Marsk Stig Andersen Hvide

  Notater:

Marsk, Erik Klippings marsk 1275 - 1283, dømt fredløs 1287 for mordet på Erik Klipping, Herremand og Rigets Marsk, Anfører; Fredløs efter Kongemordet i Finderup Lade !!, Herremand og Rigets Marsk

http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Samfund,_jura_og_politik/Myndigheder_og_politisk_styre/Marsk/Stig_Andersen_Hvide

Om S.s Fader vide vi intet; det er sandsynligt, at Familiens Ejendomme især have ligget i Åabo Syssel. S. https://da.wikipedia.org/wiki/%C3%85bosyssel

http://www.kulturarv.dk/1001fortaellinger/da_DK/helgenaes-kirke/stories/jagten-paa-marsk-stigs-grav

http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_geografi/Danske_sm%C3%A5%C3%B8er/Hjelm

til Tygestrup (Kongsdal, Merløse H.), Eskebjerg (Bjerre H.), Møllerup og Bjørnholm (Sønder H. Dyrs), Bjørnkjær (Hads H.?) m.m., var 1275 marsk og anfører for den til Sverige sendte hær, 1284 en af voldgiftsmændene i trætten om arven efter kong Erik Plovpenning, dømtes 1287 fredløs som medskyldig i kongemordet i Finderup Lade, flygtede til Norge, og fejdede herfra mod sit fødeland, indtog 1289 Samsø og brændte Taarnborg og Skælskør, byggede 1290 borgen på Hjelm.

http://www.danbbs.dk/~stst/slaegt_adel/hvide_marsk_stig.htm

S 227-28 nr a. rd Stig Andersen (Hvide) (-1325-1369) til Bjørnholm mm Før sin død udstedte han et gavebrev: Antvorskov Kloster skal have Tygestrup, alt hans gods i 'Wlszuigh, i Ølckennstrup og i Sibberup, til mine forældres, min hustrus og mine børns sjæles saligheds trøst'. Hvorpå han opregner dem. Brevet er dog dateret 12 år efter hans død: 10 el 27 mar 1381 i Ringsted. Kilde: Danmarks Breve fra Middelalderen, bd. II, side 74.

http://www.visitdjursland.com/marsk-stigs-gamle-borg-moellerup-gods-djursland-oestjyllnd-gdk605935

