Ambrosius Stub

  Notater:

Fødestedet er Krogen 5 i Gummerup ved Køng.

1705 Født i Gummerup på Fyn
1725 Studentereksamen Odense
Teologiske studier i København uden eksamen
1728 Stub skrev sandsynligvis sit første digt; senere fulgte en række digte og arier, hvoraf kun seks blev trykt i hans levetid
1735 Gift med Mette Cathrine Schousboe
Landmand i Langsted på Fyn
1738 Måtte forlade gården; gik i tjeneste hos Niels Juel på Valdemarsslot, Tåsinge
1758 Død i Ribe
menu_top.gif background.gif logo.gif
Forfatterportræt
ved Sven H. Rossel

Indledning
Biografi
Forfatterskabet
Modtagelse
Tekstoplysninger
Bibliografi

Om portrættøren

Forfatterportrættet som PDF

Forside Ambrosius Stub

menu_bund.gif
clear.gif

Biografi

"Jeg lever jevnt fornøyet"

Ambrosius Christoffersen Stub blev født i 1705 i landsbyen Gummerup, Køng sogn, mellem Fåborg og Assens. Hans fødested, et smukt og pynteligt bindingsværkshus, samt en mindesten rejst i tohundredåret for digterens fødsel, er bevaret. Den nøjagtige fødselsdato kendes ikke, men Stub blev døbt 17. maj i Verninge Kirke. Faderen, Christoffer Pedersen Stub, født ca. 1664, var en velagtet fæstehusmand og skrædder; om moderen, Christense Ibsdatter, vides blot at hun var født i Verninge 1665. De blev viet i Verninge Kirke 15. maj 1692 og Stub var det yngste af fire børn.

Stubs fader arbejdede på de omkringliggende herregårde og adelsfamilierne, der boede her, viste stor interesse for hans børn. Således blev hans ældste søn, Morten, i en ung alder forpagter paa herregården Søholm, datteren Karen var først kammerpige på Søholm og blev 1729 gift med sognepræsten i Verninge - og præstegården her skulle blive midtpunktet for hele familien; Stubs anden broder, Peder, overtog senere fødestedet. Det var en dame fra disse adelskredse, Maria Dorthea Charisius på herregården Brahesholm, i 1709 gift Stockfleth, der blev Stubs gudmoder og det var efter hendes fader, at han fik sit for bondesønner usædvanlige fornavn.

Som barn færdedes Stub hjemmevant i dette herregårdsmiljø og ikke mindst med sin gudmors søn, Christian Stockfleth, der i 1744 blev udnævnt til stiftamtmand i Trondheim, sluttede han venskab og hos denne velynder fandt han frem til dennes død i 1750 et fast tilholdssted. Det var i disse omgivelser Stub fik sine første smagsprøver på et mere forfinet og elegant liv beriget af poesi, dans og musik og her lærte han også at spille klaver. Det har enten været ved sine adelige velynderes eller broderen Mortens hjælp, at Stub kom i Odense Latinskole, hvorfra han 1725 fik studentereksamen.

Den 21. juli 1725 blev Stub indskrevet paa Københavns Universitet og her tilbragte han de næste ti år uden at afslutte sit teologistudium. Hurtigt må han have skuffet sine velyndere. I et selvbiografisk digt, som han mod slutningen af sit liv, i 1756, skrev til stiftamtmand Georg Frederik Holstein i Ribe, udtrykker han sig således herom (Kroman 2, 28-30):

Min Skiebne spillede saa sneedig med min Lykke,
Fordi jeg fandt mig ey i Nogles Agt og Nykke:
For sildig blev jeg klog af Tidens Skue-Spil,
Hvor Verden føyer den, der giør, hvad Verden vil.

Jeg overgav min Bog, min kiære, troe Veninde:
Jeg drømte, ved min Pen, jeg saae mit Brød i Blinde:
(...)

