Ruben Rasmussen

  Notater:

Graver ved Svindinge Langå Øksendrup kirker.

En historie fortalt af Cathe (min mor) til Ruben:
For 183 år siden snedkererede..
Min to gange tipoldefar Morten Nielsen. Denne standkiste..
Satte sit navn på forsiden og årstallet 1833
I mange år har den stået i en gammel fynsk bondegård ,"lykkemaegaard". I Sentved..
Det er stuehuset til den gård man ser, på sort/hvid fotoet.
Siden døde Morten Nielsen ..
Kisten kom nu op at stå i et lille husmandssted . 100 meter fra Lykkemaegaard ..
Hos Morten Nielsens søn.. Niels Mortensen..

(Den gamle mand med hestene på billedet ,Hans Mortensen, er bror til Niels Mortensen..)

Niels Mortensen får 6 børn.. Den yngste .... Min oldemor. Cathinca Wilhelmina Mortensen . Får kisten med sig efter sine forældres død.

Den rejser nu både til Ørbæk,Nyborg , til Sydtyskland og op til Norge. Videre over fjeld og vand til Sverrige ..
Alt dette er en anden historie.

Cathinca og hendes mand Karl Kristian får en datter i 1920.
min aldrig glemte mormor...

Hun fortalte mig:::
"Kisten ku jeg ikke li som barn.. Den var stor og mørk. Og peb når mor lukkede op for den"

"Da vi så i 39 skulle rejste til Danmark..
Så fik vi en godsvogn tildelt, den stod på et rangerespor inde på Skurup station.
Så flyttede de vort bohave med heste og vogn ind og læssede det i godsvognen.
Jeg tænkte .. At ALT det vi har , ka da umuligt være i en enkelt godsvogn ..
Men på afrejsedagen, fik jeg lov at kigge ind i vogen .....
og ha ha ha ha ha der stod alle vore ting og møbler, henne i den ene ende af vognen. Og kisten .. Den stod så lille bitte i den store vogn..
den som jeg alle dage, havde syntes var så stor og mørk og tung.

Nu skal denne fortælling jo også ha ende på..

Da jeg var barn stod den oppe i spisestuen..
Mørk var den og uhyggelig og ...... Lidt grim og mærkelig. Med sine store jernbeslag og kæmpe nøgle..
Nede i den lå gamle kørefrakker. Pelse. Cathincas violin som havde været hendes far Niels Mortensens.
Gamle skudsmålsbøger. Billeder og Dannebrog ..

Siden kom kisten igen ud at se verden.
Denne gang rundt i Danmark . Ikke altid en køn tur .
Den prøvede både at bo i en garage, og en hel vinter under en presenning på en terrasse i jylland..
Så fik den nok..
Nu bor den igen "hjemme" på østFyen..
På særlige dage, som til jul og andre dage . Ja som i lørdags til det årlige jagtselskab. Da kommer der grønt på toppen af den..
Det må man godt , selvom den er gammel..
man må godt sætte pris på den . Og håbe sammen med den at den aldrig mere skal ud at se verden . Nu må det være slut med at rejse ud når man er 183 år

En lørdag på Mosegaarden som jeg husker den:

..

En lørdag fra ende til anden , eller en anden dag.

Det varmt, det lørdag. Jeg sparker den store tunge dyne til side, og står op. Solen står allerede højt. Jeg ved dårligt hvad tiden er.
Hov, -den hvide blikpotte skal med ned og tømmes.
Det er midt i jordbærtiden og jeg spiser mere end mangejordbær hver dag. Så derfor en potte med op under sengen, om natten. Der langt ned til badeværelset forståes.
Jeg sover i karlekammeret.
Det fjerneste og mindste kammer i min morfar og mormors ellers for mig, store hus. Her er blomstret pastelfarvet tapet. Røde gardiner, og sengetæpper der passer til, men det bare fordi mormor har syet alle gardinerne fra mellemstuen om, til gardiner hertil og sengetæpper. Hun kan ikke lade være. Alt kan vendes og lappes og syes om og blive til noget nyt og andet. Morfars gamle arbejdsskjorter kan blive til nye havehynder, kitler bliver til forklæder, og dynebolster til bunden i hjemmesko. Ellers er her tre senge. En i hver side. Og en hvid " skubbe sammen" seng bag den jeg sover i.
Dette karlekammer er ellers det moster Randi og hendes mand John, sover i når de er her. Men de kommer først i morgen. Så indtil da bor jeg her. Jeg ligger helst i " mosters seng" fordi den dufter vildt godt af hendes hår på puden. Mormor skifter nemlig ikke altid, alt sengetøj når mostre og morbrødre har været nogle dage. Og moster Randi er fin og ren siger mormor, for hun bader hver dag. Så selvom mormor mener det der bad hver dag er noget pjat, er det alligevel godt nok , når det kommer til at vi så ikke behøver at skifte hendes sengetøj.

