Herman Joachim Bang

  Notater:

Slægt og barndom

At Herman Bang stammede fra Skjalm Hvide-ætten, var et hjernespind, han alle dage var lidenskabeligt optaget af. Det styrkede hans usikre selvværdsfølelse og kastede et skær af aristokratisk ophøjethed over hans isolerede og lidet misundelsesværdige eksistens. Men også uden aner som biskop Absalon og marsk Stig var hans slægt for så vidt fornem nok, og den havde ned gennem tiderne frembragt en lang række betydelige teologer, læger og jurister. Farfaderen var således den kongelige livlæge, geheimeråd og storkorsridder Oluf Lundt Bang, en halvbror til J.P. Mynster og fætter til Grundtvig og Henrich Steffens.

Forældrene var et virksomt og begavet præstepar, der i 1850 som nygifte havde påbegyndt deres samvittighedsfulde gerning i Asserballe sogn på Als. Her blev Herman Bang født syv år senere som nummer tre af en børneflok på seks. Trods relativt beskedne levevilkår stod disse tidlige barndomsår i den alsiske præstegård altid siden for ham i et forklaret skær, således som man bl.a. kan se det i den lyrisk bevægede mindebog Det hvide Hus (1898).

Det blodige opgør i Sønderjylland blev familien forskånet for at opleve på nærmeste hold, idet de et års tid før krigsudbruddet i 1864 flyttede nordpå til Horsens, hvor faderen havde fået et bedre aflagt kald. Alligevel fik de også dér krigen tæt ind på livet under danskernes rømning og den efterfølgende tyske besættelse af byen, som det indirekte er beskrevet i romanerne Haabløse Slægter (1880) og Fædra (1883). Oven på nederlaget og fredsslutningen fulgte den traumatiske indlemmelse af det sønderjyske barndomsland i det tyske rige, en begivenhed, der kastede lange skygger ind over resten af Bangs drengeår og siden hen gjorde sit til at formørke hans i forvejen desillusionerede syn på tilværelsen.

Faderen var en åndfuld og vellidt præst. Men han bar på stærke maniodepressive anlæg og plagedes desuden alvorligt af nervegigt. Disse lidelser forstyrrede både embedsgerning og familieliv og ødelagde i lange perioder fuldstændig hans kontakt med børnene, der skyede ham og søgte tilflugt hos den sarte og sværmerisk drømmende mor. Hun opdrog dem derimod på sin side med al den omsorg og varme, hun med sine svage kræfter kunne opbyde. Lige fra sin tidligste ungdom havde hun været brændende optaget af Guldalderens litteratur og teaterkunst, og hun besad en særlig evne til at skabe fællesskab mellem sig og børnene ved at tænde denne begejstring i deres sind.

Navnlig den ængstelige og nervøse Herman blev på det dybeste forbundet med sin elskelige mor, og han søgte utvivlsomt allerede i den tidlige barndom hen imod at løse sin kønsrollemæssige usikkerhed gennem en ubevidst identifikation med hende. Da hun døde af tuberkulose i 1871, tilføjede det ham et slag, han aldrig siden forvandt. Fra da af sigtede han mod en fremtidig karriere inden for den skuespilkunst, som de to frem for noget andet havde levet og åndet for gennem hele hans barndom, og da denne drøm brast for ham i tyveårsalderen, satte han hendes skikkelse ind som et lysende centrum i store dele af det forfatterskab, han derefter påbegyndte.

Skoleår på Sorø Akademi

Året efter hustruens død (1871) flyttede pastor Bang med sin store børneflok til Tersløse sogn ved Sorø, hvor han havde fået tilbudt et mindre krævende kald. Sorgen over tabet af hustruen havde nu helt undergravet hans helbred, og samtidig antog hans psykotiske sindslidelse så absurde og skræmmende former, at den i perioder fik omgivelserne til rent ud at tvivle på hans forstand.

Først tre år senere fik den nedbrudte præst omsider fred. Men forinden havde begge hans sønner fået friplads som alumner på Sorø Akademi, og denne skole blev nu op gennem gymnasieårene Herman Bangs egentlige hjem. Udadtil skal han have været en kvik og velfungerende elev, men både fra Haabløse Slægter og nogle aviskronikker fra 1880'erne ved man, hvor stærkt han foragtede det døde pensum, han havde måttet igennem, og tillige anklagede han - sikkert med tanken på sin egen komplicerede pubertet - skolen for at svigte sin pædagogiske forpligtelse til at drage omsorg for elevernes rette udvikling og modning (jf. Nationaltidende 23.9. 1883).

