Niels Hofman Bang

  Notater:

Hofmannsgave og Bistrupgaard, Botaniker
Hofmansgave - et gammelt gods

I den vestligste af Hofmansgaves marker som kaldes Knyleløkken, lå der i det 15. århundrede gården Knyle. En ejer, Frederik Quitzow, flyttede omkring 1588 gården ca. 1300 m længere østpå til det sted, hvor Hofmansgave ligger i dag. Han kaldte den nybyggede gård for Quitzowsholm. Amtmand og konferensråd Niels de Hofman købte i 1783 denne gård, som på det tidspunkt hed Bøttigersholm. Han omdøbte gården til Hofmansgave og rev en væsentlig del af de gamle bygninger ned og byggede nye. som nu er fredede. Hovedbygningen er opført i en meget enkel, men ren barokstil, men sidefløjene er i bindingsværk. Øverst til venstre på nærværende side ses et stik af gården som den så ud i 1847.


Niels Hofman (Bang) blev født 8 juni 1776 i Vejle og døde 5 marts 1855 på Hofmansgave. Han er begravet i Norup. Han var søn af Told Administrator og Kaptajn Claus Bang (1740-1805) og Erica Pontoppidan (1750-1778). Han blev gift med Charlotte Malling (1786-1879), datter af premierminister Ove Malling (1747-1829) den 13. august 1802.

Hans mødre bedstefar Niels de Hofman (1717-1785) havde etableret familien boet Hofmansgave i 1785 og valgt ham som sin første ejer af forpligtelsen til at tage op de Hofman navn og våben. Han tilføjede Bang i parentes for ikke at blive blandet op med andre familier med samme navn.

Han tog eksamen fra skolen i Nyborg i 1793 og tog studier i naturvidenskab på universitetet i København i 1795. I Nyborg var han blevet en god ven af Jacob Aall, en velkendt norsk industrimand og politiker. Andre venner af hans i denne periode var Henrik Steffens og JW Mueller. Under langvarige rejser i Europa 1797-1800 besøgte han Tyskland, Bøhmen og Frankrig, hvor han er etableret forbindelser med førende forskere, med hvem han senere havde korrespondance med.

Fra 1802 og indtil sin død boede han på Hofmansgave med undtagelse af årene 1806-1808, da han forsøgte at etablere en model bedriften på Bistrupgaard ejendom nær Roskilde, som han havde købt. Til hans beklagelse, måtte han sælge ejendommen på grund af lav indkomst fra landbruget. På grund af krigen med England, landmændene var mange udarbejdet til hæren, hvilket også bidrog til de problemer. Men han fortsatte sine bestræbelser på Hofmansgave, hvor han plantede nye træer og omorganiseret parken. Hofmansgave blev et populært mødested for vacationing botanikere. Hjørnestenen i hans botaniske interesser var i alger, der gjorde det banebrydende arbejde ved HC Lyngbye, der var hus-underviser på Hofmansgave i fem år. I hyldest til hans inspirator, opkaldt han Bangia alger familie efter Niels Hofman (Bang).


Niels de Hofman var gift med Anna Christine Wellejus, enke efter skibskirurg og godsejer Claus Bang. Ægteskabet var barnløst, hvorfor Niels de Hofman i 1784 oprettede godset Hofmansgave til et stamhus til fordel for sin 8-årige slægtning Niels Bang, med hvem han var beslægtet både gennem sin kone og sin søster. Stamhusets erectionsbrev (oprettelsesdokument) bestemte, at besidderen skulle bære navnet Hofman og føre denne slægts våbenskjold. På et senere tidspunkt begyndte Niels Hofman at skrive sig som Niels Hofman(Bang) hvilket efterhånden i daglig brug blev til Hofman-Bang, det er dog først i midten af 1900-tallet at hele slægten officielt bærer navnet Hofman-Bang.

