de små graner, så kunne vi finde små søde skovjordbær i bunden, om høsten var der dejlige sommerpærer i haven, om efteråret hasselnødder i skovhegnet, om vinteren gled vi på is på det store damp og på snogedampet.

En vinter da det var begyndt at tø, slog vi isen i stykker på det store damp og løb på joller (fra den ene isflage til den anden) men så tabte jeg den ene træsko, der kom ind under isen, og nu var gode råd dyre. Men Carl fandt på, at da dampet lå højere end grøften ved plårevejen, kunne vi måske ved at grave en lille rende derned, få noget af vandet lukket ud, det gav resultat, nu kom træskoen til syne og glad var jeg. Den 6. maj var det pastor Frandsens fødselsdag, og da var det en sport, om vi kunne finde udsprungne bøgegrene og gå op til ham med, for så vankede der en 10 øre, men det var den gang ikke hvert år, at bøgen var så tidlig på den.

1. verdenskrig - konfirmation
Først i august 1914 begyndte den 1. verdenskrig, der varede lige til 11. november 1918, det var en meget alvorlig tid, i begyndelsen var der stor frygt for at Danmark skulle komme med i krigen, det gik heldigvis ikke så galt, men der kom ret hurtigt rationeringer og andre restriktioner for de forskellige forsyner, og efterhånden som tiden gik, blev det værre, og man havde det faktisk mere småt med mange ting, som under 2.verdenskrig 1939-1945. Om foråret 1915 begyndte jeg at gå til konfirmationsforberedelse, pastor Frandsen var en myndig herre, og vil skulle lære en hel del. Holdet bestod af 15 piger og 6 drenge fra hele sognet, så en del af børnene var fra Taarup kirkedistrikt, der var en pige fra Konradslund ved Kajbjergskoven og en anden fra Aahusene ved Refsøre, så de havde en lang vej til Frørup Præstegaard.

Nogen tid før min konfirmation skulle Anne Olsen og jeg med toget til Nyborg, hun havde et stort pudevår med fåreuld med sig. Vi kom ind i den store købmands Wildes forretning, der den gang lå i Kongegade, her blev ulden solgt, og så skulle jeg have tøj for pengene. Niels Olsen ville nemlig betale mit konfirmationsudstyr. Jeg husker, at jeg fik et sæt konfirmationstøj til 15 kr, det var fint blåt tøj, et sæt andendagstøj til 13 kr, et hvidt kravebryst, hvid flip, løse manchetter, en sort sløjfe og et blå kasket. I en fodtøjsforretning fik jeg et par sorte fjedersko. Det var en stor dag, så meget fint tøj, havde jeg aldrig før haft. Der blev afholdt konfirmation både forår og efterår, om foråret i Frørup Kirke og om efteråret i Taarup. Da jeg var født om efteråret skulle jeg konfirmeres i Taarup Kirke, og det skulle være den 3. oktober. Den sidste gang vi var til præst før konfirmationen, skulle vi ind i Præstens stue, hvor fru Frandsen serverede chokolade og blødt brød for os, og så skulle vi ofre til præsten. Han satte en tom tallerken på bordet, og så sagde han, at hvis vi havde noget til ham, kunne vi lægge det på tallerkenen, hvorefter han gik ud af stuen. Jeg lagde en tokrone, og det tror jeg også de andre gjorde.

Det var skikken, at konfirmanderne om lørdagen før konfirmationen pyntede kirken med blomster og grønt, så den dag cyklede vi til Taarup for at pynte. Konfirmationsdagen startede vi tidlig med Niels Olsens charabang fra Præsteskoven mod Taarup, Anne Olsen var med, men ikke Niels Olsen, han kom ikke meget ud, fordi han rystede ganske forfærdeligt på sine hænder. Pastor Frandsen holdt lange prædikener, hvad de fleste præster den gang gjorde, men endelig var han færdig, og så skulle vi børn ud på kirkegulvet og overhøres i vor kristendomskundskab. Måske har der været nogen, der ikke kunde svare på hans spørgsmål, for jeg husker han sagde, nå Georg skal vi så se, at få noget gang i det, overhøringen tog nok en halv times tid, og så skulle vi op til altret til den egentlige konfirmation. Ved middagstid var det hele forbi, og da vi skulle til at stige på vognen for at køre hjem, kom pastor Frandsen hen for at gratulere mine forældre og mig, da han trykkede mig hånden, mærkede jeg at han lagde en mønt i min hånd, det følte

  Om Hans

• Dåb, 1 Dec. 1901, Frørup kirke.