I stedet for deltog Stub i hovedstadens selskabelige og litterære liv, hvor han blev kendt og beundret for sine musikalske anlæg. Her begyndte han også selv at digte og ikke mindst hans drikkeviser blev populære og blev sunget rundt omkring på vinstuerne også længe efter at Stub var rejst fra hovedstaden. Knud Lyne Rahbek nævner således, at arien "Gid den faae Skam der slaaer i Dag / Een Rynke paa sit glatte Pande-Skind" (Kroman 1, 76-78) og flere andre sange gik fra mund til mund "i Pilloes (dvs. Pilloys) Viinkiælder og hos Mester Hans i Torbæk"(Rahbek og Nyerup, s. 282).

Desuden skrev Stub også lejlighedsdigte, hvoraf flere var henvendt til de nye velyndere han skaffede sig i København. De mest prominente var oversekretæren i Danske Kancelli Frederik Rostgaard, Christian Stockfleths svigerfar, og generalen og krigsministeren Poul Vendelbo Løvenørn, som Stub en overgang arbejdede for som sekretær. Allerede 1728 skal Stub have skrevet et epigram, et "Latinsk Vers til Borchs Collegium efter Branden 1728" (Kroman 1, 75), i anledning af et andet epigram Rostgaard havde skrevet i forbindelse med Københavns Brand, og da Rostgaard 1740 skrev et latinsk digt i anledning af Christiansborg Slots indvielse, oversatte Stub dette året efter til dansk og sendte det til Stockfleth. Denne gav oversættelsen videre til Rostgaard, der forneden på arket egenhændigt har tilføjet, at fordanskningen er af "dend ypperlige Poët Mr. Ambrosio Stub".

I 1734 opgav Stub for alvor sit studium og forlod København. Årsagen har nok været, at han samme år i sin søsters hjem i Verninge havde mødt den attenårige præstedatter Mette Cathrine Schousboe. Flere af digtene fra denne periode er utvivlsomt skrevet til hende, således: "Spring, Hierte! spring forbi de Døre" (Kroman 1, 93-94) og "Det rette Venskabs Kiendetegn" (Kroman 1, 95-96), der begynder med linierne:"Hierte Ven! vi ere lige (dvs. stemmer overens), / Som Du er bestandig til." Sig selv karakteriserer Stub noget koket og med distance i "Jeg har kun Dyden kiær, / Den blinde Elskov driller" (Kroman 1, 100-01). Derimod kan digtet "Kiærligheds Alphabet" (Kroman 1, 84), ikke mindst dets afsluttende linier, kun forstås som et regulært frierbrev:

Min eene Kiære! skal end vor Samling ikke skee
Du maae dog lære min Elskovs A.B.C.
Her bogstaveres i Sandhed uden Sviig
Min Stand er din, og din er min, L.I.G. siger liig.
(...)

Vor ærlig Meening i begge Hierter har sin Grund
Til fast Foreening med troefast Haand og Mund
Læs ret og rigtig: jeg er og bliver dig
Liig, ærlig, kiærlig, vil du meer, saa lev, og Døe med mig.