Den første stamhusbesidder Niels Hofman-Bang var en dygtig landmand og samtidig en fremragende botaniker; således blev alge-familien Bangialis opkaldt efter ham. Den anden stamhusbesidder Niels Erik Hofman-Bang var en moderne indstillet og energisk landmand, som i årene 1845-1853 ledede en landbrugsskole på Hofmansgave (det var før oprettelsen af Landbohøjskolen, KVL). Under den tredie stamhusbesidder Niels Erik Hofman-Bang overgik Hofmansgave i 1927 til fri ejendom - og blev i 1929 arvet af sønnen Niels Oluf Hofman-Bang. Denne døde uden at efterlade sig arvinger, hvorefter Hofmansgave i 1959 overgik til at blive en selvejende fond. Fondens primære formål er at støtte forskning især inden for planteavl og landbrug, men fundatsen stiller også krav om vedligeholdelse af kulturarven.
I 1984 blev Hofmansgave en erhversdrivende fond.

Der kan læses mere dels om Hofmansgaves historie dels om familien Hofman-Bang på.

www.nordfynsk.dk
Stuepige på Hofmansgave 1947-49
Ellen Margrethe Christensen fortæller
© Margit Egdal

Hofmansgave


Godset Hofmansgave ligger i Fyns nordøstlige hjørne ud til Odense Fjord. Midt imellem Hasmark Vester- og Østerballe ligger Hasmark Kirke, og her drejer man af efter Hofmansgave. En lang, malerisk allé fører ned til godset. For ikke så længe siden var alléen kantet af store, gamle træer, men orkanen i december 1999 fældede hele 42 af de gamle kæmper. De tiloversblevne træer står stadig så tæt på kørebanen, at to vogne kun med besvær kan passere hinanden. Pludselig breder alléen sig ud og bliver til gårdsplads, og Hofmansgave ligger foran os.
Her levede slægten Hofman-Bang hen ved 200 år. Slægten tæller både videnskabsmænd og kunstnere, som på hvert sit felt har markeret sig, men især er Hofmansgave kendt for forsøg og forbedringer på hele agrarområdet.

I hovedbygningen står interiøret som i forne tider. Selv H.C. Andersen, kunne man tænke sig, ville straks nikke genkendende til stedet og føle sig hjemme i stuerne og begynde at rime, ligesom da han var gæst her. Han besøgte første gang Hofmansgave i 1830 og morede sig kosteligt med husets unge døtre, Christiane og Louise. Måske flagrede de forbi i en drøm, men mere blev det aldrig til for Andersen. Det er, som om hans indre skaberkraft var uløseligt forbundet med hans uberørthed, som om magien og kraften ville forsvinde fra hans digtning, hvis han mistede sin uskyld.
Måske har Andersens ånd levet på Hofmansgave, lige siden han var her. Den dag i dag synes stedet uberørt og uforstyrret, og den sidste generation af slægten Hofman-Bang forenede alle kræfter i det skabende, hvad enten det var inden for litteratur, maleri eller billedhuggerkunst.
Indtrykkene forstærkes af Hofmansgaves afsides beliggenhed. ”Ensomhed, afsondrethed er vist det første indtryk, mit hjem gør – noget helt for sig, en verden langt borte fra alle andre”, skrev Inge Hofman-Bang.
De tre længstlevende søstre, frk. Inge, frk. Ellen og frk. Ebba, gik bort i en høj alder i henholdsvis 1970, 71 og 72.
Mange har sanset magien her på Hofmansgave og nærer en lidenskabelig interesse for stedet og slægtens historie. Der er en susen i luften her – det er historiens vingesus, og det er, som om den ingenlunde svinder hen, skønt årene går. Tværtimod.
Ikke alle har dog blik for stedets specielle atmosfære. Undertiden må kunsten vige for det verdslige, som da der sidst i 1940’erne ankom en ny københavnsk kokkepige til godset. “Godmorgen”, sagde hun, “jeg troede ikke, man kunne komme så langt ud bagved. – Her bliver jeg ikke!” Hun var der akkurat en måned. Hun forklarede frk. Inge, hvor dårlig hun blev af at gå i de lange kældergange, hun havde nemlig gigt!



Det følgende bidrag til Hofmansgaves historie viser hverdagslivet i efterkrigstiden set fra stuepigens vinkel. Ellen Margrethe Christensen blev født i Hasmark i 1926. Hun har i december 2003 fortalt om sin tid på Hofmansgave til Margit Egdal. Både hendes mor og hun selv har været i tjeneste på Hofmansgave. Moderen som lugepige, Ellen Margrethe som stuepige.
Mor på Hofmansgave

Min mor hed Hansine Kristiansen og var født i 1887. Hun var lugepige på Hofmansgave. Der var en stor have, der skulle luges, og mor var stolt, når frk. Inge, der jo var ganske ung dengang, klappede hende på hovedet og sagde “du er jo min pige, Hansine”. Mor var stolt over rosen og endnu mere stolt, da resultatet blev gjort op. Hun havde tjent 80 øre om dagen!

