Henri Lucien Erik Wenck

  Notater:

H.L.E. Wenck, Henri Lucien Erik Wenck, 7.6.1872-10.8.1933, søofficer. Født i Paris, død på Frbg., begravet i Kbh. (Garn.). W. blev 1888 kadet, 1892 sekondløjtnant i nåden, 1897 premierløjtnant, 1909 kaptajn, 1918 kommandør, 1929 kontreadmiral og 1931 viceadmiral. – Han tilbragte sin barndom i Frankrig og kom til Danmark 1884. Efter at være blevet søofficer gennemgik han Hærens officersskoles ældste klasse som videreuddannelse i artilleri 1893-96 samtidig med udkommandoer bl.a. i torpedobåde. 1898 var han på Island med krydseren Hejmdal, 1899 med panserskibet Iver Hvidtfeldt i eskadre og derefter med orlogsskonnerten Ingolf til Vestindien 1900-01. 1901 var W. adjudant hos eskadrechefen og samtidig chef for dennes flagskib kanonbåden Grønsund, 1902 næstkommanderende i kanonbåden Guldborgsund på fiskeriinspektion inden for Skagen, 1903 med krydseren Hejmdal og 1904 med kongeskibet Dannebrog. 1905–10 sejlede han som torpedobådschef sideløbende med tjeneste i marineministerens stab. Denne stab var en hjernetrust etableret af kommandør O. Kofoed-Hansen med den opgave at gennemføre studier over flådens stilling i det samlede forsvar med henblik på det arbejde der foregik i forsvarskommissionen af 1902. Tilknytningen til denne stab viser at søværnets ledelse allerede på dette tidspunkt var blevet klar over W.s strategiske begavelse og sømilitære evner. Som helt ung søofficer havde han taget ordet i Søelieutenant-selskabet og demonstreret sine meningers mod. 1897 kom den første artikel fra ham i Tidsskrift for Søvæsen.

