Laurits Barfod

  Notater:

SLÆGTEN I NEBEL SOGN
Nørre Nebel er stærkt knyttet til Barfod-slægten og denne var fremtrædende i sognet endnu i 1500-tallet. Det var en tid, hvor gårdene som nævnt efter Grevens Fejde og den påfølgende reformation var overtaget af kronen. Sognets beboere levede da under et fællseskab, når jorden skulle dyrkes. Det vil sige, at de nok ejede jorden, men at agerjorden var fordelt i lange, smalle strimler spredt rundt mellem andre gårdes jorder, der lå på lignende måde på byens marker, og der kunne tilmed også ligge nogle strimler på andre byers marker. I landsbyen måtte man rette sig efter de engang fastsatte bestemmelser, der kaldes "Viden" og dyrkningen blev da vedtaget på et grandestævne, og når der bestemtes omrebning, måtte man finde sig i, at få sine agre eller lodder tildelt helt andre steder end før. Nørre Nebel var i fællesskab med Præstbøl, Hundhale og Bolkær som det største fællesskab i Vester herred. Vi har ikke tal for det før end i 1688, men da omfattede fællesskabet 23 gårde med 288 tønder land og 103 tønder hartkorn. En enkelt gård i Nørre Nebel kunne således have sine agre fordelt på mellem 70 og 80 forskellige steder. Hver ager kunne endvidere være afmærket med sten for at naboen ikke skulle pløje ind på ens jord. Til gengæld var de udyrkede arealer, heder, moser, grønninger i fuldkommen fællesskab og de var værdifulde for kvæget i overdrift. Her var ingen lodder, som nogen kunne kalde sin egen. Dette fællesskab kunne dog have sine vanskeligheder, som f.eks. når nærliggende byer udvidede sig ind på dette overdrev. Således var det mellem Lønne og Nebel sogne, da sandflugten engang ødelagde store arealer i Lønne så mange blev drevet fra hus og hjem. Derfor kan det vel forklares, at de søgte at finde erstatning ved at bevæge sig mod øst ind på Nebels område, hvilket bl.a. i 1597 førte til en sag mellem de to byer (H. K. Kristensen: Nørre Nebel by og Lydom sogne, 1958, side 80-86).

(VI,1) Laurits Barfod, Jens Barfods ældste søn, overtog Storgården. Han var tingsvidne i 1564 på Vester herreds ting og anvendte her sit adelige våben ved beseglingen, og den 28. maj 1573 fik han som herredsskriver kongeligt brev på at være fri for landgilde og ægt af sin gård så længe han var herredsskriver. Det må vel være følt af ham som en art oprejsning for ham fra den tort hans far havde måttet lide efter Grevefejden. I 1574 er han endog midlertidig herredsfoged og endvidere fæstede han kongetienden af Nebel sogn, hvorfor han skulle betale et bestemt antal tønder korn i afgift. I 1579 fik han desuden lov til i stedet for at køre lange veje med kornet at betale en gl. daler for hver tønde, og hvor meget det drejede sig om, ser vi i 1584, da forpagtningsafgiften var 5 ørte rug og 12 ørte byg (der gik 24 ørtug på en mark). Endnu i 1800-tallet kunne man se hans navnetræk på skelpælene ude i engene. Laurits Barfod var en stor mand på egnen og vel den fornemste i sognet, så han kunne tillade sig at have den fornemste plads i kirken. I 1576 udsmykkes kirkestolene her med fint træskærerarbejde af Mikkel Tuesen som efterlignede de fine arkantusblade, som han havde set i Ribe. En moderne museumsmand har vurderet hans kunst således: "netop hans snitværker giver en forestilling om hvorledes bondekunstnerens grove hånd har behandlet det fine bladværk. Det bliver kantet og fladt, tungt og gnidret, men alligevel er der en sprælsk opfindsomhed i de idelige variationer af bladslyngene". Der var ikke to stole, som var ens, og foruden bladværker har han også lavet indskrifter, som på den stol, han lavede til Laurits Barfod. Her satte han denne indskrift efter oldtidsdigteren Virgil(???): "Discite justiciam moniti et non temnere Christum - 76", hvilket betyder "Lad Eder påminde, lær retfærdighed og foragt ikke Kristus 1576". Desuden fik stolen indskåret det fædrene våben. Og mens Laurits Barfods stol var den øverste til højre, så var hans kones stol den øverste til venstre i kirken, og her blev der skåret følgende: "Anne Lavrits Kvon, Anno 1576". Ingen skulle være i tvivl om, hvem der var de fornemste på egnen. De øvrige familiemedlemmer fik da plads nedefter efter hartkorn og længste giftermål (Jyske Registre d. 22/5 1573, Kancelliets Brevbøger d. 15/5 1579, og H. K. Kristensen side 35). Også i koret findes et par stole med Barfodvåben og indskrift. Laurits Barfod må være død omkring 1585 og hans kone Anne fik i 1605, efter en søns død, Nebel kongetiende i fæste. De fik syv børn (VII,1-6+25), af hvilke de to ældste, Niels og Claus, der blev præster, omtales i kap. 4 ligesom søsteren Gertrud, som giftede sig med en præst. Efter Laurits Barfods død arvede broderen Peder Barfod (VI,3) Sædding Storgård.

Laurits blev gift med Anne. (Anne døde AFT ER 1605.)