Peder Madsen Lerche

  Notater:

Landsdommer i Jylland, Kancelli- og Justitsraad
Til Stamhuset Lerchenfeldt


Lerkenfeldt Gods

TRÆK AF LERKENFELDT'S HISTORIE

Lerkenfeldt hed oprindelig Bonderup eller Bonderupgård, herunder hørte to mindre gårde Kokholm og Overgård. Hovedfløjen på Lerkenfeldt er opført omkring år 1540 som et smalt langhus (7x51m). Der er kældre under hele hovedfløjen med tøndeformede hvælvinger. Hovedfløjen er oprindeligt et bindingsværk med længde stolper.

Den første ejer, der nævnes i forbindelse med Lerkenfeldt (Bonderup) var Per Gødiksen, der i 1455 til Oluf Jensen solgte alle de rettigheder hans hustru havde arvet i Bonderup efter hendes salige mand.

Efter en række ejere blev Bonderup med de to mindre gårde Kokholm og Overgård mageskiftet til Mariager Kloster, som i 1555 overdrager Bonderup til Jørgen Lykke. Mageskiftet, der skete ved et gavebrev, fik kongelig stadfæstelse i 1561. Jørgen Lykke lod bindingsværket beklæde med en udvendig skalmur af munkesten (krydsskifte), og han lod opføre det asymmetrisk placerede runde tårn, som havde til formål at forbinde de to stokværk. Tårntrappen (Danmarks ældst bevarede) er venstresnoet, om det er fordi Jørgen Lykke var kejthåndet vides ikke. Han lod også opføre de to lavere sidefløje mod nord. I den østre sidefløj findes riddersalen, mens den vestre fløj først var kapel senere blev den anvendt til mejeri og bageri. Mod syd lod Jørgen Lykke opføre to karnapagtige korte fløje.

Der har tidligere været betydeligt mere bygningsværk indenfor
voldgravene end i dag. Nationalmuseet har i 1955 afdækket rester af en ringmur langs voldgravens inderside og trappetårne på runddelene i voldgravens fire hjørner. Der blev også afdækket fundamentet til en vindebro.

Jørgen Lykke har haft stor interesse for Lerkenfeldt (Bonderup), men Overgaard i Udbyneder sogn var hans hovedsæde, hans pragtslot, mens Bonderup var hans fæstning.

Der går mange sagn om Jørgen Lykke, bl.a., at han har ladet en jomfru indemure levende i tårnkælderen (hun går igen ved midnatstide som den hvide dame). Ikke mindst Thit Jensen har med sin bog" Jørgen Lykke" ansvaret for mange af sagnene.

Året for Jørgen Lykkes fødsel kendes ikke. Men i 1532 ved vi, at han var i Frankrig i Kong Frans den 1stes tjeneste, hvor han udnævntes til Råd og Kammerherre. Kong Frans brugte flere gange Jørgen Lykke som sin gesandt på rejser til den danske konge og det var ved Jørgen Lykke's formidling, at der afsluttedes et forbund mellem Frankrig og Danmark.

Da Jørgen Lykke efter nogle år forlod Frankrig og slog sig ned i sit
fædreland, blev han straks udnævnt til Rigsråd og fik i 1547 Skanderborg som len.

Foruden sit lensmandsembede og sine diplomatiske hverv, var han en tid under syvårskrigen mod Sverige knyttet til den danske militære overkommando.

At Jørgen Lykke skulle have begået justitsmord mod præsten i Ullits-Foulum hr. Mads ved at lade ham henrette, fordi han fra prædikestolen tordnede mod Jørgen Lykke, og at han efterfølgende lod Svingelbjerg kirke nedrive for at bruge bygningsmaterialerne på Bonderup er næppe rigtigt.