Hvide, Stig Andersen, - 1293, Marsk, hørte til den mægtige Hvide-Slægt, der i det 13. Aarhundredes Slutning fik en saa indgribende Indflydelse paa vort Lands Skæbne. Om S.s Fader vide vi intet; det er sandsynligt, at Familiens Ejendomme især have ligget i Aabo Syssel. S. var Marsk og Hærfører, da Erik Glipping 1275 sendte en Hær af Ryttere og Fodfolk til Sverige for at hjælpe Birger Jarls Sønner Magnus og Erik i deres Kamp mod Broderen Kong Valdemar; efter at de forbundne havde sejret over Bondehæren ved Hofva i Vestergøtland, maatte Valdemar flygte og blev snart efter taget til Fange. I det følgende Aar viste S. det første trodsige Skridt over for Kong Erik, i det han paa Danehoffet i Nyborg vægrede sig ved at aflægge Hyldingsed til hans unge Søn Erik, hvad dog Landets øvrige Stormænd havde indvilliget i. Imidlertid beholdt S. sin Stilling som Marsk, uagtet han utvivlsomt var en af Hovedmændene i det politiske Parti, der i de følgende Aar søgte at aftvinge Kongen Forfatningsbestemmelser, som kunde sikre Landet et mere lovbundet Regimente. Da Spændingen var paa det højeste i Foraaret 1282, gav Kongen efter og udstedte de betydningsfulde Forpligtelsesbreve af 19. Marts og 29. Juli, til hvilke 2 Aar senere nogle vigtige Anordninger sluttede sig. S. valgtes i dette Aar (1284) til at være en af de 11 Voldgiftsmænd, der skulde afgøre Tvistemaalene om Delingen af Arven efter Erik Plovpenning. Da myrdedes Kong Erik St. Cæcilie Nat (22. Nov.) 1286 af en Skare formummede Mænd i Finderup Lade. Rygtet tvivlede ikke et Øjeblik om, at S. var en af Gerningsmændene. Paa Danehoffet i Nyborg ved Pinsetid 1287 dømte et Nævn paa 3 Tylvter - kun nogle faa svore ikke med -, at Grev Jacob af Halland, Marsk S., Niels Hallandsfar, Peder Porse, Rane Jonsen og 4 andre vare skyldige i Mordet; de erklæredes fredløse og deres Gods forbrudt. Denne Dom stadfæstedes af Ærkebispen og samtlige Bisper, senere af Kong Rudolf af Habsburg. Da Dommen optoges til ny Prøvelse 1305, blev det erkendt, at der ikke var Bevis for, at S. personlig havde været i Finderup Lade, men i øvrigt ændredes intet i Domsresultatet, i det S. vitterlig nok havde været en af Hovedmændene for Kongemordet. Imidlertid vare de fredløse flygtede til Norge, hvor Kong Erik Præstehader tog dem i sin Beskyttelse (1287). Med norsk Hjælp og støttet af enkelte Partifæller i Danmark begyndte S. Krigen imod sit eget Land. Middelfart og Hindsholm vare de første Punkter, der stode i Flammer, snart efter gik Togtet til Jylland (1288). Erik Præstehader sejlede 1289 med en Flaade ned i Øresund, brændte Helsingør og lagde sig foran København; med en Del af Styrken drog S. imidlertid her fra til Samsø, hvis Borg han indtog, derpaa til Store Bælt, hvor han brændte Taarnborg og Skjelskør. Ogsaa Nykøbing paa Falster blev hjemsøgt, og i Forening med Kongen plyndrede S. de sydlige Øer. Skrækken havde i den Grad lammet Folket, at S. uhindret kunde bygge sig et fast Røverskjul paa Øen Hjelm (1290) og Grev Jacob en lignende Borg paa Hunehals i Nørrehalland; begge Besiddelser erklæredes for norsk Ejendom. Fra disse faste Punkter førte de fredløse i en Aarrække Krigen mod Danmark. Men S. døde allerede 1293; efter en Tradition fra en senere Tid førtes S.s Lig hemmelig til en Kirke paa Hindsholm. De historiske Kilder ere saaledes knappe i alt, hvad de meddele, og mærkelig tavse om mange Forhold, uagtet disse Begivenheder vare saa betydningsfulde i vort Lands Historie, og S. indtog en Hovedstilling i Bevægelsen mod Kongehuset. Til Gengæld har Folketraditionen tegnet en lyslevende Skikkelse af den stolte Marsk. Der er ikke paa vort Modersmaal blevet digtet skønnere Sange end de Folkeviser, som i uforgængelige Billeder berette om S.s blodige Gerning og Landets Tilstand paa de lovløse Tider, da , da , og . Medens Marsken var i Leding, saaledes fortælle Viserne, tog Kongen hans skønne Hustru med Vold; ved S.s Hjemkomst vovede hun ikke at gaa ham i Møde og tilstod, at hun var . Hun ægger ham til Hævn, og S. undsiger Kongen. Mordet i Laden skildres i gribende Scener, Marsken drager derpaa til Kongsgaarden og forkynder aabent sin Daad, der har hans Forvisning til Følge. Som alt sagt nævnes i de historiske Aktstykker, der omtale Mordet, og i andre samtidige Kilder alene politiske Grunde til Sammensværgelsen, og der ymtes end ikke noget om et saadant personligt Motiv for Hævn. - Nogle Viser fortælle om, hvorledes S.s unge Døtre sørgmodige drage fra Land til Land for at søge Beskyttelse; dette lader sig ikke bekræfte af andre Kilder. Af en pavelig Bevilling fremgaar i øvrigt, at en Mand, Johannes Esre, havde for at udjævne en Familietvist mellem sin og S.s Slægt trolovet sig med en Datter af S.; da hun døde, ikkun 12 Aar gammel, blev det Johannes tilladt at ægte en Søsterdatter af S., Inge. Mulig har Nordmanden Hakon Thoresen været gift med en Datter af S. 1309 gjengav Kong Erik de fredløses Hustruer og Børn deres Gods, imod at det blev solgt, og de selv opholdt sig uden for Riget.

Suhm, Hist. af Danmark X, XI. Munch, Det norske Folks Hist. IV, 2. Grundtvig, Danmarks gl. Folkeviser III. Jørgensen, Bidrag til Nordens Hist. i Middelald. S. 113 f. J. Steenstrup, Vore Folkeviser S. 262 f. Hist. Tidsskr. VI, 452 f.; 4. R. IV, 90 f. Ny kirkehist. Saml. III, 390. Archiv f. nord. Filologi IX, 219 f.

Marsk blev gift med Ossa Nielsdatter. (Ossa Nielsdatter blev født i 1230 i Kongsdal Undløse sogn.)