Når mor hjalp til i høsten, tjente hun yderligere fire øre hver dag, det kaldtes brændevinspenge. I alt blev det til tyve kr. i sparemærker, og mor var meget stolt over, at hun selv havde tjent til sit konfirmationstøj. Mor blev konfirmeret i 1901, og kjolen kostede ti kroner, jaketten, altså overfrakken, ligeledes ti kroner. Skoene, mor fik syet, kostede seks kroner.

Mor var kun atten år, da hun og far blev gift. De nåede at få tretten børn, hvor jeg så er den næstyngste. Jeg har tit tænkt på, hvordan alle de børn kunne være her i huset, men vi var jo ikke hjemme alle sammen på en gang.


Kabinettet, eller legeværelset, som det også kaldes, er prydet af frk. ellens vidunderlige portrætmalerier.
Fra v. ses Oluf Hofman-Bang, frk. Ebba, et selvportræt
af frk. Ellen og over radiatoren endnu to af søstrene, Kirsten og Rigmor.

Hver en stue og hvert et værelse på Hofmansgave er
et studium i skønhed. Her et hjørne af dagligstuen.

Hver aften præcis kl. seks mødtes hofjægermesteren
og hans fire søstre i spisestuen. Man var klædt om, og stuepigen serverede i sort kjole, serveringsforklæde og hvid kappe.


Ellen Margrethe Christensen

Ellen foran sit hjem i Hasmark.
De var 13 søskende, der voksede op her.




Stuepige på Hofmansgave

Jeg var lige fyldt 21, da jeg i november 1947 søgte og fik plads på Hofmansgave som stuepige.

Herskabet bestod af hofjægermesteren, Oluf Hofman-Bang, og fire af hans søstre, frk. Inge, frk. Ebba, frk. Karen og frk. Ellen. Det var en talentfuld familie. Frk. Inge var forfatter og var flere gange ude at holde foredrag, mens jeg var der. Frk. Ellen malede og havde sit atelier i parken. Frk. Ebba var sekretær for hofjægermesteren.

Noget af det første, jeg blev indviet i på Hofmansgave, var indholdet i skabene. Der var et helt rum, hvor der næsten kun var skabe. Til sidst viste frk. Karen mig det allerhelligste, skabet med det kongelige linned. Det fine linned med kongehusets monogram broderet på kom kun i brug, når kongen var på besøg – men det var nu længe siden, kongen sidst havde været på Hofmansgave.
I samme skab lå også noget af det linned, som H.C. Andersen havde sovet i, da han i somrene 1830 og 32 havde været gæst på stedet. Digteren havde dengang moret sig eventyrligt. Han havde bl.a. spillet skyggespil, og på hænder og fødder var han såmænd kravlet langt ud i Kattegat. Det var også her, han undrende havde set i solmikroskopet og derved havde fået inspiration til eventyret “Vanddråben”. – Frk. Karen tog sig god tid til at fortælle for mig.

Jeg fik en fast ugeplan, jeg skulle arbejde efter. Jeg støvede af i alle stuerne. Frøknerne ordnede selv deres værelser, redte senge og finvaskede. Jeg skulle hjælpe til med vask af sengelinned, håndklæder m.v. Det foregik dog ovre i avlsgården.

Der var mange fine ting på Hofmansgave. Skakspillet fra Kina f.eks. Og stuen med gyldenlæderstapet. Da kong Chr. X og dronning Alexandrine besøgte Hofmansgave, udbrød kongen “Jamen, det er jo gyldenlæderstapet”. Og det var det jo. Det fineste fine læder præget i reliefmønstre. Det var igen frk. Karen, der fortalte mig den slags.