Mærkelig tidligt kom han ind på flere af de baner, han senere i livet fulgte. I den årlige skolekomedie var han selvskreven til større pigeroller med sin spinkle figur og det lange kulsorte hår, der indrammede hans blege ansigt med de mørke sørgmodige øjne, og i elevforeningen brillerede han som oplæser, kritiker og foredragsholder.

Studier, skuespillerdrømme og første dramatiske forsøg

Herman Bang blev student i 1875, det år, han mistede sin far, hvorefter han flyttede ind til sin bedstefar i Amaliegade i København. Efter bestået filosofikum tog han halvhjertet fat på et studium i jura og statskundskab, som efter excellencens hensigt skulle føre ham frem til en karriere i diplomatiet. Men reelt foretrak han at flanere omkring ude i byen for oldingens gavmildt udstrøede penge og æstetisere og kæle for sin barndomsdrøm om at blive skuespiller. Sin toårige tilknytning til den berømte gamle læges hjem skildrede han siden i stærkt iscenesat form i mindebogen Det graa Hus (1901).

I 1877 døde imidlertid "Gamle Bang", og omtrent samtidig dumpede han selv ved en privat foranstaltet aspirantprøve hos kgl. skuespiller Emil Poulsen. Med dette sviende nederlag styrtede alle hans planer i grus, således som man i let omdigtet form kan læse om det i (Mindeudg. bd. III s. 158 ), Haabløse Slægter (2. bog kap. 3).

Da han havde sundet sig en smule, forsøgte han sig som dramatisk forfatter med et par små enaktere efter moderne fransk forbillede. Stykkerne hed Du og Jeg og Hverdagskampe (1878-1879). Lidt senere (1881) kom Graavejr og Inden fire Vægge til. Det var såkaldte proverber, dvs. sceniske situationer med en pointe eller en stemning som kerne. De fire småstykker drejer sig om kvindelig troskab og lidelse og viser den unge forfatters lydhøre fornemmelse for replikgengivelse, men de savner dramatisk intensitet. De blev alle opført nogle få gange og vakte - berettiget nok, men til Bangs store fortrydelse - ingen opmærksomhed, han kunne basere en kunstnerisk karriere på.

Kritisk gennembrud

Dermed var hans situation med ét slag blevet den, at han hverken havde noget materielt grundlag at eksistere på eller noget klart sigte med sin fremtid. Sidste og eneste udvej så nu ud til at være journalistikken. Han begyndte derfor at løbe de større avisredaktioner på dørene for at få arbejde, og den 5. juni 1878 kunne man læse det første af de i alt 28 causerende "Smaa-breve" fra København, som han over det næste halve år forfattede til Jyllandsposten, og som i øvrigt 1981 er udgivet af Hans Andersen på samme blads forlag.

I oktober samme år fik han tillige foden indenfor på det nyopdukkede Morgen-Telegraphen, hvor han i de tre måneder, det varede, inden bladet måtte lukke igen, optrådte som fast sekondanmelder og lejlighedsvis feuilletonist ("kronikør").

Den første af de fire kronikker, han nåede at få skrevet der, var en sønligt-hengiven artikel om den et par år tidligere afdøde romantiske digter, Christian Winther (Morgen-Telegraphen 3.11.1878). Den tredje var derimod om en anonymt udsendt moderne roman, der hed Nutidsbilleder, og med sin kritiske analyse af denne bog (9.12.1878) gjorde den kun 21-årige Bang sin journalistiske lykke. Forfatteren viste sig nemlig at være ingen ringere end Vilhelm Topsøe (1840-1881), som var chefredaktør på den førende konservative avis, Dagbladet. Han mente sig forstået af det unge menneske og hyrede på stedet Bang til at skrive 12 store feuilletoner om litteratur og teater til sit blad. De fremkom under mærket "En Løsgænger" mellem februar og september 1879, og de fem vigtigste af dem indgik senere samme år som grundstammen i den kritiske essaysamling Realisme og Realister (1879).

"Løsgænger"- artiklerne blev Herman Bangs kritiske gennembrud. De vakte berettiget opsigt. En enkelt af dem blev endda genstand for en heftig polemik (jf. Kristian Arentzen i Fædrelandet 22.4., 24.7. og 13.8. og HB i Dagbladet 30.7.1879), og fra nu af stod vejen åben til andre redaktioner, som fx på det fornemme tidsskrift Nutiden, der redigeredes af hans skolekammerat og senere ven, den progressive og højt respekterede litterat Vilh. Møller (1846-1904).