Hr. Mads fortsatte med at prædike katolicisme efter reformationen, hvilket betragtedes som en alvorlig forbrydelse. Han blev fængslet og sat i fangekælderen på Bonderup; i den efterfølgende rettergang blev han dødsdømt og halshugget. Hr. Mads går igen med hovedet under armen, ikke på Lerkenfeldt, men på Overgaard. Det er rigtigt, at den gamle kirke i Svingelbjerg blev nedrevet, men det skete med kongens tilladelse efter bøndernes tilskyndelse. Bønderne følte ikke, at de magtede at vedligeholde både kirken i Vesterbølle og i Svingelbjerg. Kongens tilladelse var betinget af, at de nedrevne bygningsmaterialer skulle bruges til reparation og vedligeholdelse af de øvrige kirker, der hørte under Bonderup. Der er dog ikke tvivl om, at en del af stenene og formhugne kvadre fra den nedrevne kirke endte som byggema-teriale på Bonderup.

Jørgen Lykke ejede en overgang ca. 50 gårde, her i indbefattet begge byerne Svingelbjerg og Vesterbølle. Det fortælles, at Jøgen Lykke kunne ride på egen jord fra Bonderup til Overgaard.

Jørgen Lykke, som i sit liv havde ført utallige processer, og der flere gange havde været anklaget af kronen for uretmæssige berigelser på dennes bekostning, døde den 26. December 1583 og ligger begravet i Udbyneder kirke.

Efter Jørgen Lykkes død ejedes Bonderup af sønnen Henrik Lykke og datteren Ide Lykke. Hun blev gift med Valdemar Parsberg og efter hendes død i 1618 arvede hendes tre døtre Bonderup med hver en trediedel. Den ene af svigersønnerne Claus Daa blev eneejer i 1623. Claus Daa spillede en rolle i Chr. Den IV' s tid og blev admiral. Hans søn, den sørgeligt berømte Valdemar Daa arvede Bonderup 1641; han måtte i tiden fra 1677-81 gå fra såvel Bonderup som Borreby på Sjælland komplet forarmet på grund af guldmageri. (Kendt fra H. C. Andersens eventyr "Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans døtre")

Landsdommer Peder Madsen Lerche nåede ved sin overtagelse af Bonderup i 1677 endelig det mål, han gennem flere år havde stilet imod, at blive herre på Bonderup. Han havde opkøbt talrige fordringer på den i bundløs gæld nedsunkne guldmager og erhvervede til sidst hovedgården fra en anden kreditor jægermester Wolf Blome.

Bonderup var da i en sørgelig forfatning, hele herligheden takseredes til 250 rigsdaler. Landsdommer Peder Madsen Lerche var borgelig født, men havde i 1679 opnået brev på at føre et adeligt våben. Det lykkedes ham at samle det spredte gods igen. Han tog det ikke så nøje med de anvendte midler, og talrige er de processer, han var involveret i.

Magister Stistrup forfattede et giftigt nidvers over sin dødelige fjende, da Lerche var død og begravet i Viborg domkirke:

Den største Snaus i Verden var
han lægges nu i Kiste
Ej større Gnier Jorden bar
som Gud og Hvermand vidste
Han gjorde aldrig noget godt
den uomskaarne Jøde
thi har han nu den evig Spot
så Gudskelov, han døde
en Landeplage, Enkers Pest
en Snaus, et Drog, en Jøde.

Peder Lerche's hustru født Rosenøm måtte nøjes med en grav i Vesterbølle kirke, mens han som nævnt blev begravet i Viborg domkirke.

Peder Lerche's og hustru Frederikke Kristine Rosenørns kistevåben findes her på Lerkenfeldt.

Bonderup blev til Lerkenfeldt, da Lerche efter kongelig bevilling fik
tilladelse hertil. Nævnes skal også, at Lerche i 1684 opnåede birkeret på godset, som bestod til 1813. Endelig oprettedes i 1695 stamhus, som blev ophævet i 1743.

1699 blev Lerkenfeldt testamenteret til gehejmeråd Vincent Lerche, som i 1735 overdrog godset til sønnen Christian Lerche.

Christian Lerche solgte Lerkenfeldt til general Wulf Casper von Luttichau i 1743. Over kaminen i riddersalen er indgraveret Wulf Casper von Luttichau's og hans hustru's Lucia Magdalene Ochsens initialer. De døde i 1765 og 1775 og hviler begge i to marmorsarkofager i Vesterbølle kirke.