Jeg griber det lille korte messinghåndtag i døren og begynder vandringen ned igennem huset , spisestue , kammer , værelset bag køkkenet . Det knaser og lyder så sjovt når man går på gulvet her. Mormors symaskine har plads her. Dukkevuggen og dukkerne. Kasser med Anders and blade under det røde tæppe under divanen.
Her er halv mørkt selv på høje dag.
Det kæmpe kæmpe store bøgetræ lige uden for holder det skygget det meste af dagen.
Så igennem køkkenet , hvor skabet under vasken står pivåben , kompostspanden er væk, så er den gamle mormor nok gået ned i mosen og tømme spanden.
Øllebrød står på komfuret og siger plop plop ..
Radioen kører bag ved. Og døren står åben ud i brygset. Ja for sådan siger man her . Bryg-set.
Solen vælter ind i bryg-set ude fra.
Kejser. En gammel beskidt og snottet hankat, fuld af øjenbetændelse . Ligger på stenstrappen og spinder og mjaver og gir sig . Det ellers Teresas kat. Men han er over det meste af haven .
Jeg ka høre skridt omme fra hønsehuset. Nogen går på alje dækslet.
Lågen i raftehegnet ovre ved hug huset , går til sige og der står hun. Med den hvide kompostspand.
Hun er ikke ret stor . Hun er rund, armene tykke og med guldur på den ene. Og når hun smiler, er det over hele hovedet. Når hun griner , er det med gyngende bryster og hoppende mave. Når hun tar om mig, dufter hun af ELNET hairspray , Chanel 4711 men også af drueagurker og røget kød og kaffe og hvid håndsæbe og dild..
Altid - altid i kjoler. Med forklæder over. Hun er sunket ned. Blevet platfodet og har skarvanker og er slidt og skæv . Forklædet glider altid over til den ene side, men det fordi det ene bryst er større end det andet. Hun har fint fint hvidt englehår . Krøllet og børstet op. Hun har altid dobbelt perlekæde på. Hun synes hendes hals er lidt tyk, derfor altid en dobbelt perlekæde. Hun har dem i alle mulige farver , så de passer til kjolerne. De er af plastik tit. Men det ligemeget . For hun er MIN mormor og jeg elsker hende . At hun elsker mig har jeg aldrig været i tvivl om ..
" når der er du" mormor griner og ser på uret.
" der øllbrø te dig " siger hun , mens hun hanker op i spanden. Sætter krampen på lågen og går langs med hug huset og om til brygs- døren.
Mormor bliver sjældent gal eller vrøvlet.
Men her i baggården. Eller som morfar siger " ba gårt" . Da har man venligst at benytte sig af fliserne langs med gavlen af stuehuset og gavlen af hug huset .
Ikke noget med at skrå over fra brygs døren og skrå over gården til hug huset.
Og da slet ikke nu en lørdag morgen, hvor min sirlige, rolige og ordentlige morfar har hakket og revet " ba gårt", te søjd.

Efter morgenmad , dribler jeg ned igennem urtehaven og ned for at se om nogen af " Allans de tre mindste som morfar siger, er hjemme. Straks man kommer ind hos Karin og Allan , mødes man af lugten fra Allans staldtøj, og spændende dufte fra køkkenet , som Carry og hvidløg mm.
Jeg finder Alex i køkkenet , han sidder ved det kæmpestore køkkenspisebord.
"Jeg er ved at skrive hvad jeg ønsker mig til fødselsdag" proklamere han.
Om nogle uger har han fødselsdag. Men han får lov at fejre den i Ungarn.
Der tager hele familien nemlig ned , når de kommer tilbage fra landstævne..
Inde fra stuen høres snak. Man kan lige ane lidt af noget stort turbo permanentet hår , i Allans store sorte skrivebordsstol. På gulvet ligger et par højhælede hvide sandal lignende sko.
Det min tante Karins sutsko. Ja det kalder hun dem. Selvom sutsko i min verden og i alle andres verdner er noget komfortabelt sammendrag af hjemme og inde sko .
Men min tante er også fin. Hun er en sikker dame siger mormor . Og ved nok hvordan tingene skal være..
Stuen her er ganske anderledes end hos morfar og mormor.
Den ligner noget jeg har set i blade hos en skolevenindes forældre.
Man hører det samme musik her , både i stue og køkken. Når Lizette stopper en cd fra " The bodyguard" med Whitney Houston, i anlægget, der ligner forsiden af en racerbil og hedder B&O, kommer lyden ud af fine hvide højtaler, både i stuen og køkkenet. Ja og de må høre lige det musik de vil og har lyst til. Det må man ihvertfald ikke hjemme hvor jeg bor .
Karin drejer sig i den dybe læderstol, smiler til mig og på mit spørgsmål om hvor Teresa og Kenneth er , svarer hun at Kenneth er cyklet op til Daniel i Ørbæk.
Og Teresa er oppe på sit værelse.
På vej ud i den store Hall, og op af trappen , tænker jeg på at Kenneth sikkert er taget op til Ørbæk, for måske er Daniels søster Barbara hjemme.......
Teresa har travlt og vil ikke med ud.
Hun prøver at overbevise mig vigtigheden af , at hun for gemt div barbiedukker og tilhørende mænd af vejen.
For imorgen kommer moster Randi og hendes mand John og deres piger . Og når når kusine Elisabeth kommer , er Teresa ikke sikke på sine barbiedukkers fremtidige skæbne. Det har før inkluderet både brækkede ben og afklippet hår bedyrer hun , med store øjne .
Jeg går igen, tar lige i døren ind til Lizettes værelse, lidt længere nede af gangen. " GÅ VÆK" er det eneste der lyder derinde fra.