Journalistisk zenit

Sent på efteråret 1879 havnede han så ved Topsøes diskrete mellemkomst på Nationaltidende, hvor han over de næste fem år beklædte en betydningsfuld og indflydelsesrig stilling som bladets hovedanmelder og faste søndagsfeuilletonist. Her fortsatte han i litteratur- og teaterkritikken sin linje fra Morgen-Telegraphen og Dagbladet og udfordrede de litterære autoriteter på den radikale venstrefløj ved at beskrive den moderne realisme som en kunstform, der kunne rumme ethvert livssyn og enhver ideologisk tendens. Hvad teatret angik, krævede han en ny skuespilkunst baseret på psykologisk iagttagelse, teknisk kunnen og faglig viden frem for på efterligning af den romantiske scenes mestre. Et udvalg af sine bedste artikler udsendte han 1879 -1880 i samlingerne Realisme og Realister og Kritiske Studier og Udkast. (DSL-udgave, Kbh. 2001).

Allerede i løbet af de første par år ved Nationaltidende lykkedes det ham (i Georg Brandes' fravær) at placere sig som den moderne litteraturs førende kritiker herhjemme, og denne stilling befæstedes yderligere, da han i efteråret 1883 fik overtalt bladets ejer Chr. Ferslew til at udvide sin avis med tillægget Literaturtidende. Nu knyttede han en række talentfulde medarbejdere til bladet som fx Peter Nansen, Carl Ewald og den unge magister Knud Ipsen, og tillægget bragte foruden sin faste anmeldersektion også noveller og romanfragmenter af mange moderne forfattere. Den aktuelle franske litteratur repræsenteredes især af Maupassant og Zola; men mere bemærkelsesværdigt var det måske, at den dengang ret ukendte moderne svenske litteratur nu fik en fyldig omtale, og at der dukkede prøver af forfattere som Strindberg, Levertin, Geijerstam, Ola Hansson m.fl. op i den avis, der efter Vilh. Topsøes død i 1881 var blevet Højres førende. Visionen var intet mindre end at skabe en art moderne litterær skandinavisme med København som kulturelt centrum.

I læserskaren var der langt fra udelt begejstring for al denne initiativrigdom, men af veneration for feuilletonisten kom det aldrig til noget egentligt oprør. Derimod blev hans redaktionelle og kritiske udfoldelser af brødrene Brandes mødt med irritation og skarpe afvisninger. Skønt mange af Bangs principielle synspunkter i realiteten lå tæt på deres, fandt de ham suspekt eller holdningsløs på grund af hans udtalte og fastholdte modvilje imod at tage parti i samtidens skarpt optrukne ideologiske og politiske konflikter. Hertil kom, at navnlig Edvard Brandes til stadighed plagedes af jalousi mod den yngre succesrige konkurrent:

"Der er i Øjeblikket intet skrivende Subjekt mig saa ubehageligt, ja mod-bydeligt som Herman Bang [...]. Han tager mig mit aandelige Brød ud af Munden. Han fordærver mig Emner, som jeg maaske aldrig kommer til at behandle,"

klagede han fx efter udsendelsen af Realisme og Realister til J.P. Jacobsen, (Brandes Breve 1.1.1880).

Men selv om Herman Bang således i disse år blev den ledende skikkelse på den hjemlige aviskritiks område, så var det alligevel først og fremmest med sine journalistiske reportager, at han skabte sin banebrydende fornyelse inden for dansk presse.

Af og til har man diskuteret spørgsmålet, om det var ham, der "opfandt" den danske aviskronik. Svaret afhænger af definitioner og er vanskeligt at håndtere, men han prægede den i hvert fald på en måde, der kom til at trække lange spor efter sig. Det nye bestod i, at han - inspireret af samtidige franske feuilletonister som fx Albert Wolff og Jules Janin - lancerede en causerende kronikform, der i vid udstrækning benyttede fiktionens virkemidler på et virkeligt stof. Mange af de "Vekslende Themaer" fik liv og farve i kraft af indlagte dialoger, fortrolige læserhenvendelser, stilistiske raffinementer af forskellig art og pointerede novelleagtige indledninger og afslutninger. Skulle han fx rapportere fra Charlottenborg-udstillingen, kunne det således falde ham ind at lade kunstværkerne passere revy for læserens øjne ved at servere et ironisk-sarkastisk replik-fyrværkeri mellem nogle af udstillingens gæster, blandt hvilke han også lod sin egen romanfigur Bernhard Hoff fra Haabløse Slægter optræde og udtale sig. (1.5. 1881).