Ægteskabet blev indgået 17. oktober 1735 og et par måneder senere fødtes datteren Christine. To år efter, i 1737, fødtes sønnen Christian. Nogle måneder før brylluppet var Mette Cathrines velhavende farmor død og for arven købte hun på dødsboauktionen dennes gård i Langsted ved Verninge; efter brylluppet blev den anselige gård tilskødet Stub. Imidlertid var han ingen uddannet landmand og vel heller ikke den ideelle person til det daglige slæb. Han måtte snart optage prioriteter i gården, der på et tidspunkt blev indløst af svogeren Peter Schousboe og allerede i januar 1738 måtte familien gå fra gården. Hustruen og de to børn flyttede til Fåborg, hvor Mette Cathrines søster, Sophie Christence, var gift. Her fødtes 13. juli 1738 en søn, der døde samme år. Han fik navnet Vilhelm efter Christian Stockfleths fader. For at kunne forsørge sin familie fandt Stub arbejde som sekretær på omegnens herregårde, således også hos Christian Stockfleth på Brahesholm. Det er på denne tid Stub - muligvis gennem svogeren i Fåborg, prokurator Jacob Engberg - kom i forbindelse med oberstløjtnant og kammerjunker Niels Juel på Valdemarsslot på Tåsinge (en sønnesøn af søhelten Niels Juel). Juel var kendt som et livsglad selskabsmenneske, der på slottet holdt sit eget lille hof med musikere og kunstnere. Men han var også en driftig forretningsmand og foregangsmand inden for landbruget. Han satte fabriksanlæg i gang, havde sit eget handelsskib og drev smuglerhandel med købmænd på Ærø, som dengang hørte til hertugdømmet Slesvig og derfor ikke var omfattet af kongerigets toldregler. Den dårligt aflønnede Stub har utvivlsomt forbedret sine indtægter ved at assistere med eller ovenikøbet lede denne ulovlige handelsvirksomhed i årene 1738-41. Han rejste ofte til Ærøskøbing og langt op i det 20. århundrede har der her eksisteret anekdoter om hans alt for langvarige ophold hos sine værter, hans trang til stærke drikke og upålidelighed i pengesager.

I 1741 forfremmedes Stub til sekretær og samme år flyttede hans familie fra Fåborg til Odense. På trods af de nu ret gode indtægter var ansættelsen hos Niels Juel ikke tilfredsstillende for Stub, der også led under adskillelsen fra familien, hvilket på rørende vis kommer til udtryk i digtet "Er mit Hiem end ey saa nær" (Kroman 1, 114-115), der begynder således:

Er mit Hiem end ey saa nær,
O! vi samles dog en Gang,
Denne Samling er saa kiær
At min Vey ey falder lang;
(...)

Stub havde dog håbet at få en stilling, muligvis et degnekald, der ville gøre det muligt for ham at leve sammen med sin familie. Derfor sagde han allerede efter et halvt år sin stilling op og blev genforenet med sin familie i Odense.

Til Stubs ophold på Valdemarsslot må flere digte til hustruen henføres, således den smukke sang "See, Skiønhed er en Skat" (Kroman 1, 105-07):

See, Skiønhed er en Skat,
Som Elskovs Ild opgløder,
Og hæftig Længsel føder;
Hvo nægter dette, at
Jo Skiønhed er en Skat?
(...)

og det mere kendte "Du deylig Rosen-Knop" (Kroman 1, 102-04). Begge digte har dog en morale, der er noget usædvanlig for et kærlighedsdigt: skønhed forgår men dyden består og det er da også betegnende for Stub, at det langt snarere er venskabsfølelser og troskab end den glødende erotik han besynger i sine kærlighedsdigte. Til Tåsinge-tiden hører også oversættelsen efter Frederik Rostgaard (se ovenfor), mindedigtet til Løvenørn (se ovenfor), hvortil genremæssigt knytter sig sørgedigtet fra 1740 over Christian Stockfleths første hustru, Adolphine Christine Rostgaard (se nedenfor). Og endelig skrev Stub i denne periode også sit kendteste digt, arien "Den kiedsom Vinter gik sin gang" (Kroman 1, 122-26), der, biografisk fortolket - sammen med oversættelsen efter et tysk forlæg i Sperontes' Singende Muse an der Pleisse (se nedenfor), "Haab ikkuns! Haab kuns! bekymrede Hierte" (Kroman 1, 116-18) - utvivlsomt udtrykker digterens håb om en lysere fremtid for sig og sin familie.