I 1755 overtog sønnerne Johan og major Christian Cæsar Luttichau Lerkenfeldt, i 1779 blev Christian Cæsar Luttichan eneejer.

Såvel generalen som majoren har ikke det bedste eftermæle. Det fortælles, at såvel træhest som ridepisk skulle have været brugt flittigt.


Gud ved, hvor din arme Sjæl blev af
til Himlen kom den ikke.

Lød det i en vise efter generalens død og folketroen lod ham heller ikke finde fred i sin grav.

Den 19. marts 1792 købte Mikkel Kieldsen i forening med sine brødre Jens og Peder Lerkenfeldt af major Luttichau for 73.000 rigsdaler, og siden har Lerkenfeldt været i slægten Kjeldsens eje.





LERKENFELDTS - DET TIDLIGE BONDERUPS - EJERE FRA 1555.

1555-1583
Jørgen Lykke opretter af de to nabogårde Kokholm og Bonderup, som han får skøde på i 1555, hovedgården Bonderup, hvis store voldsted han lader indgrave og bebygge - bl.a. med den stadigt eksisterende hovedbygning.

1583-1618
Sønnen Henrik Lykke (1611) og datteren Ide Lykke, som var gift med Valdemar Parsberg (1607)

1618-1641
Svigersønnerne Hans Skram, Iver Lykke og Claus Daa arver hver en trediedel. Claus Daa.eneejer fra 1623.

1641-1677
Sønnen Valdemar Daa - den bekendte alkymist (1691). 1677 pantsætter Valdemar Daa hovedgården, som ved indførsel overgår til bl.a. landsdommer Peder Lerche, der udløser de øvrige kreditorer. .

1681-1699
Landsdommer Peder Lerche. 1684 knyttes der birketing til hovedgården. 1685 oprettes stamhuset Lerchenfeld,

1699-1735
Stamhuset testamenteres til geheimeråd Vincent Lerche (1742).

1735-1744
Sønnen general greve Chr. Lerche, 1743 ombyttes stamhuset med en fideikommiskapital. .

1744-1715
Lerkenfeld med Hessel skødes til general Wulff Casper v. Luttichau og overgår efter generalens død i 1765 til enken Lucie. Magdalene Ochsen.

1775-1793
Sønnerne ritmester Joh. Liittichau og løjtnant Chr. Cæsar Liittichau. Sidstnævnte eneejer fra 1777

1792-1831
Brødrene Mikkel, Jens og Peder Kieldsen køber Lerkenfeld 19.3.1792. Ved Mikkel Kieldsens død i 1819 måtte den ældste søn Mathias tage hjem for at hjælpe moderen Anna Dorthea (f. Skow),

1831-1896
Mathias Kieldsen får overdraget Lerkenfeld i 1831. Efter hans død i 1880 hensad hans enke Mette Kjeldsen (f. Fauerschou) i uskiftet bo indtil sin død i 1896 med den yngste søn Hilmar som bestyrer.

Mette Kjeldsen ændrer i'et i familienavnet til et j.

1896-1930
Hilmar Kjeldsen med den ældste søn Mathias som forpagter fra 1923

1930-1953
Mathias Kjeldsen får skøde på Lerkenfeld i 1930.

1953-1984
Mathias Kjeldsen sælger i 1953 Lerkenfeldt til sin eneste datter Eva Mette Johanne Kjeldsen.

1959-
H.O.A. Kjeldsen bliver medejer og i 1984 eneejer af Lerkenfeld.

1999-
Mikkel Kragh Kjeldsen bliver medejer.

Peder blev gift med Kirsten Madsdatter Rosenørn, datter af Mads Poulsen og Anne Vestenie Nielsdatter, den 8 Maj 1675. (Kirsten Madsdatter Rosenørn blev født den 6 Jan. 1628 i Marstrand, døde den 6 Dec. 1694 i Lerchenfeldt og blev begravet i 1694 i Vesterbølle kirke.)