Frk. Karen tog sig af alt tøjet, og det var så mit arbejde at stryge og rulle det. Hvis man ikke var helt oplagt, kunne man godt sige til frk. Karen: “Jeg tror ikke, tøjet er tørt nok i dag, det er nok bedre at vente med at stryge det til i morgen”. “Nå, jamen så kan De tage fri i eftermiddag og køre hjem og hilse på Deres mor”. Det ville jeg jo gerne. “Men vent lige et øjeblik – ja, De kan gå med over til mig”. Så gik jeg med over på frk. Karens værelse. Så kom hun med to kroner, hvis jeg lige ville gå ind til købmand Rasmussen og købe for to kr. bolsjer, men jeg behøvede jo ikke fortælle hendes søstre det…


Frk. Karen var altid så god af sig. Stuepigen førend mig skulle til et sølvbryllup og havde ikke noget at tage på. Jamen, så må du vælge dig en kjole, som du selv kan sy om, havde frk. Karen sagt. Et af værelserne var helt tæt pakket med søstrenes tøj, ja selv deres mors tøj hang der endnu.

Da jeg første gang skulle pudse vinduer, fik jeg nøje indprentet, at jeg skulle passe godt på én bestemt rude. Den sad i den venstre fløj, lige førend døren i hjørnet. Det var sådan, at Danmarks allerførste landbrugsskole blev oprettet på Hofmansgave i 1843. Eleverne boede netop i den venstre fløj, og i den nævnte rude havde de indridset en mand med en strikke om halsen. De havde fået skældud – “jamen, det er en tysker”, havde de svaret, og så gjorde det ikke noget. “Prindsen af Noer” ridsede de under den hængte mand, og kan man huske historien fra den 1. slesvigske krig, var denne en særdeles upopulær herre, hvis forræderiske portræt sågar prydede bunden af danske natpotter.

Hver dag kl. fem skulle jeg stille i køkkenet og være med til at forberede herskabsmiddagen. Når der var noget ekstra, hjalp jeg også til i køkkenet. En dag sagde kokkepigen, Grethe, at hun skulle sige fra frk. Inge, at i dag skulle jeg møde kl. halv fem i køkkenet. Da jeg så kom halv fem medbringende et almindeligt forklæde, så var hele det lange køkkenbord dækket med persille, og Grethe havde sat et hakkebræt og en krumkniv i begge ender. Nu skulle det her lige hakkes og saltes, og vi havde præcis en halv time til det! Men Grethe var en stor spilopmager, og hun kunne ikke holde masken ret længe. Persillen skulle ikke hakkes, men blot saltes ned. Der blev en stor krukke saltet persille. Når det i løbet af vinteren skulle anvendes i madlavningen, blev det først vandet ud.


Servering for herskabet


Kl. seks var hofjægermesteren og frøknerne klædt om. Det var spisetid på Hofmansgave. Det var mit arbejde at servere, og jeg iførte mig min sorte kjole, hvidt serveringsforklæde og hvid kappe. Køkkenet lå i kælderen, og herfra bar jeg fadene op ad trappen og åbnede en fra spisestuen næsten usynlig dør, der gled i med tapetet.

Sparsommelighed er en af de dyder, der har kendetegnet Hofmansgave. Man spiste stilfuldt, men måltiderne var ikke ekstravagante.

Engang sagde jeg til Grethe, “må jeg tage det stykke flæsk på tallerkenen?” “Er du rigtig klog”, sagde Grethe, “det skal du have med op, når du skal servere grønkålssuppen”. Så kom jeg op med grønkålssuppen og flæsket, og det er den eneste gang, jeg har hørt hofjægermesteren klage over maden. “Hvem skal ingen flæsk have?” sagde han. “Jamen, Oluf”, sagde frk. Inge, “der er jo kun dig, der spiser sådan noget fedt noget”. “Der er jo ikke fugls føde på den tallerken”, sagde hofjægermesteren. Så måtte jeg gå, for jeg var ved at sprutte af grin.

Når Grethe bagte småkager, var der altid nogle, der blev lidt svedne. De blev ikke smidt ud, men kom op i stuerne til frøknerne. Ligeledes hvis der f.eks. var et franskbrød, der var brækket. Så måtte Grethe beklage, at brødet var ødelagt, men det gjorde ingenting. Det kunne ikke sættes på bordet, men det kom op i brødskabet oppe i spisestuen, og når jeg kom ind, så jeg ofte frøknerne sidde med sådan et stykke brød og spise det tørt, helt uden smør eller noget.

