Kristian Andreas Laurits Rasmussen

  Notater:

1931, 25. juli, Hesselager. Kristian Andreas Laurits Rasmussen, Ungkarl, Kriminalbetjent, Helgolandsgade 14, København, født 2. april 1899 i Frørup
Sogn, Svendborg Amt, Søn af Arbejdsmand Hans Christian Rasmussen og Hustru Nielsine Kirstine, født Jensen af Hesselager By.
~ Ingeborg Ottilie Christiansen, hjemmeværende Pige, Defektrice paa Hesselager Apotek af Ny Hesselager, Hesselager Sogn, født 25. juli 1905 i
Hesselager Sogn, Datter af Brygger Hans Jørgen Christiansen og Hustru Karoline Frederikke, født Hansen af Ny Hesselager.
Vidner: Arbejdsmand Hans Christian Rasmussen af Hesselager By, og Brygger Hans Jørgen Christiansen af Ny Hesselager.

Kilde: Arkiv.dk
URL: https://arkiv.dk/vis/3765854
Tillid: Direkte og førstehåndsbeviser
Dato: 27. feb. 2019
Citat tekst:

Overbetjent Kristian Andreas Laurits Rasmussen blev i 1944-45 deporteret til Kz Neuengamme. Hans dagbog (se indhold) har i store træk været publiceret i Odensebogen 1990-1992.
Kilde: TV 2 Fyn
URL: https://www.tv2fyn.dk/artikel/kz-lejrens-gru-fanget-i-fynsk-dagbog
Tillid: Direkte og førstehåndsbeviser
Dato: 14. feb. 2019
Citat tekst:

https://www.dr.dk/nyheder/regionale/fyn/75-aar-siden-blev-det-danske-politi-arresteret-unik-dagbog-beskriver?fbclid=IwAR3nF_X9R312eYuA

Med livet som indsats skrev han, når ingen så det, notater i en dagbog han havde smuglet med sig. Overbetjent Kristian Andreas Laurits Rasmussen fra Odense skrev den 6. oktober 1943, mens han sad i kz-lejren Buchenwald i Tyskland:

"Rygter om, at ti amerikanske faldskærmsdivisioner landsat ved Düsseldorff, og at der skal være kommet Røde Kors-pakker. Hilst på Knud Jakobsen, Helge Hansen, Goltermann og Olesen, der er blandt københavnerne, og som alle er i stribede fangedragter med nummer."

- Det er et fuldstændig enestående dokument, fordi der er ingen andre, som vi kender til, som i Danmark har skrevet over seks-syv måneder en dagbog i en koncentrationslejr om fuldstændig nøgterne beskrivelser over, hvad der foregik, fortæller Jøren Thomsen, stadsarkivar i Odense, begejstret.

Hans hjerte banker for formidling i videst mulig omfang. Derfor er den historiske dagbog nu tilgængelig for alle, og ikke blot brugerne af Historiens Hus i det centrale Odense. Den er nemlig blevet en del af hjemmesiden www.arkiv.dk. Et landsdækkende initiativ, som Jørgen Thomsen sidder i bestyrelsen for.

- Vi tror, at adgang til at se kilderne direkte, de autentiske kilder, at det er med til at befordre interessen for historien, håber Jørgen Thomsen.

Den lille notesbog rummer næsten et halvt års optegnelser fra flere tyske koncentrationslejre. Foto: Morten Grundholm

Arkiv.dk er en stærkt populær hjemmeside, som Odense Stadsarkiv og 580 andre danske lokalarkiver bidrager til med billeder og andet materiale. Siden den gik i luften i 2015, har der været heftig trafik med 94 millioner sidevisninger. Nu er siden blevet udvidet med flere nye funktioner, der gør det lettere at søge i og læse alle kulturskattene – som eksempelvis politimandens dagbog.

