Claus Frees Hornemann

  Notater:

Stilling : Prof. Dr. theolog.

Noter : Horneman, Claus Frees, 1751-1830, Theolog, Søn af Kjøbmand Wilken H. og Birgitte f. Hincheldey, blev født i Næstved 17. Febr. 1751. 9 Aar gammel kom han i Herlufsholm Skole, hvorfra han 1766 blev dimitteret til Universitetet. 2 Aar efter underkastede han sig den theologiske Embedsexamen, og 1770 rejste han, paa det Rosenkrantzske Stipendium og med Understøttelse fra sit Hjem, sammen med den senere Højesteretsassessor F. G. Sporon til Gøttingen, hvor han en kort Tid var sammen med N. E. Balle. I Gøttingen tilbragte han 3 Aar, i hvilke Walch og Heyne og især den berømte Orientalist J. D. Michaelis bleve hans Lærere. Saa snart han var kommen hjem, blev han Alumnus paa Borchs Kollegium og Decanus paa Klosteret, og som saadan holdt han private Forelæsninger over østerlandske Sprog og Indledning til det gamle Testament. I Gøttingen havde han udgivet 1. Del af en Undersøgelse om Philos Forhold til Septuaginta, og dette Arbejde, der blev fortsat efter Hjemkomsten, skaffede ham Guldbergs Beskyttelse. 1775 modtog han af Kongen Sølvmedaillen , Aaret efter blev han extraordinær og næste Aar ordinær Professor i Theologien. Som extraordinær Professor faldt det i hans Lod at gjøre Udkast til det theologiske Fakultets Betænkning over Goethes , i Følge hvilken Bogen blev forbudt som et Skrift, der bespotter Religionen og besmykker Lasten. Da han var bleven ordinær Professor, udgav han, som Prøve paa en ny Oversættelse af det gamle Testament, en Fordanskning af Profeten Micha (1777), til hvilken der var føjet en og en kort Udlæggelse, der gik ud paa at frakjende denne Profeti dens messianske Karakter. Umiddelbart efter maatte han -- under Guldbergs Tryk, mente man -- udgive et , i hvilket han udtalte, at han var bleven overbevist om Rigtigheden af den messianske Fortolkning af Micha 5, 1 f. Efter Guldbergs Fald kunde han med større Dristighed udfolde de rationalistiske Vinger, og kaade Ytringer fra hans Forelæsninger løb Byen rundt. Michaelis, der efter Joh. v. Müllers Sigende , var hans Forbillede, naar han stod paa Kathedret. Af Salmerne beviste han, hvor godt Gud kan ride, og det endog paa Skyer; han talte om, at Apostelen Paulus , og ved Examensbordet kunde han udbryde: H. var en fuldblods Rationalist. For ham var Christus, ligesom Socrates, et af de udmærkede, overordentlige Mennesker, Forsynet af og til opvækker, og som, selv besjælede af ophøjet Iver for Sandhed og Dyd, vove og opofre alt for at gjøre deres, af Sanselighedens Magt beherskede Medmennesker opmærksomme paa deres sande Menneskeværd. Denne Opfattelse af Christus som en hebraisk Socrates søgte han at støtte paa det nye Testament ved Brug af en saakaldt Fortolkning og ved rigelig Anvendelse af det rationalistiske Husraad at lade det, der ikke stemmede med hans , være sagt .
En tidlig indtraadt Døvhed udelukkede H. fra Paavirkning af Omgivelserne, og hans voxende Sans for Landvæsen og Havebrug drog ham bort fra grundige Studier. Han kom snart til at staa som fremmed i sin Kreds, og da den nye Tid brød frem, følte han sig uhyggelig berørt af, hvad han kaldte dens Mystik og dens Fanatisme. 1821 advarede han -- over for den Schellingske Naturfilosofi -- mod Fantasiens Misbrug, og da han 3 Aar senere, efter en Forelæsning i Regenskirken, havde haft et Sammenstød med J. Thisted, klagede han til Kancelliet over de fanatiske Præster, der begyndte at forføre Folk ved mystiske Lærdomme; 1825 oplevede han endelig, at Rudelbach ( II) brød Staven over hele hans Fortolkningskunst. Men Rationalismens Tolerance bevarede han til det sidste. Da Grundtvig 1810 fik den bekjendte Irettesættelse af Konsistorium (VI, 234), trøstede H. ham i Studiegaarden med, at det ikke var gaaet Langebek bedre, og senere, da Rudelbach vilde udenlands, stemte han for, at den unge Mand skulde have Rejsestipendium, fordi han ikke alene var en Mystiker, men en dygtig og flittig Gransker. H. var gjentagne Gange Universitetets Rektor, saaledes baade ved Universitetsjubilæet 1779 og Reformationsfesten 1817. Ved den første Lejlighed erhvervede han sig den theologiske Doktorgrad, ved den sidste modtog han Danebrogsordenens Kommandørkors. 1822 fik han Rang med Biskopper, og 1826 højtideligholdt Universitetet hans 50aarige Embedsjubilæum. 1777 havde han ægtet Oberstlieutenant Cranes Datter Helene Elisabeth, der døde 1823. Selv døde han som Universitetets Senior 11. Febr. 1830.
Erslew, Forf. Lex.
Fallesen, Mag. f. Religionslærere IV, 607 f.
Nyt theol. Bibl. XI, 57 f. og XVIII, 334 f.
Fr. Nielsen.

Claus blev gift med Helene Elisabeth Crane den 17 Feb. 1777. (Helene Elisabeth Crane blev født i 1753 og døde den 17 Sep. 1823.)