I Odense har Stub sandsynligvis ernæret sig ved tilfældigt skrivearbejde og ved at yde juridisk hjælp som vinkelskriver. Men i byens højborgerlige kredse var han en velset gæst, hvilket fremgår af, at ved datteren Christianes dåb 16. februar 1743 i domkirken blev barnet båret af Professor Anchersens hustru (Anchersen havde været Stubs rektor i slutningen af hans skoletid) og fadderne var henholdsvis byens postmester og en rådmand. Men han havde også forbindelse med forskellige adelsfamilier, hvilket fremgår af, at ved datteren Eleonore Hedevigs dåb 18. december 1744 i St. Hans' Kirke havde hun ikke mindre end to stiftamtmænd som faddere: Grev Rantzau til Brahesborg og Christian Stockfleth. Også på deres herregårde færdedes Stub som en velset gæst. Her såvel som i Odense underholdt han med sit vid og sine musikalske og digteriske improvisationer, de såkaldte impromptuer. Med disse brillerede han også i byens vinstuer, som det fremgår af de to improviserede digte, der begge med sikkerhed kan lokaliseres til Odense: "Til Major Cremon" (se nedenfor) og "Een Drikke-Skaal til Neuberg (generalløjtnant Adolf N.), som var Commanderende General i Fyen giort ex tempore" (Kroman 1, 155-56):

Vor Neubergs Bryst
Har Moed og Lyst
at aabne Ærens Porte;
Hans kloge Tinding blive graae!
Hans hviide Orden (dvs. Dannebrogsordenen) blive blaae (dvs. erstattet af Elefantordenen),
Hans Fiender blive sorte.

Men hjemme logerede familien under yderst beskedne forhold; i skatteregistret for 1743 nævnes det således, at den er fritaget for skat. De to børn, som Mette Cathrine fødte i Odense, døde som små og i 1747 døde hun selv kun 31 år gammel. I arien "Nu er jeg befriet fra Kierligheds Pagt" (Kroman 1, 193) har Stub givetvis kort efter dødsfaldet gjort en slags status over et ikke altid idyllisk ægteskab:

Nu er jeg befriet fra Kierligheds Pagt,
At slutte paa ny, bliver aldrig min Agt,
Den føder saa ofte en seylivet Harm,
Som sielden vil døe i en sukkende Barm.
Hvor fandt man et Par,
Hvis Glæde ey var
En Rose, som stikkende Torne dog bar?

Skiftet efter hustruen kaster lys over det propre, men fattige hjem: enkle møbler, lidt husgeråd og sengetøj og så var gælden i øvrigt ca. 55 rigsdalere "høyere og meere end Midlerne, saa bliver intet for Børnene at arve" (Kroman 2, 140-45). Hjemmet blev nu opløst og de to overlevende børn, Christine og Christian, sat i pleje hos slægtninge. Kort tid efter vendte Stub tilbage til Valdemarsslot som Niels Juels sekretær, bogholder og bibliotekar (på slottet opbevares endnu et katalog skrevet med Stubs hånd) og det er tydeligt, at hans levevis nu var endnu uregelmæssigere end tidligere og at ikke mindst drikkeriet tog overhånd. Stubs udgiver, T.S. Heiberg, har i et brev til Rasmus Nyerup givet flg. oplysninger om digterens andet ophold paa slottet: "Stub havde helst Omgang med Gaardens Betiente, med hvilke han øvede Spil og Drik, men i de kultiverede Selskaber kom han meest tvungen, fordi han behagede med sine Vittigheder, men sielden stod han ædru fra Bord, han kunde være fiin og gemen i sine Udtryk, ligesom han fandt Selskab til"(Birket-Smith, s. 336). Ifølge Heiberg tog Juel sig af Stub og skaffede ham efter svireturene nye klæder. Ligeledes lod han flere gange Stub ledsage sig, når han sent på sommeren rejste ind til hovedstaden på sit årlige, månedslange ophold for at besøge teatrene eller tilbringe tiden rundt omkring på Københavns forlystelsessteder.