- Vi har arkivmateriale af vigtig national betydning på vores lokale arkiv. Det findes ikke kun på Rigsarkivet. Det er herligt, at vi nu får chancen for at åbne for arkivets righoldighed, siger Jørgen Thomsen og tilføjer:

- Jeg går snart på pension. Her har jeg en del projekter. Et af dem er at skrive en bog med udgangspunkt i dagbogen. I den forbindelse søger jeg kontakt til L. Rasmussens søn, Ole Hans Rasmussen, der netop er fyldt 80 år og bor i delstaten Indiana i USA. Det kunne være interessant at høre, hvilken betydning farens ophold i kz-lejren fik, siger stadsarkivar Jørgen Thomsen fra Historiens Hus i Odense.
Kilde: TV 2 Fyn
URL: https://www.tv2fyn.dk/nyheder/14-02-2019/2200/2200-14-feb-2019
Tillid: Direkte og førstehåndsbeviser
Dato: 14. feb. 2019
Citat tekst:

TV 2 Fyns nyhedsudsendelse d. 14 februar 2019 indeholdt en flere minutter lang omtale af Laurits' dagbog fra Buchenwald som er gjort offentligt tilgængelig på arkiv.dk. Indslaget starter ved 6:20.






Jægerliv i Norge
Kriminalassistent i Odense


Fortælling fra Norge som jæger:
Jeg var ansat som jæger for firmaet Mads. A. Stang, der indehavedes af brødrene, ingeniør Mads V. Stang, Lier Gård pr. Granli st., og cand.jur. Ole A. Stang, Oslo, fra 6/5 1920 til 28/5 1924.

Brødrene ejede store skogsområder i Vinger fra Lier Gård til Vestmarka ind mod den svenske grænse. I området var der flere store søer: Beræiasjøen, Hauksjøen, Sigernessjøen, Svartbørjasjøen,Slabørjasjøen og en stor sø ved bopladsen Torsrud, samt andre mindre søer, bl.a Optjern ikke langt fra min bopæl, hvor jeg fangede ørreder.

Op til tjernet lå en fjeldtop, Stubbekølnberget, hvor der ifølge nogle naboer fandtes et gammelt bjørnehi, hvilket det efter stort besvær lykkedes mig at finde.

Heke området var ret ufremkommeligt, bortset fra om vinteren på ski, da det bestod af skog, fjeld og myr og uden veje.

En bror til mine 2 chefer var skibsreder i Oslo og ejede ligeledes store skogområder omkring sin gård Lunderbygård ved Skotterud, hvor der ogå var ansat en dansk jæger.

Fra Lier Gård og ind over mit område var der spredt bebyggelse. En ”vej” førte fra Holer, hvor der boede en forstmand, ind til Speismark. Her boede jeg alene i et hus kaldet Braaten, på kort anført som Tjernsli.

Fra Holer førte ”vejen” over Værhaug, Holersæteren til Speismark. Nærmeste naboer til Braaten var Sigerneslien og Vangen nær Sigernessjøen, hvor der boede en skovfoged.

Ind over området var der spredte bebyggelser: Hauklia, Nordset, Fåfenga, Olstad, Tobaksbråten, Steinbråten og Svartbørja. Længere sydvest Børja op til Børjasjøen, og på den anden side skogområdet kaldet Jaralden lå bopladserne Torsrud, Nygaard og Finholt m.fl. til Harstad og Vestmarka mod Sverrig.

Mine chefer havde jagthytter ved Braaten, Børja og Finholt.

Mit arbejde bestod i dressur og træning af hundene, af hvilke jeg som regel havde 6-8 stk. Hovedparten Pointere, en enkelt Engelsk Setter, et par Støvere, en Elghund og en Schäferhund til patrouillering efter krybskytter. Der var en speciel bygning til hundene med løbegårde, og jeg måtte sørge for foder til hundene.

I øvrigt havde jeg det fuldstændig frit. Mine chefer så jeg kun få dage i jagttiden. I høsten var de som regel på Rypejagt på fjældet. Jeg kunne gå på jagt, som det passede mig for at holde hundene i træning. Derudover skulle jeg sørge for at holde rovvildtet nede, ræve, høge, krager osv. Jeg tog ræve på saks og med gift, høge på såkaldte bulvansakse, og krager blev skudt for kunstig ugle.

Jeg kom til Norge den 6.maj, da det var vaar i Danmark. Efter jeg havde præsenteret mig i Oslo for Ole Stang, rejste jeg med toget til Granli st. hvor jeg blev modtaget af min fætter, som jeg skulle afløse. Jeg havde ikke set ham før, men det var ikke vanskeligt at få øje på ham på den lille station. Han stod der stor og kraftig i jagttøj med bøsse, rygsæk og 2 hunde.

Jeg havde kun almindelige spadseresko på fødderne. Han kiggede på dem og spurgte, om jeg ikke havde andet fodtøj med. Det havde jeg ikke, for det var blevet eftersendt i min baggage. Nå sagde han, det går vel, for der er jo både is og sne og smeltevand på turen op.