Som kronikør var han alsidigheden selv. De emner, han valgte, var ofte af sensationel karakter og levede til fulde op til hovedtitlen "Vekslende Themaer": Snart tog han Nationaltidendes konservative abonnenter med på rystende vandringer til steder, hvor de aldrig kunne drømme om at sætte deres ben, fx til "Almindeligt Hospital"s lighus (27.2.1880), til Dyrehavsbakkens sigøjnerboder (10.6.1883) eller til Vesterbros og Nørrebros værste slumkvarterer (bl.a. 28.2.1879, 7.11.1880 og 19.12.1880 ) - og snart fordybede han sig i det københavnske storborgerskabs ("Beaumonden"s) gøren og laden (18.7.1880) eller førte sine læsere gennem "Magasin du Nord"s berusende vareorgier, mens han fortroligt tilhviskede overklassens damer de hotteste bud på årets mode (23.5.1880).

I de dage var aviserne fortrinsvis skrevet for mænd, og mange bladfolk og litterater rynkede på næsen af Bangs prosa, som de fandt både maniereret, effektsøgende og pågående. Men ikke mindst kvinderne fandt ham befriende anderledes at læse, og Nationaltidendes oplag steg, så hans ejer, aviskongen Christian Ferslew var ovenud tilfreds med sin sensationsombruste feuilletonist. Et udvalg af disse mindre litterært betonede kronikker udsendte han 1881 under titlen Herhjemme og Derude.

I efteråret 1883 nåede Herman Bang sin journalistiske karrieres højdepunkt. Fra da af begyndte hans stjerne hastigt at blegne. Hans anden arbejdsplads var et ugeskrift ved navn Vor Tid, som han gennem nogen tid anonymt havde redigeret, og her viste det sig pludselig, at virksom-heden skjulte et falskmøntnerværksted. Skønt Bang intet som helst kendskab havde haft til stedets lyssky aktiviteter, svækkede afsløringerne hans position i offentligheden. I samme retning virkede nogle rygter, der var i omløb omkring en mærkelig forelskelse i Ferslews datter, som fik familien til skyndsomst at sende hende til Schweiz, og endelig vejrede gamle modstandere på avisen morgenluft, da enkelte af hans arbejder viste tegn til gentagelser og begyndende træthed.

Også for ham selv stod det klart, at et opbrud nærmede sig. Hele efteråret havde han studeret Henrik Ibsens nye stykke Gengangere, hvis syfilisramte og arveligt belastede hovedfigur Osvald Alving han fandt var hans livs rolle. Han bestemte sig derfor til at søge sine gamle skuespillerdrømme virkeliggjort og stablede til dette formål "Herman Bang-Turneen" på benene. Hermed trodsede han et løfte, han havde givet sin arbejdsgiver om ikke at træde offentligt frem som skuespiller. I sommeren 1884 optrådte han i forskellige roller i et større antal jyske byer og indkasserede lige så mange fiaskoer, og for Ferslew var målet nu løbet fuldt. Til noget egentligt brud kom det ikke, da bladkongen ikke ønskede at spille sin feuilletonist i hænderne på det nyopdukkede Politiken, men det faste engagement opløstes, og langsomt viskedes han i de følgende måneder ud af billedet.

En sidste gang fik han dog lejlighed til at vise både misundere og beundrere, hvem han i disse år havde været. Det var, da Christiansborg slot brændte den 3. oktober 1884, og han nedskrev sin dramatiske skildring af katastrofen siddende i Nationaltidendes bygning Ved Stranden 18, mens gnisterne fra det enorme bål regnede ned over bladhusets tag. Denne reportage er ned gennem tiden blevet stående som et velsagtens aldrig overgået højdepunkt i den danske presses historie.
1857 Født i Asserballe sogn, Als
1875-1877 Studier v. Kbh.s Universitet
1877- Journalist, kritiker, sceneinstruktør, oplæser og skønlitterær forfatter
1879 Debut: Du og jeg, Hverdagskampe
1912 Død Ogden City, Utah, USA