Telefonen ringer. Men mormor tar den ikke . Hun står i hvide træsko på henne ved køkkenvaske og skyller jordbær ..
"Venni er derinde" siger hun og nikker i retning af dagligstuedøren.
Så går dørhåndtaget , heeeelt ned. Og døren går langsomt op.
Og der , helt rolig og langsomt står min morfar. Han er ligeså slank og lige og høj som var han lige kommet fra ud fra session. Han har store mørke hornbriller på, men det nok Fordi han lige har siddet og skrevet eller læst noget inde ved sit skrivebord.
Han har mørke arbejdsbukser på , en ternet arbejdsskjorte og brillefutteralet i brystlommen. Han har mørkt hår der er redt over til den ene side . Og nu er det sommer og så vejer han 65kg . Fordi om vinteren hvor han" bare" sider inde og skræller æbler og passer fyret, da vejer han 70 kg. Han har mange gode synspunkter og meninger. Skade blot , at de nogle gange skal igennem den anden "vennis " sorterings central.
Men nu står han altså der på køkkengulvet i sine skind hjemmesko og med en konvolut fra Frørup Andelskasse i hånden, hvor han på bagsiden har skrevet noget.
Her i huset smider man intet ud, der kan bruges til noget andet og mere. Så alle konvolutter gemmes og genbruges til noteringsblok.
"Det var Karen der ringede" begynder min morfar, der hurtigt og resolut afbrydes af husfruen. " du ka ette tá til Ørbæk nou hvor , skjernboerne kommer i morgen"
Morfar lægger an til næste træk. " ja men jæ må dog ha nou benzin på bilen hvis vi ska te møø i morn".
Debatten ruller allerede lystigt . Jeg synes det sjovt . Min morfar med sit langmodige væsen og sin skjulte dagsorden, om at komme en tur til Ørbæk. Bruger nu moster Karen som våben for at nå sit mål.
Moster Karen er et andet og kapitel for sig.
Mormor kapitulerer og råber efter morfar da han trisser gennem bryg-set og ind i sovekammeret ." Du ka ette køre te Ørbæk i di bouser"
Jeg smutter ind i dagligstuen og via den ind i mine bedsteforældres sovekammer, hvor morfar er ved at skifte " bouser" hans ben er ligeså hvide som den undertrøje med knapper han har på.
Jeg vil mæ siger jeg.
"Ja da , selvfølgelig skal du da med". Siger morfar.
Ja men du skal sige det til mormor siger jeg, inden jeg smutter ud af sovekammeret ind i dagligstuen og igen ud af glasdøren, og ud i forstuen og ud til bilen.
Jeg lader bare som jeg ikke hører, mormor råber fra køkkenet i det samme.
Jeg VIL med til Ørbæk. For man kan risikere at komme med ind til Johanne, og da for man både sodavand og en femkrone . Og ude ved moster Karen må jeg godt drikke kirsebærvin, noget mormor ellers ikke vil ha jeg skal hjemme.

Morfar rusker op i alle mormors puder og hynder på passager sædet . Jeg stiger ombord i den guldfarvede opel rekord.
" husk lys og seler" en hvid konvolutbagside med rød kuglepenneskrift, limet fast med melklister til instrument bordet, minder morfar om at huske lys på bilen, og seler på. Den gamle Opel er fra 1972, og har derfor ikke automatisk kørelys. Et krav der kom til danske bilister i 1990.
Og selvom det er nogle år siden nu, ja så sidder den håndskrevne papirslap der endnu, omend noget falmet.
Hvorfor lave om på noget der fungere ganske udemærket .
Morfar strækker armene ud, trykker sig til rette i sædet og gir den gamle Rekord gas op ad grusvejen.
Det passer ham det her.
Åh frihed, og så på en lørdag, hvor der nok er flere folk i Brugsen.