En af Hofmansgaves længer.
Hofmansgave blev opført af Niels de Hofman
1784-87. Samtidig oprettede han stamhuset
Hofmansgave. Stamhuset kunne kun arves i lige
mandlig linje. Da arvingerne fandtes på spindesiden,
overgik Hofmansgave til en stiftelse.
De sidste af slægtens ætlinge, som boede på godset,
var søstrene frk. Inge, frk. Ellen og frk. Ebba
Hofman-Bang. De døde i henholdsvis 1970, 71 og 72.
Slægten havde altid tegnet fremskridtet, og
Hofmansgave drives videre i samme ånd.


Fasanen

Det allerværste var dengang med fasanen. Herskabet skulle have kogt fasan. Grethe og jeg syntes nu, det var synd, den ikke skulle steges. Og så var der kun én kok til fem mennesker! Da den kom ned igen, sagde Grethe “der er vel ikke mere tilbage på den?” Nej, det var nu ganske lidt. “Vi kan da lige smage den”, sagde Grethe, og vi stod og pillede i fasanen. Lidt var der jo. Bagefter smed vi resterne ud i grisespanden.

Om morgenen næste dag, da vi havde drukket kaffe, skulle vi som sædvanlig op til morgenandagt oppe i en af stuerne. Det var vi hver morgen, og frøknerne så helst, at alle deltog. Grethe og jeg var der altid. Gartneren undskyldte sig gerne med, at der var meget arbejde i parken. Hofjægermesteren selv så vi aldrig ved morgenandagterne. Vi sang en 2-3 vers, og frk. Inge læste et lille ord. Så gik vi hver til sit igen.

Efter morgenandagten kom frk. Inge altid ned i køkkenet for at aftale dagens menu med kokkepigen – Grethe altså. Jeg så nok, frk. Inge gik igen – nå, tænkte jeg, nu har de bestemt, hvad herskabet skal have, og hvad folkene skal have. Så kom Grethe ud og fægtede med armene. “Hvad er der så?” spurgte jeg. “Ved du, hvad de skal have til middag? Vi skal koge fasanen igen… og nu er grisespanden tømt!” Men det var den heldigvis ikke. “Jamen, sagde jeg, vi har jo stået og nevret i fasanen begge to”. “Det kan ingen se”, sagde Grethe, og så blev den skyllet godt og grundigt. Den blev kogt igen og serveret med ristet franskbrød til. – Vi havde jo ikke troet, fasanen skulle serveres igen, så havde vi aldrig rørt den.



Partier fra alperne. Danmarks første stenhøje.


Der var sjældent gæster på Hofmansgave. Jo, Lüttichau kom ofte, han efterså regnskaberne. Engang var præsten og skolelæreren inviteret, begge med fruer. – ”Så husker De, Margrethe, at først skal præsten bydes, så hans kone, så skolelæreren, så hans kone, så hofjægermesteren”. Så sagde hofjægermesteren altid “giv mine søstre først”. Så skulle frk. Karen bydes først, for hun var den ældste. Dernæst frk. Inge, der var næstældst, osv. Det var med at huske det. Frk. Karen var født i 1873. Frk. Inge i 1875. Frk. Ellen i 1879. Frk. Ebba i 1882.

Når nogen kom til Hofmansgave, skulle de melde sig i køkkenet. Posten f.eks. Så var det mit job at gå op og sige til frøknerne, at posten var der, og først da fik han lov til at gå op. Når jeg gik og støvede af i havestuen, så jeg ofte, at der var stillet breve frem til posten. Frøknerne havde en gift søster i København. På brevene til hende stod der: “Fru Kirsten Hansen” og nedenunder i parentes: “født Hofman-Bang”. Hansen var selvfølgelig heller ikke så festligt. Det var underligt, de var ni søskende på Hofmansgave, og så blev kun to af dem gift – og det endda med den samme mand! Rigmor havde først været gift med direktør Hansen. Da hun blev syg, kom hendes søster Kirsten for at passe hende. Rigmor døde, og nu var det Kirsten, der var gift med direktør Hansen.



Juleaften på Hofmansgave

Juleaften fik vi allernådigst lov til at køre med til kirke. Frøknerne pointerede, men meget taktfuldt, at vi jo ikke skulle sidde øverst i kirken sammen med dem, men blot sætte os nede i kirken, ligesom vi plejede.