Tjenesten som torpedobådschef inspirerede W. til en omfattende afhandling om torpedobådsangreb i Tidsskrift for Søvæsen 1908. Efter den russisk-japanske krig 1904-05 havde interessen for torpedobådsvåbenet været aftagende pga. de udeblevne resultater i denne krig med dette våben. W. lagde i afhandlingen op til en rehabilitering og nyvurdering af torpedobådens anvendelsesmuligheder. 1910 indleverede W. som prisspørgsmål til Søelieutenant-selskabet en afhandling om torpedobådens anvendelse i krig (publiceret i Tidsskrift for Søvæsen, 1913). For denne modtog W. som den første dette selskabs guldmedalje. Afhandlingen betegnedes senere som "en slags katekismus for torpedobådschefer og -officerer". 1910-11 var han derefter chef for torpedobådsflotillen og var i 1911 i Glasgow for at afprøve og hjemføre torpedobåden Søridderen. 1912-14 var W. chef for flådens stabs afdeling II og fungerede som stabschef ved flådens overkommando under hele første verdenskrig. Han udførte her et meget stort og kompetent arbejde der i øvrigt medførte at han tidligere end det var normalt avancerede til kommandør i 1918. Fra denne stilling gled han over i posten som chef for flådens stab der efter 1922 betegnedes som marinestaben. Denne post havde W. helt frem til 1931.I denne periode havde han udkommandoer som chef, således fx med kystforsvarsskibet Peder Skram 1920-21, med øvelsesdelingen 1926 og med eskadren 1926-30. 1921 var han Danmarks delegerede på konferencen i Geneve i Folkenes forbunds råd om Ålandsøernes neutralisering. S.å. var W. tillige udenrigsministeriets delegerede ved konferencen i Paris angående den dansk-tyske søgrænse og 1924 Danmarks delegerede på konferencen i Rom om begrænsning af sømilitære rustninger. Efter første verdenskrig stod W. som den samlende skikkelse blandt de danske søofficerer. I forbindelse med det arbejde der pågik i forsvarskommissionen af 1919 tog han initiativet til at Søelieutenant-selskabet manifesterede sig udadtil hvilket viste sig at få en vis politisk betydning for flåden ved gennemførelsen af den nye forsvarsordning 1922. W. understregede med held over for sine officerskolleger hvor vigtigt det var for politikere og befolkning at få indtryk af at de sagkyndige inden for det sømilitære område var helt enige. Enhver tendens til divergerende opfattelser ville blive udnyttet af politikerne. De politiske bestræbelser for at reducere de militære styrker kaldte ofte W. frem, og igennem 1920erne skrev han ofte om sømilitære emner i Berlingske Tidende. Da der i 1924 af den socialdemokratiske regering blev fremsat et direkte afrustningsforslag fik han atter Søelieutenant-selskabet til at markere sig offentligt. På W.s forslag udarbejdedes af et søofficersudvalg pjecen Flaade eller Søpoliti der udsendtes i begyndelsen af 1925. Forsvarsminister Laust Rasmussen, der var tiltrådt 1924, modarbejdede den siddende kommanderende admiral, viceadmiral H. Konow, og spillede bl.a. den i 1923 udnævnte direktør for marineministeriet H. Rechnitzer ud mod denne idet der i søværnsloven af 1909 var indbygget en permanent og uløselig kompetencestrid mellem disse to poster. Dels i kraft af sin stilling som chef for marinestaben, dels som følge af sin aversion mod den socialdemokratiske forsvarspolitik eller mangel på samme blev W. uundgåeligt involveret i disse trakasserier hvad der vel i virkeligheden var ham meget imod. Hans naturlige ståsted var ved siden af den kommanderende admiral, og forholdet til Rechnitzer udviklede sig ikke i gunstig retning selv om de begge var enige i det uheldige i at sideordne direktør- og viceadmiralstillingen. Rechnitzer og W. havde meget forskellige holdninger til den taktik der skulle anvendes over for politikerne. W. førte en klar og kompromisløs kollisionskurs hvorimod Rechnitzer var indstillet på at samle de ting der kunne opnås enighed om mellem de forsvarspositive og de forsvarsnegative partier i rigsdagen og så forsøge at bygge videre ud fra dette. I 1931 var W. designeret til at efterfølge den kommanderende admiral, viceadmiral G. C. Amdrup. Da Amdrup i efteråret d.å. fik en henvendelse fra venstrepolitikere om militærpolitiske drøftelser blev W. derfor inddraget i disse. 1.12.1931 blev W. viceadmiral. Venstrepolitikerne ville i et forsøg på at bremse afrustningstankerne blandt de socialdemokratiske og radikale politikere fremlægge et forslag til et så stærkt reduceret forsvar at det militære forsvar dermed var sikret gennem en accept fra disse politikeres side. Efter de første drøftelser nægtede W. imidlertid at være med til dette eksperiment da han mente at venstres intentioner ville medføre en faktisk afskaffelse af den danske flåde. Venstre, der uofficielt havde henvendt sig til Amdrup og W., henvendte sig nu officielt til Laust Rasmussen og anmodede om at W. blev stillet til rådighed ved den tekniske udarbejdelse af venstres militærlovsforslag. Denne ejendommelige fremgangsmåde reagerede W. naturligvis skarpt imod og nægtede at efterkomme ministerens ordre om at stille sig til rådighed. Resultatet af dette blev at ministeren i stedet beordrede Rechnitzer til at være sagkyndig for forslaget. At Rechnitzer efter omstændighederne ikke afviste denne ordre anså W. for en slags forræderi, en opfattelse der hurtigt bredte sig i det øvrige søofficerskorps. Det forslag som Rechnitzer udarbejdede efter venstres anvisninger blev bearbejdet af partiet til ukendelighed inden fremsættelsen. Alligevel blev det opfattet som Rechnitzers forslag. I forslaget var dog bibeholdt den længe ønskede sammenlægning af direktør-stillingen og viceadmiralsposten. Dette blev i den aktuelle situation udlagt på den måde at Rechnitzer herved havde skaffet sig selv en topstilling og udelukket W., men sagen var den at W. ved at gøre sig uvenner med politikerne havde afskåret sig selv fra muligheden for at få denne stilling som han havde været selvskreven til. Som følge af forsvarsordningens gennemførelse i marts 1932 blev W. derfor afskediget pr. 30.6. s.å. Han fratrådte reelt 31.3.1932 efter således kun at have været flådens chef i fire måneder. Fra 1.4. s.å. stilledes han til rådighed for forsvarsministeren og sendtes som delegeret til den internationale konference i Geneve vedrørende nedrustningsspørgsmål. Søe- lieutenant-selskabet havde under den hektiske debat i de første måneder af 1932 omkring det af venstre fremsatte forslag specielt vedrørende flåden kraftigt støttet W. der bl.a. tog aviserne til hjælp for at forklare sine synspunkter. Ved sin fratræden blev W. som en manifestation af denne støtte udnævnt til æresmedlem af Søelieutenant-selskabet. Kort efter sin fratræden blev han syg og døde efter langvarig sygdom. W. er formentlig en af de største personligheder flåden har haft i nyere tid. Han var en sjælden begavelse inden for såvel det strategiske som det taktiske område, ligesom hans kundskaber var meget omfattende inden for alle tilgrænsende områder. Han synes at have været i besiddelse af næsten alle menneskelige dyder. Han var et samlende midtpunkt for alle yngre søofficerer der nærmest forgudede ham. Han var principfast og kompromisløs logisk. I en kommission, hvor han var yngste officer og hvor de andre medlemmer søgte at presse ham til ikke at afgive særvotum, udtalte W.: "Jeg bøjer mig ikke for snore, men kun for argumenter". Pligt og ansvar var for W. ufravigelige og håndfaste begreber der var forbundet uløseligt med hinanden. Ved at nægte at gå på kompromis med politikerne om landets sikkerhed, ved at ofre sig selv for sine principper og ved sin tidlige død kom W. for søofficererne i mellemkrigsårene til at indtage en næsten martyragtig position og opfattedes som et symbol på flådens eksistenskamp.

Henri blev gift med Frieda Karen Cecilie Møller, datter af Edvard Heinrick Møller og Betty Oline Kathrine Ohlsson, den 7 Aug. 1926 i Skt. Marcus Kirke Frederiksberg. (Frieda Karen Cecilie Møller blev født den 17 Jul. 1892 i Trinitatis sogn København og døde den 22 Dec. 1982.)