Sarah Henriette Schousboe Heiberg

  Notater:

Adoptivdatter af Fru Heiberg. Født Haverkamm

Utdrag fra Johanne Luise Heiberg: "Et liv genoplevet i erindringen" Bind IV, 1856-82 om da Sarah og søstrene kom for oppfostring:

I samtalens gang sagde hun: >Også jeg er i dag ganske bedrøvet ved tanken om tre stakkels småpigers skæbne ovre i Vestindien, som har mistet deres moder, en stakkels kvinde, der i sin tid blev svigtet og forladt af en mand, som er disse børns fader, men som selv nu er så svagelig, at han kan dø, hvad øjeblik det skal være. Falder han også fra, hvad bliver der da af disse tre stakkels børn? Han er dansk, og en ven af ham her fortalte mig, at han agtede at sætte dem i kost et steds her i landet, men dør han, og hans understøttelse til dem falder bort, hvor skal da de arme børn hen?< Hun vedblev: >Jeg har aldrig kendt moderen, men hun roses meget; faderen har jeg set nogle gange hos hans ven, når han på gennemrejse til England besøgte ham. Den ældste pige skal være 7 år, så kommer en på 5 og en på 4 år. Disse børns skæbne kan jeg ikke få ud af mine tanker.<

----

Den 18de maj om eftermiddagen i et dejligt solskin kom børnene ind ad døren, ledsaget af deres faders ven. Med lynets hurtighed kastede jeg mine øjne på disse tre, der herefter skulle være bundne til mig. At de var hvide og ikke >sorte< samt blonde af hårfarve, beroligede mig straks. Jeg havde bedt deres fader om at sende deres dåbsattester med, disse blev mig nu overleveret, og her erfarede jeg for første gang, at den ældste hed Sarah, den næste Lelia og den yngste Anna. Som tre forknytte, forpjuskede fugle krøb de små stakler sammen ved døren. Den ældste slyngede sine arme beskyttende om de to mindre; den lille Lelia så ud som et lille vissent, bøjet strå, bleg og sart. Senere hørte jeg, at hun nylig havde gennemgået en svær sygdom.

Den lille Anna så lidt mørk ud, og derfor tiltalte jeg hende først: >Kom du kun hen til mig, min lille Anna!< Jeg satte hende på mit skød og søgte at formilde hendes noget trodsige mine, hvilket hurtigt lykkedes mig. Til den ældste, Sarah, der syntes mig at se noget sværmerisk ud, sagde jeg: "Du holder vist af blomster; gå hen ved havedøren og se ud, så skal du se, hvor mange dejlige der står derude.< Tavs tog hun Lelia ved hånden, og de lod til at have stor glæde af at betragte alt i haven, medens jeg, så godt jeg kunne, fortsatte min samtale med Anna på engelsk, som jeg havde lagt mig lidt efter, da de kun talte dette sprog. Anna og jeg blev meget hurtigt gode venner, og jeg så, at smilet klædte det lille ansigt langt bedre end det alvorlige, trodsige udtryk.

Efter en halv times tid forlod deres ledsager os, idet han sagde til mig: >Jeg tror vist, at det er gode og intelligente børn, så vidt jeg i disse dage har kunnet bemærke, [så jeg håber, at De ikke vil komme til at fortryde, at De har antaget Dem disse moderløse og,< tilføjede han med et suk, >tildels også faderløse børn.<]