Det var der også, og det var tillige halvmørkt og tåget, og jeg måtte springe fra sten til sten opover. Jeg lovede højtideligt mig selv at rejse hjem igen den følgende dag.

Den følgende dag så det hele anderledes ud, og heldigvis skulle min fætter og hans hustru og deres lille nyfødte pige ikke rejse før sidst i måneden.

I begyndelsen var der dog noget ensomt. Jeg var lige fyldt 21 år. Efterhånden fik jeg mange gode venner. Spiste når jeg var hjemme varm mad hos naboens på Sigerneslien, men sørgede ellers selv for husholdningen. Lørdag em. på indkøb i Kongsvinger. Der kunne være 3 flasker petroleum ( parafin ) i lommerne på Berganmeisrygsækken til belysning. Men turen kunne være streng nok om vinteren på ski over skogen, hvis der var tøsne.

Jeg fik en god ven, Gunnar Holst, der var førstemand på Jernbanernes Forbruksforening i Kongsvinger, og han var så godt som hver Week-end med op lørdag aften, og foblev gerne til søndag aften eller mandag morgen. Naboens på Sigerneslien havde to flinke og søde piger i Oslo, og vi var altid sammen på ski- og fisketure, når de var hjemme på ferie eller besøg.

Den første vinter var jeg selvfølgelig til stor moro for andre, når jeg fik ski på, men efterhånden gik det da så godt, at Gunnar Holst afslog en konkurrence, for det var jo flovt, hvis en nordmand ikke kunne klare sig på ski overfor en sølle dansker.

Der var spiritusforbud i Norge dengang, og mange fremstillede selv sprit. En dag erfarede jeg, at en dansk dyrlæge havde nedsat sig på Kongsvinger, og han var svært flink til at skrive recepter på sprit til kreaturvask.Jeg opsøgte ham og fortalte om mine hunde, som jeg skulle have vasket. Ja, der skal jo meget sprit til så mange hunde, sagde han, men om jeg ikke nok foreløbig kunne nøjes med tre flasker. Det kunne jeg nog, og jeg fik en recept på 3 flasker sprit. Jeg ilede op på Kongsvinger Apotek og afleverde recepten. De havde udsolgt for sprit, sagde man, men om jeg ikke kunne bruge cognac eller whisky i stedet. Det kunne jeg selvfølgelig, og jeg fik 3 flasker, som jeg må tilstå, at hundene blev snydt for. Det gik selvfølgelig ikke i længden med denne flinke dyrlæge. Han blev både straffet og udvist.

Jeg besøgte af og til kollegaen og hans hustru på Lunderbygård, hvilket om sommeren foregik på cykel ad landevejen fra Lier til Skotterud, og om vinteren på ski over skogen.

Under ophold som fange i koncentrationslejren ”Buchenwald” under den tyske besættelse, stiftede jeg bekendtskab med 2 norske studenter, Reidar Gjems fra Kongsvinger og Kaj Mohr fra Thorsø Herregård ved Frederiksstad. Det helt utrolige var, at Reidar Gjems og hans forældre kom sammen med min gamle chef Mads Stang.

Vi, min kone og jeg og vor søn Per og hans kone besøgte mit gamle distrikt i maj 1969. Sikken en forandring. Næsten alle var rejst fra Speismark, og de tomme huse stod tilbage. Nu var der bilvej helt frem til Børja. Vi fik fortalt, at der under besættelse af Norge gik en flygtningerute fra Kongsvinger over Ralien til Speismark tæt forbi min gamle bopæl, og videre over skogen til Sverrig.

Det var en meget stor oplevelse at besøge Norge igen. Vi havde en dejlig tur i bil gennem Sverrig både på ud- og hjemturen, og jeg tror nok, at jeg har efterladt en del af mit hjerte i Norge.

Odense, den 16. marts 1976.

L. Rasmussen
Kriminalassistent

  Om Kristian

• Dåb, 11 Maj 1899, Taarup kirke.

Kristian blev gift med Ingeborg Otilie Christiansen, datter af Hans Jørgen Christiansen og Karoline Frederikke Hansen, den 25 Jul. 1931 i Hesselager kirke. (Ingeborg Otilie Christiansen blev født den 25 Jul. 1905 i Hesselager og døde den 23 Nov. 2002.)