Hvem man møder i Brugsen, hvad man køber her og hvad man alt kan se, og ske en lørdag formiddag i super Brugsen i Ørbæk.
Det må være at fortælle en anden dag. For vi skal være hjemme til "mijd".

Og hjem til middag, det når vi. I god tid . For her i huset skal man både ud og vaske hoved og hænder, og rede hår inden man spiser .
Det vil sige mormor klarer det med at børste håret, i køkkenet. Syv otte raske tag med en af børsterne , der ligger i en " aflagt" plastik flæskehak plastik bakke. Henne ved siden af spiralkogepladen . Alt imens hun kigger sig i den runde sorte spejl ved siden af komfuret.
Trækker forklædet på plads . Og så til bords .

"Tak jeeeeseus for disse gaver, og tak at du velsigner dem ahhmen." Det sidste sagt i små korte brud. Det er morfars uvigelige daglige bordbøn. Den falder altid, før det tre store hovedmåltider.
På mit spørgsmål for år tilbage, om hvorvidt vi ikke skulle Be bordbøn før formiddagskaffen, eftermiddagskaffe og igen til en " drov" aftenkaffe???
Som jeg eks kendte det fra Sønderjylland.
Sagde min altid snarrådige mormor
" nja kaffen har vi dog råå te enov"

Under middagsmaden lytter jeg til snakken om hvad vi har hørt, set og oplevet i Ørbæk i formiddag, hvem der nyligen er døde. Hvem der lige har forpagtet hvilken jord og hvor meget benzinen koster literen nu, hos Damgaard den ene og omme hos Damgaard den anden. Og om hvilke rækker jordbær mormor har besluttet skal plukkes i "ettmijd".

Siden venter opvask til mig, og eftermiddagssøvn for de to gamle.
Det foregår sådan, at de vælter ind i sengene , med forklæde osv på.
De sover i timer og atter timer..
Eller sådan føles det for en utålmodig sjæl som jeg.
Den hele Mosegaard er som uddød. Solen bager og der er varmt i alle stuerne . Her er stille og kedeligt. Jeg går op af grusvejen, lister langsomt forbi Allan og Karins hus.
Karin har forbudt os at hujje, larme, snakke, grine og cykle ude på grusvejen, under deres soveværelses vinduer i middags stunden.

Oppe ved grannerne ligger de grise der er døde , og som venter på at blive kørt på DAKA.
Tænk de kan blive så store og tykke, af at ligge her i sommervarmen. Blå er nogle ved at blive, andre grønne. Og alle de fluer her er.

Eftermiddagskaffen, den ber vi ikke bordbøn til. Men drikker den alligevel med velbehag. Og det gerne nede i " krogen" ved mosen.
Og det er ligesom om at så virker det hele igen. Alt kører videre . Middagsøvn og kaffe ovenpå gør noget ved de to gamle.
Så kan de køre resten af dagen.
Lige indtil morfar tænder op i fyret, ovre i hug huset . Så vi kan komme i bad. Alle skal i bad lørdag aften. Mormor skal ha vasket hår , ha det rullet op og i orden. For i morgen skal vi til " møø" .
Det faktisk bare gudstjeneste forståes. Altså inde i Annas Holms gade inde i Odense . I Evangelieforsamligen, som det hedder.
Det kan jeg fortælle om en anden gang. Om Gardar og Anna . Emanuel og Gudrun , søndagsskole . Om Marie Billesgade . Og kirken der ligner et stort tempel .
En anden gang må det blive.

Nu tilbage til mormor , der sidder med håret fuld af ruller og spoler, pakket ind i rødt flor og med hele denne herlige " krone" inde i en turkisfarvet tørrehjelm.
Hun sidder i morfars skrivebordsstol, med en krydser i familie journalen.
Her er hendes frirum. Ingen forstyrrelser . Her er ro , hun har "helle" her.

Siden venter aftensmad med brase kartofler,med løg i. Stærk ost og øl i kopper. Rigtig spegepølse og rugbrød fra den orange plastik bøtte .

Og så får jeg nattøj på.
Jeg henter jordbær nede i haven igen, for jeg ved ikke hvilken gang i dag.
Mormor kalder, vi skal efter mælk.
Ovre i Refsvindinge ved Jørgen Laursen . 5 liter i en lille hvid plastik spand.
Og siden en lille "bis tur" .
Om forbi Hans Eiler Bang . Og om af Longet hjem.
Hjem til jordbær med mælk og fløde, aftenkaffe , mannakorn, og tunge dyner.
Jeg ved ikke helt hvilken lørdag det mon ku være.
Men jeg ved dog , at det præcist var en lørdag.
For i morgen skal vi til Møø. Og det er ihvertfald altid på en søndag.