Efter hans bortgang gik vi nu alle ned i haven, der lod til at glæde børnene, så de hurtigt blev fri og ugenerte. Jeg fortalte dem nu, at jeg hed Johanne, og bad dem kalde mig således. (Jeg vovede endnu ikke at tilegne mig det betydningsfulde navn moder.) Plukkede jeg en blomst og rakte dem, kom de lidt efter hen og sagde: >Nej, den skal lady Johanne have.< Da vi atter stod oppe i værelserne, førte jeg dem hen til Heibergs buste og fortalte dem, at med denne mand, der hed Johan Ludvig Heiberg, havde jeg i mange år været forenet, at han havde været så god, og at jeg holdt så meget af ham, men at han nu var død. De så med stor opmærksomhed på busten, og den lille Anna, som jeg havde løftet op på armen, for at hun bedre kunne se den, klappede den så kærligt med sine små hænder, hvilket ret frydede mig i hjertet. Således gik dette første møde fortræffeligt. - >Nu kommer det an på,< sagde jeg til min pige, >om de ikke vil briste i gråd, når de ikke får lov til at komme hjem igen til den sorte pige, men ser, at de skal blive her.< Men da vi henad aften førte dem ind i deres sovekammer og var fuldt beredte på en lille grædescene, overraskedes pigen og jeg ved, at børnene alle tre blev som ellevilde af glæde og lystighed, hjalp selv med at tage deres tøj af, og da de stod i deres små, hvide natchemiser, hoppede de omkring i stuen på bare fødder, medens de små tunger i latter og lystighed pludrede en mængde engelsk, som ingen af os forstod, og så ofte vi bar dem op i sengen, hoppede de leende ned igen for at fortsætte lystigheden. Den alvorlige


Sarah Henriette, eldste av tre døtre i et illegitimt forhold mellom P. W Schousboe og Sara Haverkam på St. Croix. Etter morens død ble hun 7 år gammel sammen med søstrene brakt til København og oppfostret av den kjente skuspilleren Johanne L Heiberg, som barna etter adopsjonen fikk etternavnet til.

Sarah var ikke til at genkende; hun hoppede frem og tilbage i sengen, sang engelske folkeviser, og når visen var ude, råbte hun så højt hun kunne: >Hurra for lady Johanne!< - >Hurra for lady Johanne!< gentog de to mindre, så min pige var nærved at kvæles af latter over denne uventede scene. Og jeg lo med tårer i øjnene, gik omsider selv til ro, og i min aftenbøn takkede jeg Gud, der havde sendt mig disse tre, bad ham antage sig disse mig alt så kære børn, der som en forårsluftning, en solstråle, udbredte nyt liv i hjemmets ensomhed, - og jeg sov glad ind.

Da jeg næste morgen mødte mine tre ved frokostbordet, kom de mig alt så kærligt imøde, som om de havde kendt mig i mange år. Ved Heibergs buste stod en yndig lille buket, sammensat af blomster fra haven. Da jeg blev glad og rørt ved dette syn og spurgte, hvem der havde sat dem her, så jeg på Sarahs nedslagne øjne, at hun var giverinden. Og dette gentog hun senere dagligt. Den lille Anna klyngede sig til mig og sagde med sin noget dybe stemme: >Vil du løfte mig op til Heiberg, at jeg kan give ham et rigtigt trykkys.< - >Jeg også!< råbte Lelia; og da jeg nu gjorde dette, slyngede de deres små nøgne, varme arme om den kolde bustes hals og trykkede et hjerteligt kys på hans mund. Man vil ikke undres over, at disse børn alt havde grebet og vundet mit hjerte.

Hennes adoptivmor Johanne Louise Heiberg (født Pätges) er registrert i databasen HER.

Sarah blev gift med Aage Suenson, søn af Edouard Suenson og Ottilie Uldall, den 21 Feb. 1882 i Christiansborg Slotskirke. (Aage Suenson blev født den 3 Okt. 1851 i København og døde den 26 Jan. 1888 i Nærum København.)

Sarah blev derefter gift med Niels Adolph Christoph Anton Kristofer Kaas af Mur, søn af Gebhard Valentin Kaas af Mur og Adelheid Marie von Hedemann, den 26 Sep. 1893 i Christiansborg Slotskirke. (Niels Adolph Christoph Anton Kristofer Kaas af Mur blev født den 5 Maj 1868 i Nedergaard Bøstrup og døde den 16 Jan. 1936 i København.)