Drude Dahlerup

  Notater:

*1945, professor.
*3.2.1945 i Århus.
Forældre: højskoleforstander Erik D. (*1909) og lektor, politiker •Elin Høgsbro Appel (1913-80).
Bofælle 1968-92: læge Svend Juul, *6.5.1940 i Løgstør, s. af seminarielektor Jens J. og talepædagog Inge Henriette Bauer Borgen.
Bofælle fra 1992: politiker, forfatter C. Per G. Gahrton, *2.2.1943 i Malmø, Sverige, s. af regimentslæge Arnold G. og fysioterapeut Asta de Shàrengrad.
Børn: Jesper (1970), Ane (1975).
DD voksede op som den yngste af tre søstre. Begge forældre var højskolelærere, og sin tidligste barndom tilbragte hun på Testrup Højskole og på Vestbirk Højskole, hvor faderen Erik D. var forstander. Forældrene blev skilt i 1949, og moderen Elin Appel, der på det tidspunkt var folketingsmedlem for partiet Venstre, flyttede til Allerød i Nordsjælland med døtrene •Pil D., •Ulla D. og DD. Forbindelsen til højskoleverdenen bevarede DD gennem besøgene hos faderen, der senere blev forstander ved andre højskoler. Samtidig satte moderens holdningsskift fra grundtvigianisme til kulturradikalisme, ateisme og radikalfeminisme sit præg på hende. I Allerød var skoven og mosen yndede legepladser for vejens børn, og som barn og ung spillede hun meget håndbold og nåede op i damedivisionen. I 1963 blev hun nysproglig student fra Frederiksborg Statsskole. DD, der havde arvet sin moders politiske interesse, valgte derefter at studere statskundskab ved Århus Universitet, en særlig udfordring på det tidspunkt, hvor der kun var meget få kvindelige studerende ved faget. Hun var studenterpolitisk aktiv som medlem af Studenterrådet i et par år og redaktør af Danske Studerendes Fællesråds landsdækkende blad Studenterbladet.
I efteråret 1970 var DD med til at starte rødstrømpebevægelsen i Århus. Hun levede på det tidspunkt sammen med lægen Svend Juul, og deres nyfødte søn Jesper havde hun med til møderne i barnevogn. Hun var meget aktiv i bevægelsen i de første år og bevarede tilknytningen, selvom aktiviterne efterhånden blev rettet mod kvindeforskningen på nationalt og nordisk plan. Hun skrev det første kvindeforskningsspeciale i faget statskundskab, der blev udgivet i 1973 under titlen Socialisme og kvindefrigørelse i det 19. århundrede, og året efter blev hun cand.scient.pol.
Hun havde 1974-83 skiftevis vikariater ved Institut for Statskundskab ved Århus Universitet og forskningsstipendier. I begyndelsen af 1980’erne var hun aktiv omkring etableringen af Kvindemuseet i Århus. 1981-82 drog hun med hele familien, der nu også omfattede datteren Ane, til USA som visiting scholar på Radcliffe College på Harvard University. Efter hjemkomsten arbejdede hun 1983-85 for Nordisk Ministerråd med et projekt om kvinderepræsentation i politik. Det resulterede i bogen om kvindelige politikere i Norden Blomster & spark, 1985, og håndbogen i kvinderepræsentation Vi har ventet længe nok, der 1988-90 udkom på alle de nordiske sprog. Disse års frugtbare interaktion mellem kvindeforskere og kvindelige politikere bidrog sandsynligvis til periodens markante stigning i kvinderepræsentationen i de nordiske lande. I 1985 var DD en vigtig aktør i omdannelsen af Håndbibliotek for Kvindeforskning ved Århus Universitet fra et humanistisk forskningsbibliotek til det tværfakultære kvindeforskningscenter Cekvina. 1985-89 var hun leder af det nordiske BRYT-projekt, der skulle udvikle og teste metoder til nedbrydning af arbejdsmarkedets kønsopdeling. I 1987 blev hun endelig ansat i en fast stilling i et af de otte kvindeforskningslektorater, der var blevet skabt som en del af Folketingets kvindeforskningsinitiativ 1986-92. Ansættelsen var delt mellem Institut for Statskundskab og Cekvina, og 1991-92 og igen i 1997 var hun centerleder for Cekvina.
DDs forskning har ligget inden for felterne kvinder på arbejdsmarkedet og i politik, kvindebevægelse, ligestillingspolitik og feministisk teori. Hun har gjort sig gældende i kvindeforskning på internationalt plan og bl.a. redigeret The New Women’s Movement, 1986. Hendes hovedværk er det monumentale tobindsværk fra 1998 Rødstrømperne, der oprindelig var tænkt som doktordisputats. I 1998 fik hun et professorat i statskundskab med særligt henblik på kønsforskning ved Stockholms Universitet, hvor hun har virket siden.
Gennem årene har DD været en fremtrædende samfundsdebattør, når det gjaldt kvindespørgsmål, og i 1990 blev hun tildelt Dansk Kvindesamfunds Mathildepris. I den danske modstand mod EU har hun ydet en stor indsats på græsrodsplan og som debattør i medierne. Men sin klare form og sine prægnante formuleringer har hun haft betydelig gennemslagskraft, ikke mindst på tv. DD har bl.a. påpeget EUs skadelige effekter i forhold til demokratiet og kvindernes stilling. Efter det danske nej til Maastrichttraktaten i 1992 var hun med til at stifte Junibevægelsen, hvor hun fortsat er talsperson, og siden 1993 har hun været næstformand i Rådet for Europæisk Politik. Frem for at opstille til Europaparlamentet har hun valgt at prioritere sin karriere som forsker, dette i modsætning til hendes partner siden 1992 Per Gahrton, der er en af Sveriges fremtrædende EU-modstandere. DD er internationalt orienteret og elsker at rejse, både fagligt og privat. Fritiden tilbringer hun helst med familie og venner, og yndlingslekturen er kriminalromaner. Natur og jagt spiller en stor rolle, og sport på motionsplan har stadig høj prioritet. DD har siden 1970’erne med stor vedholdenhed og kompromisløshed medvirket til at sætte den kvindepolitiske dagsorden i Danmark, og internationalt er hun højt respekteret som forsker og foredragsholder på den samfundsvidenskabelige kønsforsknings område.

Drude blev gift med Svend Juul, søn af Jens Juul og Inge Henriette Bauer Borgen. (Svend Juul blev født den 6 Maj 1940 i Løgstør.)