Marius Pedersen

  Notater:

Entreprenør Marius Pedersen Født 3.6.1892 Død 20.12.1985
Da Marius blev født, stod der ikke skrevet, at han ville blive grundlægger af det, der i dag er en stor international miljøvirksomhed. Hans barndom var ikke anderledes end den tids typiske, hvor børnene tidligt blev sat til at arbejde for føden.
Nogen egentlig uddannelse var der ikke ra°d til. Tanken var vel, at han med tiden skulle overtage forældrenes uldspinderi, men som Marius har fortalt: ”Nu ville folk ikke længere ga° i dansk klæde, nej, det skulle være engelsk klæde”.
Den stigende motorisering i begyndelsen af 1900-tallet stillede krav om bedre veje, og her fandt Marius den niche, hvor han kunne udfolde sin iderigdom.
Han udviklede og byggede vejmaskiner, hele tiden med det for øje at opna° størst mulig jævnhed pa° vejene
Verdens første 3-valsede tromle Stampemaskinen
Marius var et nøjsomt menneske, for hvem pligt, tillid og ansvar var nøgleord. For sin egen person stillede han ikke store krav, og i virksomheden lærte man, at alt kunne og skulle genbruges, her var ingen smide væk mentalitet.
Marius gik ikke klædt som en fin direktør, men mødte punktligt i arbejdstøjet om morgenen og deltog i det daglige arbejde.
Netop tøjet og nok ogsa° hans fuldskæg har givet anledning til talrige anekdoter om forvekslinger. Forvekslinger, som Marius helt sikkert selv har moret sig over.
Det siges, at han engang er blevet nægtet adgang pa° Grand Hotel i Odense, hvor tjeneren troede, han var en vagabond og derfor forklarede Marius, at det ikke var et sted for ham. Marius gik da uden at protestere til Missionshotellet, ringede til stadsingeniøren, som han skulle til møde med, og bad ham komme der i stedet.
Marius viste sine ”drenge” stor tillid. Fik man en opgave, havde han tillid til, at opgaven blev løst tilfredsstilende med sund fornuft og praktisk sans, eller han kunne sige: ”Du har jo læst, sa° det ma° du da kunne klare”. Var kvaliteten alligevel ikke i orden, blev kritikken givet med ironi og et lunt glimt i øjet.
Var der ujævnheder i vejen, kunne der falde bemærkninger som: ”Vil I holde ællinger i det hul?” eller ”Hvem skal sidde pa° den knold?”.
Som energikilder havde Marius i mange a°r ba°de vindmølle og vandmølle. Kort efter anden verdenskrig skulle han søge
Vareforsyningsdirektoratet om dieselolie til sit elektricitetsværks motor. Pa° ansøgningsskemaet havde han korrekt oplyst om andre energikilder: Vandmølle og vindmølle.
Direktoratet svarede med et spørgsma°l om, hvor meget elektricitet han forventede at producere pa° vandmøllen og vindmøllen.
Marius svarede med vanlig ironi tilbage, at det ville han gerne oplyse, hvis det ærede direktorat ville fortælle ham, hvor meget vand, der ville løbe i a°en, og hvor stærkt det ville blæse.
Derefter fik Marius sin ønskede dieselolietildeling.
Som nævnt mødte Marius punktligt pa° arbejdet om morgenen og forventede, at de ansatte gjorde det samme, men skete det, at en sov over sig og kom lidt for sent, blev det blot kommenteret med ”Jamen, de har da vel ikke taget dig for tidligt op.”
Marius interesserede sig ærligt for de ansattes vilka°r, ba°de arbejdsmæssigt og privat. Han brød sig bestemt ikke om rygning og havde den holdning: ”Hvis det havde været Vor Herres mening, at vi skulle ryge, havde han udrustet os med en skorsten”.
Det var vigtigt for Marius, at virksomheden ville køre videre og fortsat være en god arbejdsplads, na°r han en dag ikke var mere.
Derfor traf han i 1972 beslutning om at overdrage sin personligt ejede virksomhed til en Fond – Entreprenør Marius Pedersens Fond - med det primære forma°l at sikre virksomheden som arbejdsplads for de ansatte.
Den fremsynede beslutning betyder, at de menneskelige værdier, - pligt, tillid og ansvar - som Marius stod for, aldrig er blevet glemt, men lever videre i ba°de virksomhed og Fond.
Kirsten Møller.