Under sit andet ophold på Valdemarsslot var Stub produktiv som digter af arier og drikkeskåler ved fester. Han skrev også et lejlighedsdigt til en fest i anledning af kronprinsens, den senere Christian 7.s fødsel i 1749 og denne drikkeskål til en fødselsdagsfest på slottet (Kroman 1, 200):

Her er jo Fred?
Ja Fryd i Fred gav nu Signal,
Vi fyre med,
Og løsne vor Pocal.
Paa Vertens Fødsels-Fest,
Er denne Løsning best:
O! at han snese Gange faaer,
Et nyt lyksaligt Aar!

Endelig må fra denne tid også nævnes Stubs eneste udprægede erotiske kærlighedsdigt "Ey saa hvi tripper du saa fast" (Kroman 1, 220-21). Det menes skrevet i forbindelse med den begivenhed, der - som Hans Brix (Brix, s. 69) antager - har ført til, at Stub i efteråret 1752 måtte forlade slottet: uden for ægteskab fødte en tjenestepige et barn, som man formodede Stub var fader til; barnet døbtes 7. marts 1753. Dette er den episode Chr. K.F. Molbech benyttede i sit romantiske skuespil om digteren, Ambrosius (1877). Her bortvises Stub, fordi han har forelsket sig i baronens (dvs. Juels) datter.

Kort tid efter barnets fødsel flyttede Stub til Ribe, hvor flere af hans gamle studenterkammerater fra København nu boede. Deres beundring for digteren, der vel i begyndelsen af sit ophold - efter at rejsepengene fra Niels Juel var sluppet op - måtte leve af almisser og lån, var endnu levende og de skaffede ham 1754 en stilling som skoleholder for byens mere velhavende børn; nu omgikkes Stub - ligesom i Odense - på lige fod med byens mest indlydelsesrige borgere. Ribes andre skoleholdere, der mente at Stubs position var et indgreb i deres næring, klagede imidlertid til magistraten og til stiftamtmanden, kammerherrre Georg Frederik Holstein og efter to år måtte Stub give op. I en ansøgning til Holstein, dateret 5. juni 1756 (Kroman 2, 122-23), der ledsagedes af et digt, hvori Stub giver en oversigt over sit liv (se ovenfor), bad han denne om at give sin tilladelse til han kunne give "information for de Børn, der dog aldrig blive disse Skoleholdere betroede". Ansøgningen gav intet resultat og de sidste år af sit liv måtte Stub igen hutle sig igennem på bedste beskub. Alligevel var disse år frem til hans død i 1758 yderst produktive. Omtrent en tredjedel af hans religiøse digte stammer fra denne periode og giver på trods af hans fattigdom - ved Stubs død var værdien af hans jordiske efterladenskaber tretten rigsdaler - udtryk for en ukuelig optimisme: "Jeg er fornøyet med min Gud, / Han hielper mig af Nøden ud", skriver Stub i et af sine sene digte (Kroman 2, 105). Efter en længere sygdomsperiode døde han 15. juli 1758 og blev begravet tre dage senere på St. Catharine sogns kirkegård i Ribe.


1705 Født i Gummerup på Fyn
1725 Studentereksamen Odense
Teologiske studier i København uden eksamen
1728 Stub skrev sandsynligvis sit første digt; senere fulgte en række digte og arier, hvoraf kun seks blev trykt i hans levetid
1735 Gift med Mette Cathrine Schousboe
Landmand i Langsted på Fyn
1738 Måtte forlade gården; gik i tjeneste hos Niels Juel på Valdemarsslot, Tåsinge
1758 Død i Ribe
u_navi_footer.gif background_footer.gif logo_footer.gif

  Om Ambrosius

• Dåb, 17 Maj 1705, Køng Kirke.

Ambrosius blev gift med Mette Cathrine Schousboe, datter af Hans Nielsen Schousboe og Mette Cathrine Bering, den 17 Okt. 1735 i Verninge Kirke. (Mette Cathrine Schousboe blev født i 1716 i Verninge og døde den 13 Mar. 1747 i Verninge.)