Henrich Ecklef

  Notater:

  Henrich Ecklef #13159.
      Eckleff havde tre sønner: Johan død 1635 og begravet i Nyborgs Kirke, Knud og Mats den sidste borger i Nyborg. Peter Ecckleff havde desuden en Brorsøn  Hieronymus Henriksen Eckleff, som boede på Sprogø 1646 - 1653. Samtlige disse efterlader sønner , hvilkes afkomlinger , hovedsagentlig boede på Sprogø og i Nyborg. som Borgere, håndværkere og skippere, Det har dog ikke været muligt at forbinde disse med Johannes Eckloff fra Lübæk
    
     Der fortælles af Provst Bøgh, at det ikke er usansynligt at der var en Henrik Ecklef af holstensk adel. som tidligere skulle være page og siden kammerjunker hos kong Frederik den anden, og som skulle have fået Sprogø som gave sammen med flere øer i Storebælt.  Bøgh skriver dog at man ikke kan være helt sikker på denne beretning, da mennesker jo har det med at huske forkert, eller som han skriver hukommelsen kan let fejle. han skriver også at det muligvis var for at sikre at der var mulighed for at afholde gæstgiveri på øen ved den lange og vanskelige overfart det var den gang.
    
     Kilde : "Skiønne Efterretninger" af Provst Bøgh., Kerteminde 1770, udgivet  af Labohistorisk Selskab 1995
                     
                       Frederik 2. blev født på Haderslevhus i 1534 og døde i 1588. Han var søn af den senere Kong Christian 3. og hans hustru Dorothea af Sachsen-Lauenburg. Efter Christian 3.s sejr i Grevens Fejde blev han i 1536 valgt som tronfølger med titlen Prins af Danmark, og da faderen døde i 1559 kunne Frederik underskrive håndfæstningen og sætte sig på tronen.  Frederik voksede op på Haderslevhus og fik fra 1554 lov til at holde hof på Malmøhus. Det var i disse år at prinsen forelskede sig i sin hofmesters niece, Anne Hardenberg, og først i 1572 giftede han sig med sin 15-årige kusine Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. Trods en aldersforskel på 23 år, blev Frederik 2.s ægteskab tilsyneladende meget lykkeligt. Frederik 2. erobrede i 1559 Ditmarsken sammen med farbroderen Hertug Adolf af Gottorp. Til gengæld magtede han ikke at realisere sine militære planer under den Nordiske Syvårskrig 1563-70. Baggrunden for krigen var kampen om magten i Østersøen. Frederik 2. havde regnet med, at han med hjælp fra tyske lejetropper hurtigt kunne vinde den forestående krig mod svenskerne. Med kongen i spidsen, satte hæren i 1563 op gennem Halland, mod fæstningen Älvsborg, der faldt efter kun seks timers beskydning. Derefter var planen at støde frem mod Stockholm; men på grund af et dårligt organiseret forsyningsvæsen måtte hæren gå i vinterkvarter i Skåne. Dermed faldt kongens planer, da en lejehær var alt for dyr til en langvarig krig. I begyndelsen af 1564 var det svenskerne der havde initiativet. De trængte ind i Norge flere steder og hærgede i både Halland og Blekinge. Først hen på sommeren rejste Frederik 2. et lån, der gik til at finansiere den danske hærs plan om et stort anlagt angreb på Sverige med Stockholm som mål. Angrebet blev en fuldstændig fiasko. Efter nogle uger måtte hæren, som følge af vanskeligheder med provianteringen, vende tilbage til Halland. Da et nyt forsøg i oktober led samme skæbne, var Rigsrådet ved at miste tålmodigheden. Året efter overtog Daniel Rantzau hærledelsen – men også han måtte kæmpe mod mangel på penge og forsyninger, og ydermere udbrød der pest i hæren. Det lykkedes endelig at få en dansk sejr ved Axtorna – men vinteren forhindrede yderligere fremrygning. Flåden klarede sig heller ikke for godt. I 1566 blev en ny spærring af Øresund en fiasko, og sidst i juli gik det meste af flåden ned under en storm ved Gotland. For at råde bod på den militære og økonomiske elendighed så Frederik 2. sig nødsaget til at hjemkalde sin gamle uven, Peder Oxe . Det lykkedes rigshofmester Peder Oxe at få styr på landets økonomi, hvorefter det i realiteten blev adelsmænd som han selv, Johan Friis og Niels Kaas, der styrede landet. Peder Oxe fik adelen overtalt til at bære en større del af de økonomiske byrder, desuden omlagde han Øresundstolden så toldindtægterne tredobledes. Derved lykkedes det at bringe Danmark nogenlunde frelst ud af krigen, og landet stod stadig som den mest magtfulde stat i Norden efter fredsslutningen i Stettin i 1570. Peder Oxe må dog dele æren med de militære ledere Daniel Rantzau og Frants Brockenhuus, og det hører også med, at Sverige i krigens sidste år var svækket af indre strid omkring Erik 14.s afsættelse i 1568. Efter krigen var en af de lidenskaber kongen dyrkede slotsbyggeri. Blandt nybyggerierne må især fremhæves renæssanceslottet Kronborg, der blev bygget i årene 1574-84 for indtægterne fra den forhøjede Øresundstold. Frederik 2. havde tilsyneladende en selvtillid, der rakte ud over egne evner og var ofte i tider med modgang uretfærdig og urimelig overfor omgivelserne, men en anden side af ham var hans livsglæde – han holdt af at gå på jagt, feste og se glade mennesker omkring sig. Frederik 2. døde kun 54 år gammel på Antvorskov Slot den 4. april 1588, og blev begravet i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes af sin søn Christian 4.   

Henrich blev gift med Ukendt.