Vi kørte hjem med bilen igen, og nu var der julemiddag i folkestuen. Der var i al fald risengrød, husker jeg. Bagefter blev folkene inviteret op til herskabet i den store spisestue. Frk. Ebba spillede nu et par salmer for os, hvorefter hofjægermesteren holdt en juletale. Han fortalte om julen, og hvor godt vi havde det.

Så var der ellers uddeling af julegaver. Vi fik det samme alle sammen, et par gode læderstøvler. Jeg havde nok spekuleret på, at frk. Ellen blev ved med at sige “Hvad er det for nogle indesko, De går med, Margrethe? Hvad er det for et nummer? Jeg synes, de ser så små ud.” Det var der så en mening med.

Nu gik hofjægermesteren rundt og spurgte “Ryger De?”. Hvis svaret var ja, fik vi en pakke cigaretter fra under krigen, det var noget slemt at ose af.

Hermed var juleaften overstået for folkene. Klokken var nu hen ad 7, men herskabet skulle først spise kl. 9. Grethe havde allerede om formiddagen tilberedt herskabets julemiddag, haresteg med brun sovs og rødkål, som frøknerne selv ville varme.


Model for frøknerne

En gang var jeg på vej til frk. Karens værelse, da frk. Inge kom farende inde fra sit værelse, der lå lige ved siden af. – “Frk. Margrethe, kom lige herhen!” Bare jeg ikke havde gjort noget forkert, at jeg sådan blev kaldt ind til frk. Inge. “Vil De lige lægge Dem der på sengen, ja sådan, nej, drej Dem lidt mere…” Så var frk. Inge ved at male. Det var ellers frk. Ellen, der malede, men frk. Inge var også glad for at lave skitser.

Frk. Ellen ordnede selv sine billeder. Hun puslede om billederne i hovedbygningen, tørrede helst selv rammerne af. Når hun skulle have billeder på udstilling, havde hun mægtig travlt med at male i atelieret, og billederne stod op ad gelænderet på hovedtrappen for at tørre færdig.

Da min faster døde, det var efter, jeg havde været på Hofmansgave, foregik begravelsen fra Otterup Kirke. Frk. Ellen havde da fået sin altertavle hængt op i kirken. Allerbedst som jeg sad på kirkebænken ved siden af min kusine Alma, sagde hun til mig “Kan du se, det er mig, dér på altertavlen?” “Nej, det kan jeg ikke, Alma”, svarede jeg, men på billedet vendte Alma så også ryggen til. Folkene på Hofmansgave havde ofte måttet stå model til frk. Ellens malerier.




Forår i parken

Da det blev forår, tog frk. Inge mig med ud i parken. Den var hendes gebet. Parken var fuld af sjældne træer og gevækster. Da frk. Inge skulle til at fortælle mig om et sjældent træ, så hun sig først om, så hviskede hun “Det har min bedstefar stjålet i Kina – frøene altså!” Det var vist den kinesiske vingevalnød.

Midt i 1800-tallet var de store stenhøje blevet anlagt. De blev kaldt alperne, og det var ikke så mærkeligt, for der var medgået et par tusinde sten til de høje. På Hofmansgave havde man altid været foregangsmænd. Stenhøjene var faktisk Danmarks allerførste stenhøje. Tænk, hvor mange stenhøje, der siden blev opført i danske haver. Det var også her på stedet, man havde fået bønderne til at spise kartofler. Og det var her, man indførte frugttræer i tusindvis og fordelte ud over hele landet. Sådan kunne frk. Inge blive ved at fortælle.

Køkkenhaven var kæmpestor. Der var dengang noget så sjældent som majs, men det var også kun til herskabet.


I parken ved Hofmansgave havde frk. Ellen sit atelier.
Dette er åbent for publikum, og skitser til alterbilleder
og forskellige andre arbejder hænger endnu, som om frk. Ellen selv var i vigør og hvert øjeblik kunne træde ind ad døren

Niels blev gift med Charlotte Malling, datter af Ove Malling og Christiane Beck, den 13 Aug. 1802. (Charlotte Malling blev født den 9 Jun. 1786 og døde den 13 Maj 1879.)